Nu kommer støtten til solcelleanlæg

Købte du dit solcelleanlæg før 11. juni 2013, kan du søge om tilskud med tilbagevirkende kraft fra 11. februar 2015. Du kan også søge støtte til nye solcelleanlæg fra 16. marts 2015. Læs mere her.

Danskere, der har investeret i et solcelleanlæg i perioden 20. november 2012 til og med 11. juni 2013 under overgangsordninger til lov nr. 900 og tilsluttet sig el-nettet, kan fra den 11. februar 2015 søge om tilskud med tilbagevirkende kraft, oplyser kontorchef i Energistyrelsen, Jane Glinvad Kristensen til Bolius.dk.

Hidtil har de ikke kunnet få tilskud, fordi staten ikke har fået tilladelse til at give støtten fra EU. Den er på plads nu.

Du skal sende din ansøgning til Energinet.dk fra den 11. februar, men du bør have tålmodighed med svaret, da der vil komme mange henvendelser, minimum 5.000 og sandsynligvis mange flere.

Alt efter, om du har tilsluttet solcelleanlægget i 2013 eller 2014, vil den overskydende el, solcelleanlægget producerer, ud over den el, du selv bruger, afregnes med en pris, der for 2013 er på 1,30 kr./kWh i 10 år frem og for 2014 1,16 kr./kWh i 10 år frem.

LÆS OGSÅ: Solceller

Gør dig klar til at købe solcelleanlæg nu

Elektriker monterer solceller på hustag

Solcellefirmaerne kan godt gøre sig klar - snart er det igen muligt at søge om støtte til solceller, men kun i en begrænset periode og efter først til mølle-princippet

Har du endnu ikke et solcelleanlæg, men overvejer at købe et, bør du gøre dig klar nu.
Der er nemlig også en pulje på 60 MW til anlægsstørrelser på maksimum 6 kW pr. husstand, som du kan søge.

Søg støtte til solceller fra 16. marts-31. maj 2015

Puljen med støtte til solceller åbnes i første omgang fra den 16. marts til den 31. maj, hvor pengene fordeles efter først til mølle-princippet. Er der MW-kapacitet tilbage i puljen, kommer der en anden ansøgningsrunde fra den 1. oktober til og med den 31. oktober.

Afregningsprisen på overskydende el vil være på 102 øre pr. kWh i 10 år frem, hvis du får del i puljen. Tilslutter du først anlægget til næste år, vil den overskydende el afregnes til en pris på 88 øre/kWh i 10 år. I 2017 vil den være på 74 øre/kWh, og herefter vil støtteordningen til solceller ophøre.

LÆS OGSÅ: Sådan styrer du uden om dårlige solceller

Hav bindende købsaftale til solcelleanlæg klar

For at søge denne pulje, skal du fremvise en bindende købsaftale med en leverandør. Reglerne siger samtidig, at købsaftalen skal være betinget af, at du bliver godkendt til at få støtte.

- Det sikrer dig, at du kan opsige din kontrakt, hvis du ikke får tilsagn til puljen, siger Jane Glinvad Kristensen. 

Kort tid til solcellestøtte

At få opsat det rigtige solcelleanlæg til din bolig kræver, at du kender dine el-behov, og du ved, hvad du vil have, og hvad du kan få. Det tager tid at sætte sig ind i og få hjælp til, så det bør du gøre allerede nu, så du er på forkant, når, det bliver muligt at søge støtte.

- Derfor opfordrer vi på det kraftigste solcellekøbere til at få en aftale med en leverandør i hus hurtigst muligt. Når reglerne træder i kraft i februar, har markedet kun kort tid til at rykke, siger Jørgen Due Thomsen, forretningschef hos EnergiMidt.

LÆS OGSÅ: Test: Her er de bedste solceller

Støtte til solceller deles i 4 puljer

Det har tidligere været på tale, at puljen skulle være delt i 3, men det er endt med, at de i alt 60 Megawatt vil blive delt i 4:

  1. 18 MW er reserveret til lejeboliger (almennyttige og private).
  2. 12 MW er reserveret til andelsboliger og ejerboliger (både foreninger og enkeltvis).
  3. 15 MW er reserveret til fællesanlæg der nettoafregner på timebasis.
  4. 15 MW er reserveret til solcellelaug.

Kilder og henvisninger

Henvisninger:

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab