Nu kan du se tv på Bolius.dk

TV Bolius får premiere i dag. Se og hør om Danmarks smukkeste og mest særprægede sommerhuse og følg udfordringerne for 6 familier, der skal bygge om.

Indtil videre kan du se 14 film på TV Bolius - bl.a. om en arkitekts 2 vidt forskellige sommerhuse: Et jordhus og et hus med kig til stjernerne - men flere film er på vej.

Sådan finder og bruger du TV Bolius

  • Du finder TV Bolius under ”XTRA”-fanebladet eller ved at klikke her.

  • Øverst på TV-Bolius-siden er der en såkaldt ”player” – klik på trekanten i midten af billedet for at starte programmet.

  • Nedenunder ligger samlingen af tv-programmer – klik på det program, du ønsker at se. Det vil derefter komme op i ”playeren”, hvor du kan sætte det i gang.

  • Klik på ”pause-symbolet” nederst til venstre, hvis du vil sætte programmet på pause.

  • Tryk på ”lydsignalet” nederst og næstyderst til højre og træk med musen, hvis du vil skrue ned eller op for lyden.

  • Klik på symbolet med de fire pile nederst til højre, hvis du vil se programmet på hele din skærm – og tryk på ”Esc”-knappen på din pc for at vende tilbage til den normale skærm.

Et japansk sommerhus på dansk grund få meter fra skrænten til havet. Og hvordan det gik til, da et brændeskur blev til luksusbadeværelse.

Det er to af de tv-programmer, du nu kan opleve på Bolius.dk. I dag får TV Bolius premiere, og i første omgang kan du se 14 små film

- Vi har gerne villet vise tv på Bolius.dk et stykke tid og er glade for at have fundet godt indhold, som repræsenterer 2 forskellige typer – nemlig inspiration og mere konkret vejledning i, hvordan man bygger om, siger videncenterchef i Bolius, Jan Felland.

Se og hør om Danmarks smukkeste sommerhuse

De 14 indslag fordeler sig på 2 emner:

  • Mit sommerhus
  • Hjem bedre hjem

I 8 programmer, der hver varer 3-5 minutter, kan du se nogle af Danmarks smukkeste, specielle og mest særprægede sommerhuse. Signe Rye Petersen viser sommerhusene frem, og arkitekterne bag fortæller om de spændende løsninger. Se fx sommerhuset med udkigshuller og herreværelse, sommerhuset der har form som en taco, og de 2 sommerhuse placeret på en træbro på en blomstereng.

Få gode råd om at bygge om og til

I de 6 ”Hjem bedre hjem”-programmer kan du opleve, hvordan det er selv at skulle styre et byggeprojekt, og hvilke udfordringer der er, når du skal bygge om og til.

Arkitekt Signe Bindslev-Henriksen, ejendomsmægler Peter Norvig og rådgivningschef i Bolius, Per Grunert, kårer i hvert program en vinder af en idé til ombygning. Vinderen får op til 650.000 kr. til projektet, og programmet følger derefter arbejdet med om- eller tilbygningen.

Vinderne får gode råd om tegninger, de nødvendige tilladelser, hvorvidt det byggetekniske holder, og hvordan de styrer håndværkerne. Og det er der god brug for!

Se parcelhuset få en total make-over

I udsendelserne kan du se badeværelset, der forøgede husets værdi med en million, 1970’er huset, der får en total make-over, den 400 år gamle borg, der får mobilt sommerkøkken, tilbygningen mellem 2 familiers huse, der skal være legerum, lejligheden hvor tørreloftet skal forvandles til fællesrum og tagterrasse samt brændeskuret, der får luksusspa med haveudgang.

Nye tv-udsendelser på vej

De 14 tv-udsendelser bliver ikke de eneste på Bolius.dk.

- Der er allerede flere på vej, og der vil løbende komme flere til, siger Jan Felland.

Hvilke programmer, der er tale om, og hvornår de kommer, kan du bl.a. læse om i Bolius Nyhedsbrev.

Bolius - et helejet Realdania selskab