Oldfruens fif til skinnende rent messing

Dine messing- og kobberting bliver skinnende rene - uden brug af skrappe pudsemidler - med dette fif, der er blevet flittigt brugt på Gråsten Slot. Se her hvordan.

Citronsyre, vand, en tandbørste og en vaskebalje er den simple opskrift på at få lysestagerne i messing rene. Foto: Jesper Elgaard

Der er ingen grund til at bruge skrappe pudsemidler til dine messing- og kobberting, når du først kender dette lille fif.

- Dette tip brugte vi især meget på Gråsten Slot, fortæller tidligere oldfrue Grethe Henriksen.

Sådan bliver dine messingting skinnende rene

  1. Opløs et halvt brev citronsyre - det svarer til 15 g - i en opvaskebalje med 2 liter varmt vand. Du kan købe citronsyre i de fleste supermarkeder. 
  2. Læg messingtingene ned i blandingen, og lad dem ligge i 15 minutter. 
  3. Brug en lille, blød tandbørste til fx lysestager med krummelurer til at fjerne alt det sorte snavs. 
  4. Skyl messingtingene i vand med opvaskemiddel og tør dem af.

Oldfruens rengøringsfilosofi

Tidligere oldfrue Grethe Henriksen har i 19 år sørget for, at Marienborg og siden hen Gråsten Slot har været skinnende rene til glæde for en lang række kongelige og toppolitikere som Dronning Ingrid, Dronning Margrethe, Hillary Clinton, Poul Schlüter og Poul Nyrup.

Grethes filosofi er: - Hvorfor bruge masser af penge på dyre, opreklamerede rengøringsmidler, når du kan bruge de gammeldags fif og samtidig tage hensyn til miljøet.

SE ALLE OLDFRUENS FIF HER

Fru Grøns metode til at få flot messing

Oldfruen er dog ikke den eneste, der ved, hvordan du får skinnende messing. Også Fru Grøn kender nogle gode tips. I denne video tester hun tre metoder til at pudse messing. 

De tre metoder testet i videoen er:

  • Bistro - Kobber- og messingcreme
  • Brasso – Pudsecreme til kobber og messing
  • Citronsyreopblanding – 1 liter kogende vand, 1 spsk citronsyre og lidt opvaskemiddel i en plastskål. Lad messinggenstanden være et par minutter heri, skyl den og puds afslutningsvist.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab