I efterårsferien 2003 opdagede Ellen Carus en fugtig plet på kældergulvet. Den plet var begyndelsen på et årelangt mareridt og kom til at koste hende flere hundredetusinde krorner og et nyt hus.

- Kommunen havde gennem flere år renoveret kvarterets veje og kloakker, så jeg regnede med, at vibrationerne havde fået et kloakrør til at slå læk, husker hun.

Den dag i dag mener Ellen Carus sådan set stadig, at kommunens gravearbejde lagde grunden til alle hendes problemer. Og havde der blot været tale om et ødelagt kloakrør, var det nok gået endda.

Da olieforureningen blev opdaget

Men der var ikke tale om et ødelagt kloakrør. En vvs'er bankede et hul i gulvet og konstaterede, at "det dér er ikke vand. Det er olie".

Kort efter stod 10-15 centimeter olie i hullet, og der blev lukket for husets olietank. Vvs'eren kunne nemlig hurtigt konstatere, at lækagen stammede fra den underjordiske rørføring til oliefyret.

Ville ikke skjule olieforureningen

- En ven, der vidste en smule om den slags, sagde et par dage efter, at det her godt kunne gå hen og blive rigtig kompliceret. Så om jeg ikke overvejede at mure hullet til igen og glemme alt om den sag, husker Ellen Carus.

Det var nu en temmelig skidt idé, mente hun. Dels ville hun af med forureningen, så hun og hendes søn ikke risikerede at blive syge af giftige dampe fra olien. Dels var alle forsikringer jo i orden. Så selv om sagen var irriterende og ubelejlig, kom den næppe til at koste hende noget videre, mente Ellen Carus.

- Jeg havde jo rørskadeforsikring og al den slags på plads, så jeg var egentlig ikke bekymret. Den sag skulle bare ordnes. Så selvfølgelig ringede jeg med det samme til mit forsikringsselskab.

Olieforurening stoppede byggeplaner

Som billedkunstlærer på Silkeborg Seminarium - og tidligere sløjdlærer - har Ellen Carus med hænderne skruet ordentligt på og er vant til at se ret praktisk på den slags boligmæssige udfordringer.

Siden hun i 1996 havde købt et lille hus på Glentevej tæt på Silkeborgs bymidte, havde hun lagt mange kræfter i at istandsætte boligen.

Med tiden ville de kun 74 kvadratmeter plus kælder ganske vist blive for snævre til hende selv og sønnen, der blev født i 2002. Men med tiden ville hun inddrage overetagen og hæve tagrejsningen, og så ville det problem være løst.

Den idé satte den fugtige plet på kældergulvet imidlertid en effektiv stopper for. For allerede i det øjeblik, forureningen blev kendt, var hun ude af stand til at låne så meget som en bøjet femøre i sin ejendom.

En uges tid efter Ellen Carus havde opdaget olieforureningen under sit hus, meldte forsikringsselskabet sin ankomst. Men taksatoren var ikke alene.

- Her var både repræsentanter fra kommunen og fra amtet. Her var såmænd også en repræsentant fra Oliebranchens Miljøpulje, der var kommet helt fra København, min advokat og en byggerådgiver. De var faktisk så mange, at jeg var en smule forbløffet over, at de kunne være nede i min lille kælder. Og jeg var en smule flov over, at jeg ikke havde ryddet pænere op, husker hun med et skævt smil.

På den anden side var hun på det tidspunkt ikke videre bekymret.

- Men min far havde meget tidligt på fornemmelsen, at det her vist var en temmelig alvorlig sag. Og det viste det sig jo også at være, fortæller Ellen Carus.

600 liter olie på grunden

I ugerne efter borede specialister fra ingeniørfirmaet Niras 10-12 meget dybe huller, og kort før jul fik Ellen Carus dommen.

Ikke blot var der løbet mindst 600 liter fyringsolie ud gennem hullet i hendes underjordiske olieledning, sandbunden under huset havde også gjort det muligt for olien at løbe ned i hele fem meters dybde.

Olien kunne kun fjernes ved at rive huset ned

Da Ellen Carus tog beslutningen om at få revet sit hus ned, gik det stærkt.

Værst af alt var, at det - på grund af selvsamme sandbund - var komplet umuligt at grave al forureningen væk, uden at huset skvattede sammen.

- Det var alt sammen meget værre, end nogen havde regnet med, konkluderer Ellen Carus.

Samtidig led hendes håb om, at rørskadeforsikringen dækkede oprydningsomkostningerne, hurtigt skibbrud.

- For jeg fandt hurtigt ud af, at almindelige husforsikringer ikke rører oliespild med en ildtang. Og så var jeg ved at gå i panik.

Forsikring dækker kun påbud om oprensning

Helt på herrens mark var hun dog ikke. For som stort set alle andre husejere med oliefyr, er også Ellen Carus dækket af den obligatoriske forsikringsordning, som siden år 2000 har dækket udgifterne til oprensning efter oliespild fra private fyringsolietanke.

Problemet er blot, at den obligatoriske forsikring kun dækker, hvad det koster at efterleve myndighedernes påbud om at oprense olien, så forureningen ikke kan skade mennesker eller miljø.

Forsikring ville ikke dække, at olien blev fjernet

Men eftersom der ikke var risiko for, at olieforureningen under Ellens hus bredte sig til grundvandet, krævede myndighederne "kun", at oliedampene ikke var i stand til at brede sig til husets beboelsesarealer.

- I februar vedtog kommunen at pålægge forsikringen at betale delvis oprensning af forureningen samt etablering af udluftningskanaler under fundamentet, så vi ikke blev syge af at bo i huset. Men olien ville forsikringen ikke betale for at få fjernet, fortæller Ellen Carus.

Bank: Din ejendom er værdiløs

Det var omtrent de værste nyheder, hun kunne få. For hvor olie i undergrunden er lykken for mangt en stat med slunken statskasse, så er det ødelæggende for privatøkonomien hos private grundejere, hvis der ligger 600 liter af stadset i haven.

- Jeg havde jo hele tiden haft planer om at bygge til på førstesalen, for mine 74 kvadratmeter ville slet ikke slå til, når min søn voksede op. Men banken - og dermed kreditforeningen - gjorde det meget klart, at det kunne jeg godt glemme alt om.

Efter bankens vurdering var grunden nemlig værdiløs, så længe den fortsat ville være registreret som forurenet. Også efter en eventuel delvis oprensning på forsikringens regning. Derfor ville hun ikke kunne låne penge til ombygning.

Søn skulle ikke udsættes for sundhedsrisiko

- Og når alt kom til alt, så var jeg heller ikke videre begejstret for at bo ovenpå oliespildet. Uanset om det var til at skaffe pengene til ombygning ad anden vej eller ej. Mest fordi jeg ikke troede på, at vi kunne holde alle dampene ude af huset. Og jeg ville for alt i verden ikke tage chancen og udsætte min lille dreng for risikoen.

Ellen Carus ville have en ren grund. Men det kunne hun ikke få uden at rive huset ned, og forsikringen ville ikke betale for at få bygget et nyt. Hun ville heller ikke kunne låne penge til at udbygge sit hus.

- Det var alt i alt meget fortvivlende, siger hun i dag.

Forældrene hjalp med et rentefrit lån

I foråret 2004 stod Ellen Carus i en svær kattepine. Kommunen havde ganske vist krævet, at den obligatoriske olietankforsikring betalte for, at der blev gravet udluftningskanaler under hendes hus, så der ikke slap giftige oliedampe ind i boligen.

Men en stor del af olieforureningen ville få lov at blive liggende under huset, da den ikke var til fare for miljøet. Alligevel var ejendommen - efter bankens mening - komplet usælgelig.

- Jeg vidste, at det ville koste forsikringen 650.000 kroner at gennemføre en række tiltag, så myndighedernes krav blev opfyldt. Valgte jeg i stedet at bruge pengene på at rive huset ned og rense grunden fuldstændig, ville jeg i stedet stå med en ren grund, men intet hus. Desuden ville der stadig være restgæld i ejendommen.

Umiddelbart en skræmmende situation for de fleste. Men så trådte Ellen Carus' forældre til med et rentefrit familielån på 200.000 kr., så hun ville kunne rydde sin gæld af vejen og derefter selv låne penge i kreditforeningen til genopførelsen af et nyt hus.

Byggefirma skulle rive huset ned

Det var praktisk taget umuligt at fjerne olien under Ellen Carus hus uden også at rive huset ned. Så det blev løsningen.

- Banken købte ideen, for min bankrådgiver stolede på mig, og jeg havde altid haft en god indtægt og orden i økonomien.

Aftalen blev forhandlet på plads med både bank og forsikring, og i maj 2004 vinkede Ellen og hendes søn farvel til huset på Glentevej i Silkeborg og flyttede til en midlertidig bopæl kort derfra. Samtidig afgav hun en ordre til et byggefirma om at stå klar, så de kunne begynde at opføre hendes hus, lige så snart grunden var renset op.

- Alt var pludselig i skønneste orden, og jeg begyndte at tro på, at jeg kom ud af hele affæren med skindet på næsen.

Nedrivningen af huset går i gang

I juli blev huset revet ned, og da entreprenøren gik i gang med at flytte de mange kubikmeter jord, tog Ellen Carus kontakt til byggefirmaet for at høre, om de var ved at være klar til at gå i gang med at bygge hendes nye hus.

- Hvis sådan et byggearbejde er godt forberedt, behøver det jo ikke at tage mere end et par måneder. Det var i hvert fald, hvad entreprenøren havde fortalt mig, da jeg afgav ordren. Så jeg regnede med at kunne flytte tilbage sidst på efteråret.

Banken løber fra aftalen

- Men da jeg ringede til byggefirmaet sidst i juni, fik jeg at vide, at de ikke engang var begyndt at tegne huset endnu - for bankgarantien var slet ikke på plads.

I mellemtiden havde hun fået en ny bankrådgiver af en - som hun udtrykker det - "noget anden støbning" end ham, der havde givet hende håndslag på den oprindelige aftale.

- Nu fik jeg pludselig den besked, at banken ville have grunden fuldstændig slettet af myndighedernes kortlægning over forurenede grunde, før de stillede en garanti. Det var ikke nok, at oprensningsarbejdet var gået i gang.

Bagest i byggekøen

I maj 2005 kunne den lille familie endelig flytte ind i det nye hus på Glentevej i Silkeborg, men haven lod en del tilbage at ønske….

- Selvfølgelig slog jeg nogle slag i bordet, og til sidst fik jeg da også aftalen på plads - igen - og fik også en ny bankrådgiver.

Men på det tidspunkt var der gået adskillige måneder, som byggefirmaet skulle have brugt på at få tegnet huset og bestilt materialerne - og i mellemtiden var der kommet fuld knald på byggeboomet. Så nu kunne Ellen Carus blot stille sig bagest i kundekøen.

For at drysse ekstra salt i såret, begik postvæsenet en fejl, så Ellen Carus først med to ugers forsinkelse modtog de papirer, der skulle underskrives af alle parter, før bankaftalen faldt endeligt på plads. Imens stod al det forberedende arbejde på stand-by.

- Da det kom til stykket, stod fundamentet først færdig lillejuleaften 2004, og en måned efter holdt vi rejsegilde. Det var jo ikke helt efter tidsplanen, konstaterer Ellen Carus.

Sprængt vandrør udsatte indflytningen

Først i 2006 begyndte ejendommen at tage endelig form.

Men i det mindste ville den lille familie kunne flytte ind til påske. Men selv her, så tæt på målstregen, kom der igen grus i maskineriet; alle gulvvarmerør i huset var nemlig blevet frostsprængt over vinteren, så samtlige gulve skulle brydes op på ny.

Så der gik en måned til, og fredag den 13. maj kunne Ellen og hendes søn endelig rykke ind i det nye hus.

- Ganske vist måtte jeg herefter bruge næsten yderligere to og et halvt år på at få udbedret diverse sjuskeri, og det var i sig selv opslidende. Men i det mindste havde jeg et nyt hus at bo i. Og sammenlignet med alle de andre genvordigheder, vi havde været igennem, var det trods alt til at overse.

- Det kunne vel ikke blive værre

Om hele forløbet med forureningssag og de mange efterfølgende byggeproblemer, siger Ellen Carus i dag, at hun ikke helt forstår, hvordan hun holdt modet oppe.

- Måske havde jeg hele tiden på fornemmelsen, at det ikke kunne blive værre. For havde jeg haft blot den fjerneste anelse om, hvor mange problemer, jeg måtte igennem, ville det næsten ikke have været til at bære, konstaterer hun i dag.

- Men skal jeg se det fra den lyse side, har jeg i dag et dejligt nyt hus på 84 kvadratmeter med plads til udvidelse. Og ikke mindst en ren grund. Så på den led skal jeg bestemt ikke klynke.

Ren grund - og samvittighed

Ellen Carus fortryder heller ikke, at hun i sin tid meldte olieforureningen i stedet for blot at mure kældergulvet til igen.

- Det havde jo været komplet uansvarligt. Ikke kun overfor miljøet - 600 liter olie forsvinder jo ikke af sig selv - men også overfor mit og min søns helbred. Så selv den dag i dag er jeg faktisk glad for, at jeg stod fast på at være en smule frelst og gøre det rigtige, siger hun.

Fakta

Ellen Carus er lektor cand. pæd. i billedkunst og underviser i billedkunst på Silkeborg Seminarium. Hun bor alene sammen med sin lille søn i villakvarteret Glentevej i bekvem afstand fra bymidte og Silkeborgsøerne.

I efteråret 2003 opdagede hun, at der var gået hul på rørledningen mellem olietank og fyr. Samt at 600 liter fyringsolie var sivet så langt ned i sandjorden og under boligen, at det var umuligt at rense op uden at gøre skade på huset. Derefter fulgte flere års kamp for at få grunden renset og bygget et nyt hus.