Oldfruens fif til at fjerne malerpletter fra gulvet

Hvordan fjerner du bedst og mest skånsomt malingpletter fra gulvet? Se her, hvordan oldfruen selv fjerner malerpletter.

Brug en glasskraber med påmonteret barberblad til at fjerne indtørrede malerpletter med. Foto: Jesper Elgård

Brug en glasskraber med påmonteret barberblad til at fjerne indtørrede malerpletter med. Foto: Jesper Elgård

Er der indtørrede malerpletter på dit gulv, kan du fjerne dem med en glasskraber med påmonteret barberblad. Sådan lyder rådet fra tidligere oldfrue Grethe Henriksen:

  • Lad malingpletten tørre helt.
  • Skrab forsigtigt med en glasskraber i trægulvets (veddets) længderetning. På nogle gulve kan man ikke se længderetningen, så skrab så forsigtigt du kan.
  • Skrub efter med en fugtig svamp for at få de sidste malingrester med.

Glasskraberen er forholdsvis nem at bruge på klinkegulve og ulakerede trægulve. Ved andre gulvtyper skal du være lidt mere forsigtig.

Sådan fjerner du malerpletter fra lakerede trægulve

Du kan godt bruge skraberen på et lakeret trægulv, men skrab ekstra forsigtigt, så du ikke ridser lakken.

Skrub efter med en fugtig svamp for at få de sidste rester med.

Sådan fjerner du malerpletter fra vinylgulve

Vær meget forsigtig med at bruge glasskraberen på et vinylgulv. Kommer du til at skære i gulvet, vil ridsen ikke rette sig op igen som ved et trægulv.

Prøv evt. at dække malerpletterne med lidt fast brun sæbe. Læg husholdningsfilm ovenpå og lad det ligge natten over. Næste dag er pletten opløst og kan forsigtigt skrabes af.

Kan du bruge opløsningsmidler til at fjerne malerpletter?

Det er en dårlig idé at bruge opløsningsmidler til at fjerne malingpletter, uanset gulvtype. Har du trægulv, vil opløsningsmidlet ødelægge træfibrene og måske lave en mere tydelig plamage.

Brug i stedet vand og svamp og skrub de sidste genstridige malingrester væk. Vand får fibrene i dit ulakerede trægulv til at rejse sig, og så vil du med en svamp kunne få dem gjort helt rene.

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • Grethe Henriksen, tidligere oldfrue, fagekspert

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab