Ny kattelem – i 2 meters højde

Læser troede, han havde lavet perfekt kattelem til sin kat, indtil han satte døren op, og det viste sig, at kattelemmen sad i den forkerte ende af døren.

gør det ikke selv - kattelem i 2 meters højde

Illustration: Lars Andersen

- Vores store røde hankat har sin egen kattelem i husets yderdør, men for at døren til stuen ikke altid skulle stå på klem, besluttede vi også at lave en kattelem i den indvendige dør mellem stue og entré.

Som sagt så gjort. En kattelem blev indkøbt og døren lagt ned på arbejdsbordet i værkstedet. Med omhyggelig opmåling samt ved hjælp af en skabelon frembragte jeg et perfekt hul med bor og stiksav. Kattelemmen blev monteret, hvorefter døren i triumf blev båret ud af værkstedet og ophængt på sin rette plads igen.

Kattelem i den forkerte ende af døren

Der var kun ét problem. Det viste sig, at jeg var kommet til at lave kattelemmen i den forkerte ende af døren - og nu sad den næsten to meter over gulvet! Katten kiggede lidt mærkeligt på mig, men min kone grinede og sagde, at katten da bare kunne springe lidt højere...

Der var ingen vej udenom. Jeg måtte lave endnu et hul i døren - denne gang det rigtige sted - og dække det famøse hul med en plade, som egentlig så meget pæn ud, men som alligevel affødte spørgsmål fra slægt og venner.

Send din sjove gør det selv-historie til os

Har du lyst til at fortælle om dine eller andres ikke så vellykkede projekter i hus og have, så send historierne til os. Alle historier, der bliver offentliggjort på Bolius.dk, præmieres med 2 flasker rødvin.

Gør det selv-historierne skal være sjove og må ikke ende med alvorlig personskade. Historierne kan både være noget, du selv har gjort, har oplevet, eller har fået fortalt fra fx familie, venner og bekendte – eneste betingelse er, at de skal være sande.

Historierne bliver løbende bragt på Bolius.dk og i Bolius Nyhedsbrev. De bringes anonymt og vil blive ledsaget af en sjov tegning.

Sådan gør du

  • Send din historie til kgr@bolius.dk og skriv ”Gør det ikke selv” i emnelinjen.
  • Husk både at fortælle, hvad der skete, og hvordan det endte.
  • Skriv dit navn og adresse, så vi kan sende de 2 flasker rødvin til dig.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab