Hvad er varmeflytning?

Varmeflytning er en metode, som gør, at du kan flytte varmen fra et sted i dit hus til et andet sted, og på den måde udnytte varmeenergien i huset effektivt, så du kan spare på varmeregningen.

Hvis varmen kun skal flyttes til naborummet, kan dette klares med en rist mellem de to rum. Hvis varmen skal flyttes til flere rum, kræver det et anlæg til varmeflytning. Det vil sige, at der føres nogle rør rundt i huset, der kan transportere luften til og fra de rum, hvor den skal suges ud og blæses ind.  

Anlægget fungerer ved, at du flytter den varme luft, ved at suge den ud af et rum ved hjælp af en ventilator og puster den ind i et eller flere andre rum via et rørsystem. På den måde kan du fx udnytte varmen fra brændeovnen i andre rum end blot den stue, hvor brændeovnen står.

Systemet kan også vendes om, så den mere kølige luft fra eksempelvis soveværelse suges ud og spredes i det varme rum, hvorefter de varme luftstrømme presses ”naturligt” gennem huset til de køligere områder.

Hvilke fordele og ulemper er der ved varmeflytning?

Fordele

  • Du kan begrænse dine samlede varmeudgifter ved at udnytte varmen fra et rum i huset i andre dele af huset. Det vil typisk være udnyttelse af varmen fra stuen, som ofte er varmere pga. brug af en brændeovn eller en luft til luft varmepumpe.
  • Anlægget er rimeligt i pris. Det koster normalt mellem 2.000 og 4.000 kr. i materialer (2023).
  • Anlægget er relativt let at installere.
  • Du må gerne selv installere anlægget, bortset fra elinstallationen.

Ulemper

  • Du flytter ikke kun varmen, men også dårlig lugt, røg, partikler og fugt rundt i huset. Dette kan til dels modvirkes ved at sætte filtre op i de enkelte rør.
  • Ved forkert montering kan anlæggets ventilator let komme til at støje. Det kan dog typisk begrænses ved at bruge støjdæmpere, som monteres i forbindelse med ventilationsrørene.
  • Der er ingen indblæsning af frisk luft eller udsugning af den beskidte luft. Det anbefales derfor, at du monterer en udsugning i køkken, bryggers og bad og sørger for, at der tilføres frisk luft til huset, i opholdsrum fx gennem udeluftventiler til det fri (placeret i vinduer eller ydervæg)..
  • Anlægget og rørene skal renses med jævne mellemrum, så indeluften ikke forurenes med fx støv eller skimmelsvamp fra beskidte rør og filtre.
  • Hvis anlægget ikke er indstillet korrekt, kan det påvirke forbrændingen i brændeovnen negativt, fordi udsugningen i brændeovnen vil blive påvirket af anlægget.

Hvilke huse kan få gavn af et varmeflytningsanlæg?

Huse der har brændeovn, pilleovn eller rum med høje temperaturer (fx fra computerprocessorer eller fra sollys gennem store vinduespartier) egner sig til et varmeflytningsanlæg.

Luften skal ledes rundt i huset via nogle rør. Disse rør er minimum 10 cm i diameter. Derfor er det lettest, billigst og ofte kun teknisk muligt at installere anlæggene i huse i et plan med et uudnyttet loftsrum. Hvis dit hus er opført med gitterspær eller saksespær, vil det være hensigtsmæssigt at installere et varmeflytningsanlæg.

Selvom huset ikke har et uudnyttet loftrum kan det i nogle tilfælde godt lade sig gøre at installere rørene alligevel. Men i så fald må du enten acceptere synlige rør eller sørge for at skjule dem i rørkasser el.lign., som vil komme til at koste ekstra at etablere. Jo mere besværlig rørføringen er, jo dyrere bliver den færdige løsning.

Hvad skal du være opmærksom på, hvis du installerer et anlæg til varmeflytning?

Husk altid at isolere alle rør og andre dele, der befinder sig i et uopvarmet rum. Dvs. at al rørføring på et uudnyttet loft fx skal isoleres, så der ikke bliver et uforholdsmæssigt stort varmespild, samt at der ikke opstår risiko for kondensdannelse