Oldfruens fif til at fjerne pletter på tæpper

Én enkelt ingrediens - det er alt, du behøver for at fjerne pletter fra tæpper. Se her, hvordan oldfruen har holdt tæpperne på Marienborg og Gråsten Slot pletfri.

Gnid forsigtigt på pletten. Foto: Jesper Elgård

Gnid forsigtigt på pletten. Foto: Jesper Elgård

Sådan fjerner du pletter fra tæpper:

Ifølge oldfrue Grethe Henriksen virker dette enkle fif i langt de fleste tilfælde, når du sørger for at behandle pletten, mens den stadig er frisk.

- Jeg har fjernet mindre, nye pletter på tæpper med kun dansk vand. Det er vigtigt at behandle pletten, mens den er så frisk som muligt, forklarer Grethe.

  • Opløs pletten med lidt danskvand på en ren klud med det samme, pletten er kommet på tæppet.
  • Gnid forsigtigt på pletten med kluden til, pletten er helt væk.
  • Læg et stykke køkkenrulle på tæppet, der hvor pletten var, og lad det suge resterne af danskvandet. Du kan også bruge en tør svamp.

- Jeg har overvejende brugt dette fif til at fjerne pletter fra ægte tæpper, så jeg kan ikke sige med sikkerhed, om det virker på alle tæppetyper, men jeg ville bestemt afprøve det før alt andet, siger Grethe.

Indtørrede pletter

Er pletten nået at tørre ind, kan du have held med at opløse den med lunkent vand, og herefter behandle den med dansk vand - afhængigt af hvilken plet der er tale om.

Oldfruens rengøringsfilosofi

Tidligere oldfrue Grethe Henriksen har i 19 år sørget for, at Marienborg og siden hen Gråsten Slot har været skinnende rene til glæde for en lang række kongelige og toppolitikere som Dronning Ingrid, Dronning Margrethe, Hillary Clinton, Poul Schlüter og Poul Nyrup.

Grethes filosofi er: - Hvorfor bruge masser af penge på dyre, opreklamerede rengøringsmidler, når du kan bruge de gammeldags fif og samtidig tage hensyn til miljøet.

SE ALLE OLDFRUENS FIF HER

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab