Nedfaldsæbler: Hvad gør du med dem?

Nedfaldsæbler flyder i haven - hvad stiller du op med dem? Få gode idéer til at udnytte dine nedfaldsæbler, og find ud af om du må spise dem med stødpletter eller mug.

Du kan presse most ud af dine nedfaldne æbler med et hjemmemosteri.
Foto: Mette Frandsen

Du kan presse most ud af dine nedfaldne æbler med et hjemmemosteri.

Foto: Mette Frandsen

Nedfaldsfrugter rådner hurtigt, så de skal bruges med det samme.

Husk dog, at nedfaldne æbler ikke nødvendigvis er lig med sunde, modne æbler, der kan spises. Kig æblerne efter for orm og sygdomme, før du bruger dem.

Sådan tjekker du æblerne

Inden du bruger nedfaldsæblerne, skal du:

  1.  Vaske dem. 
  2. Tjekke for råd og mug. Beskadigede æbler med råd og mugangreb kan indeholde svampegiften patulin og må ikke spises. 
  3. Tjekke for stødpletter. Stødpletter, som er friske og ikke er begyndt at udvikle råd, kan du nøjes med at skære væk. Husk at få det hele med. Det gælder dog kun for æbler – i andre frugter som fx pærer trænger patulin fra stødpletter ud i hele frugten.

'Det kan du bruge nedfaldsæbler til'

Lav æblerne til æblemos
Æblemos kan fryses ned, så du har til æblekager og desserter vinteren igennem.

Tag på mosteri
Mange steder i landet findes der mosterier, hvor du kan få dine æbler lavet om til æblemost. På nogle mosterier er det ikke most af dine egne æbler, du får med hjem, fordi mosten ikke presses umiddelbart, mens du venter. Hos andre mosterier presses der dog til private på udvalgte dage, og her kan du godt få most fra dine egne æbler.

Pres din egen most
Hvis du vil have din helt egen most, kan du anskaffe dig et hjemmemosteri, der består af en æblekværn og en kurvepresse. Prisen er fra ca. 4.000 kr. og opefter. Du kan også leje et hjemmemosteri på time- eller dagsbasis. Søg fx på "Lej hjemmemosteri" på Google.

Gem æbler til fugle- og pindsvinefoder
Lade noget af nedfaldsfrugten ligge til fugle og pindsvin eller gem evt. de mindst stødte af dem til fuglefoder om vinteren, når der ikke er så meget anden mad til fuglene i haven. Især solsorte og drosler elsker frugt.

Smid nedfaldsfrugt i haveaffaldet
I nogle kommuner bliver borgernes haveaffald indsamlet med løbende mellemrum. Du må gerne smide nedfaldsfrugt i haveaffaldet, der bliver afhentet af kommunen.

Kompostér nedfaldsfrugten 
Du kan også bruge nedfaldsfrugt i din kompost. Har du ikke allerede en kompostbeholder, kan du nemt lave din egen.

'Derfor skal du fjerne nedfaldsæbler'

Fjern nedfaldsæbler under dit æbletræ hurtigst muligt. De kan nemlig have en uheldig indvirkning på næste års æblehøst. Rasmus Johansen fra Amager Planteland forklarer i denne video hvorfor.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab