Spørg Bolius

Nye sommerhusejere overholder ikke deklaration om natur, men fælder bare løs - hvad kan grundejerforeningen gøre?

Vi er en grundejerforening (fortrinsvis sommerhuse) i Nordsjælland, som er rendt ind i nogle problemer, som vi håber, I kan hjælpe os med.

For at eje en matrikel skal man være medlem af grundejerforeningen.

I forbindelse med udstykningen i tidernes morgen blev der tinglyst en deklaration, som blandt andet omhandler bevarelse af områdets naturpræg, og at man ikke må fjerne eksisterende bevoksning uden forstmæssig grund. Grundene er ligeledes meget store, 2500-3500 kvm, som ligeledes er tinglyst og ikke må udstykkes. Området er en gammel plantage og leverandør til hele Europa, herunder kongehuse, og der er derfor mange sjældne planter og et meget rigt dyreliv.

Imidlertid er der sket et skift i området i forbindelse med, at gamle ejere har solgt, og nye ejere er meget aggressive i forbindelse med rydning i anden henseende end blot ved nybyggeri – kort sagt at omdanne grunde til ”parcelhuse” med græsplæne, hæk/hegn mv. og i den forbindelse ødelægge det rekreative naturpræg med flydende åbne grunde. Udover et uskønt/uharmonisk udseende og udryddelse af sjældne planter, har dette afstedkommet kæmpe problemer med vindkorridorer og væltede træer for andre ejere, som bevarer deres grunde og meget smukke gamle træer.

I grundejerforeningen er vi efterhånden ved at være desperate, for når vi henstiller til ejerne om at overholde deklarationen, får vi helt grundlæggende svaret tilbage ”og hvad vil I gøre ved det?”. Vi har aldrig haft de problemer tidligere, og ja, vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal stille op. Vi har brug for hjælp til at forstå, hvilke handlemuligheder vi har i forhold til deklarationen, og hvordan vi juridisk skal forholde os til den.

Vi håber, at I kan hjælpe os med dette og evt. henvise til en jurist, som kan hjælpe yderligere.

Link til dokumenter og oplysninger om området; xn--langes-gya.com

Mange hilsener og på forhånd tak.

Christina

Hej Christina

Du spørger om, hvad grundejerforeningen kan gøre, hvis medlemmerne af foreningen ikke overholder de pligter, der påhviler dem i henhold til den tinglyste deklaration.

Da alle parcelejere skal være medlem af grundejerforeningen, skal ejerne agere i overensstemmelse med de vedtægter og beslutninger, som grundejerforeningen lovligt træffer på ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger. Såfremt der opnås fornødent flertal, kan der derfor under alle omstændigheder principielt træffes beslutninger i overensstemmelse hermed. Dette forudsætter alene, at vedtægternes forskrifter overholdes, og at andre almindelige retningslinjer – f.eks., at der gælder ens vilkår for alle – overholdes.

I relation til deklarationen kan jeg se, at denne omhandler en række specifikke matrikelnumre. Jeg forudsætter, at alle ejere af matrikelnumrene er en del af grundejerforeningen og/eller omfattes af deklarationen. Ifølge deklarationen må bestående beplantning kun fjernes i det omfang, som bebyggelse og vejanlæg kræver, eller som er nødvendigt af forstmæssige grunde. Jeg forudsætter igen, at de øvrige ejeres tiltag ikke kan legitimeres ud fra disse årsager. Grundejerforeningen er påtaleberettiget, hvis deklarationens vilkår ikke overholdes, medens Sognerådet (nu kommunalbestyrelsen) er kompetente, hvis der er et isoleret fortolkningsspørgsmål.

Ud fra din beskrivelse opstår der næppe større fortolkningsspørgsmål, idet de nye ejeres handlinger ikke finder sted i overensstemmelse med deklarationens indhold. Det sidstnævnte led i deklarationen (vedrørende forelæggelse for Sognerådet) medfører dog, at foreningen principielt kan prøve at spørge den lokale kommune, om de ønsker at udtale sig om deres forståelse af deklarationens indhold i forhold til den konkrete tvist. En sådan fortolkning ville principielt kunne anvendes under en efterfølgende retssag.

Hvis det imidlertid har mere hastende karakter, skal der anlægges et civilt søgsmål, dvs. indleveres en stævning i jeres retskreds. Konkret er det, som nævnt, også tvivlsomt, om det overhovedet kan betragtes som et spørgsmål om fortolkning.

Læs mere om grundejerforeninger

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Nikolaj Wessel Tromborg, advokat

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden