Pas på brand i juletræet!

Et tørt juletræ kan sætte din stue i brand på bare 20 sekunder, hvis julelyset får fat. Se her 8 forholdsregler, du bør overveje, inden du sætter juletræet på plads i stuen.

Et juletræ brænder i stuen

Et smukt juletræ kan hurtigt blive forvandlet til et flammende mareridt, hvis der går ild i det.

Et knastørt juletræ kan forvandle din stue til et flammehav på bare 20 sekunder, hvis der går ild i det. Derfor er det vigtigt, at du har styr på brandsikkerhed, når du tager juletræet ind i stuen.

Hvis dit juletræ går i brand…

Hvis dit juletræ går i brand, lyder tommelfingerreglen fra Beredskabsstyrelsen:

”Sluk i det omfang, du selv mener, er forsvarligt muligt. Ellers ring til brandvæsenet hurtigst muligt på 112”.

LÆS OGSÅ: Vær klar: Sådan slukker du ild i juledekorationen

  • Tag ikke juletræet ind for tidligt
    Hvor hurtigt, der går ild i dit juletræ, afhænger af træets vandindhold.

    Hvis træet har stået indendørs i flere uger, er det tørt, og vil brænde hurtigt. Er træet først taget ind i stuen den 23. december, er vandindholdet stadig højt, og en brand vil udvikle sig noget langsommere. 

    LÆS OGSÅ: Kan du holde juletræet frisk med kodimagnyl?
  • Vand juletræet dagligt
    Brug evt. en fod med vandbeholder. På den måde bevarer træet sit vandindhold, og det reducerer risikoen for brand en hel del.

    LÆS OGSÅ: 10 gode råd til at undgå brand i julen
  • Hold øje med juletræet og de lys, der kan skabe brand
    Hvis du vil sikre dig mod brand i juletræet, er det naturligvis bedst at undgå levende lys på træet. Hvis du har levende lys på træet, skal du hele tiden være opmærksom og aldrig gå fra dem, så længe de brænder. Lad aldrig et barn være alene med levende lys!
  • Brug selvslukkende lys 
    Hvis du vil have levende lys på juletræet, er det en god idé at bruge selvslukkende stearinlys. De slukker selv, når de er ved at være brændt ned, og det kan forhindre en brand, hvis du glemmer at puste lysene ud.

    Du kan også bruge lysmanchetter af stanniol.

    LÆS OGSÅ: Brandforsikring af boligen
  • Den, der tænder for juletræet, slukker det igen 
    Aftal, inden I tænder for de levende lys i juletræet, hvem der holder øje med lysene, så alle ikke regner med, at det er en anden.
  • Smid juletræskæder med skader ud 
    Også med elektriske lyskæder skal du være opmærksom. Er der fejl på kæden - fx et lille brud på plastikken - skal du ikke forsøge at reparere den med tape eller lignende.

    Smid altid en ødelagt kæde ud, medmindre det blot er en pære, som skal skiftes.

    LÆS OGSÅ: Flugtveje og redningsåbninger
  • Hav spand med vand og pulverslukker klar 
    Hav en spand vand stående ved siden af juletræet hele tiden. Og også gerne en pulverslukker.
  • Tjek røgalarmerne 
    Tjek, at dine røgalarmer sidder de rigtige steder, og at de virker.

    LÆS OGSÅ: Tjek dine røgalarmer

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab