Hvornår har du brug for rådgivning?

Som boligejer står du ofte over for, at skulle træffe nogle økonomiske valg, der kræver betydelig viden om økonomi og om de muligheder, der foreligger på markedet. Måske skal du ændre på lånene i boligen, sælge huset, foretage en større ombygning eller måske har du blot brug for et samlet overblik over din daglige økonomi. 

Ofte vil din bank tilbyde dig økonomisk rådgivning som led i deres kundeservice og salg af deres produkter, men du har også mulighed for at kontakte et stigende antal privatøkonomiske rådgivere, der arbejder for et fast honorar eller på timebetaling.

Det sidste vil være relevant, hvis rådgivningen ikke giver nogle indtjeningsmuligheder for banken, som derfor ikke ser sig i stand til at yde en dækkende rådgivning for dig. 

Behovet for rådgivning kan også omfatte områder, som banken ikke beskæftiger sig med, eksempelvis samspillet mellem offentlige ydelser, skat og pension. I den situation vil en privatøkonomisk rådgiver være en oplagt mulighed.

Hvad betyder uvildig rådgivning?

En uvildig rådgivning betyder, at rådgiver ikke får provision for at sælge dig bestemte finansielle produkter. I princippet har rådgiveren derfor kun interesse i, at skaffe dig den bedst mulige løsning. 

Vær dog opmærksom på, at selv en uvildig rådgiver har en økonomisk interesse i, at fastholde dig som kunde. Rådgiveren kan derfor strikke nogle finansielle løsninger sammen, der fastholder dig som kunde hos rådgiveren, selv om det strengt taget ikke er nødvendigt. 

En rådgiver med udpræget forretningssans vil eksempelvis have en interesse i, at tilbyde en økonomisk løsning, hvor han kan argumentere for en løbende overvågning af din økonomi og med dertil hørende honorar. 

Hvad tilbyder banken af rådgivning?

De fleste vælger rådgivning i banken, hvilket ofte opfattes som en gratis løsning. Ingen banker kan imidlertid leve af, at tilbyde gratis rådgivning gennem længere tid. Du bør derfor være opmærksom på, at banken opfatter deres rådgivning som en mulighed for at sælge nogle af deres produkter. 

Selv om rådgivningen i banken følger reglerne for god skik, er der altså tale om en salgssituation, hvor banken måske vil forsøge at sælge dig en ekstra pensionsordning eller tilbyde nye investerings og lånemuligheder, selv om det ikke umiddelbart er i din interesse.

Din betaling for bankens rådgivning finder derfor sted på samme måde, som den rådgivning, du modtager i byggemarkedet eller hos køkkenfirmaet. Her ”betaler” du for din rådgivning gennem køb af en udestue eller et nyt køkken. Men selv om rådgivningen ikke er uvildig, kan den sagtens fungere til begge parters fulde tilfredshed.

Hvad kan de privatøkonomiske rådgivere?

Hvis dit behov for økonomisk rådgivning er mere komplekst end banken kan klare, kan du henvende dig til en uafhængig privatøkonomisk rådgiver. 

Den største styrke ved den uafhængige rådgiver er, at han har et bredt kendskab til hele markedet og derfor har mulighed for at tilbyde dig de billigste og bedste finansielle løsninger for dig. I den forstand er rådgivningen uvildig.  

Udvalget af privatøkonomiske rådgivere er stort og du finder en komplet liste over godkendte rådgivere på Finanstilsynets hjemmeside. På hjemmesiden går du ned under ”øvrige” og klikker på ”finansiel rådgiver”.

Vær opmærksom på, at en rådgiver sagtens kan hjælpe dig med din privatøkonomi uden at være godkendt af Finanstilsynet. Hvis rådgiveren ikke rådgiver om konkrete finansielle produkter som aktier, obligationer eller realkreditlån, behøver han ikke nogen godkendelse fra Finanstilsynet. I en mere enkel familieøkonomi er en godkendt rådgiver derfor ikke nogen nødvendighed.

Hvordan finder du en god privatøkonomisk rådgiver?

Ved at undersøge priser og ydelser på den enkelte rådgivers hjemmeside, kan du få en fornemmelse af, hvem rådgiveren henvender sig til.

 

Nogle rådgivere kan du finde på Thrustpilot.dk, hvor du kan læse anmeldelser af den pågældende rådgiver. Måske kan du også finde information om rådgiveren på sociale medier som Facebook og LinkedIn. Alternativt kan du google rådgiverens navn og finde frem til, hvad google måtte have registreret om rådgiveren.

 

En anden metode er at høre venner og bekendte, om de kan anbefale dig en bestemt rådgiver. Nederst i artiklen har vi bragt navne og links til ti økonomiske rådgivere.

Hvad koster privatøkonomisk rådgivning?

Prisen varierer alt efter dit behov og opgavens karakter. I den lave ende finder timepriser på omkring 1.000 kr., mens timepriser på op mod 2.000 kr. ligger i den øvre ende af prisskalaen (2021).

 

Mange rådgivere opererer med pakkeløsninger, hvor du eksempelvis får en komplet gennemgang af din økonomi – et økonomitjek - med forslag til forbedringer for 5.000 til 7.000 kr. Ofte tilbyder rådgiverne også en abonnementsordning, hvor du for et månedligt eller et halvårligt gebyr jævnligt kan henvende dig til rådgiveren med specifikke spørgsmål.

Hvornår har du brug for en byggerådgiver?

Hvis du har brug for at vide, hvad det koster at bygge om eller foretage en omfattende renovering af dit hus, kan du henvende dig til en byggerådgiver.

Byggerådgiver kan tidligt i forløbet give et overslag over, hvor meget et byggeprojekt (ombygning, renovering eller nybyggeri) kommer til at koste. Det er selvfølgelig i grove træk, og der vil være en del usikkerhed, indtil projektet ligger mere fast. 

En byggerådgiver kan stå for at udforme kontrakter og sikre, at alle ydelser står i den. En kontrakt eller håndværkeraftale er som regel udarbejdet på grundlag af et tegnings- og beskrivelsesmateriale, der beskriver byggeprojektet i detaljer. Det gælder både pris og håndværkerydelser.