Hvad er store træer?

Der er ingen klare grænseværdier for, hvornår et træ er et ’stort træ’. Men vil du plante et fire meter højt træ med en stammeomkreds på 20-25 cm og derover, kan det betegnes som et stort træ.

Et stort, nyplantet træ til haven er et træ, der har en vis størrelse med det samme, og fx kan give fylde og karakter med det samme.

Hvis du ønsker at blænde udsigten til en grim bygning på nabogrunden eller få skygge i et bestemt område af haven, kan et nyplantet stort træ straks eller inden for en overskuelig fremtid opfylde de ønsker.

Hvis du planter store træer, sparer du voksetid, da de store træer allerede har en del år bag sig.

Hvor store træer kan du plante?

Hvor store træer du selv kan plante afgøres af, hvad der er muligt for dig at håndtere. Men også træerne selv sætter begrænsninger for, hvor store de kan være, når de skal graves op, pakkes og flyttes.

Som udgangspunkt skal du regne med, at jo større træet er, jo større en rodklump følger med. Og derved øges vægten på det træ, du skal have fragtet, flyttet og plantet.

Netop rodnettets størrelse afgør, hvor store træer kan være for at tåle at blive plantet, da der er begrænsninger for, hvor stor en rodklump der kan følge med et træ.

Træer, som er over 12 meter høje, er fx meget vanskelige eller ligefrem umulige at få til at overleve en flytning og omplantning, da deres rodnet ved flytning bliver reduceret i en sådan grad, at træet efterfølgende ikke har et tilstrækkeligt stort rodnet til at kunne optage den mængde vand, træet har brug for. Dog varierer det meget fra art til art, hvad der er fysisk muligt at flytte, og nogle firmaer tilbyder plantning med maskiner, der kan håndtere meget store træer og rodklumper.

Typisk kan du selv plante træer på op til 4-5 meters højde med en stammeomkreds på 20-25 cm. De kan dog være noget tunge og svære at arbejde med. Træer op til den størrelse kan transporteres på en almindelig trailer og en sækkevogn.

Vær opmærksom på, at under transport må bil, trailer og træ (med kronen bagud) tilsammen ikke være længere end 18,75 meter. Læs mere om, hvordan du afmærker hos FDM.

Har træet en stammeomkreds på mere end 20-25 cm, kan du ikke selv plante det, da der skal bruges maskiner og professionel ekspertise. Et så stort træ skal helst hejses direkte ned i plantehullet. Kan det ikke det, skal træet hejses så langt ind i haven som muligt og efterfølgende transporteres med mindre maskiner hen til det sted, det skal stå.

Hvor kan du købe store træer til plantning?

Det er ikke alle planteskoler og havecentre, der sælger store træer. Det kræver en del erfaring, og der er meget arbejde forbundet med at dyrke store træer. Desuden kræver det også meget plads at have de store træer stående. Samtidig skal de store træer på planteskoler omplantes cirka hvert fjerde år for at udvikle et godt rodsystem, så de senere sikkert kan flyttes og plantes i haverne.

Søg på nettet efter et sted i nærheden af din bopæl, der sælger store træer, eller find nogen, der kan levere til din bopæl.

Som regel kan det betale sig at lade planteskolen stå for hele processen, lige fra valg af det korrekte træ til haven til fragt, levering, plantning og pleje af træet.

Hvilke træsorter er bedst, hvis du vil have store træer til haven?

Hvis du vil plante et stort træ, skal du vælge en lidt hårdfør træsort, der kan tåle det danske klima og at blive plantet om mange gange.

De mest almindelige og velegnede er disse træsorter:

  • Ahorn
  • Lind
  • Bøg
  • Eg
  • Paradisæble
  • Tjørn
  • Platan
  • Røn
  • Pære.

Inden du vælger træart, så undersøg også, hvor stort træet forventes at kunne blive på sigt. De store træer du køber, er langt fra fuld størrelse, så forvent, at træerne bliver meget større i løbet af en årrække. Store træer risikerer på sigt at skygge for havens øvrige beplantning, terrasser mm. eller måske tage udsigten.

Er der love om eller regler for, hvor store nye træer må være?

Der findes ingen love om, hvor store træer må være. Men der kan være lokalplaner, regler og vedtægter for grundejerforeninger etc., der angiver, hvor store træer må være.

Disse kan også rumme begrænsninger for, hvilke træer der må og ikke må plantes.

Hegnsloven

I Hegnsloven er der regler for, hvor høje hække må være. Har man en række træer, der står tæt sammen og med sammenvoksede kroner, kan det betragtes som et hegn og skal derfor følge hegnsloven. 

Naboer

Det er en rigtig god idé at tale med naboerne, inden du planter store træer i din have. Hvis dit nye træ ødelægger sol- og udsigtsforhold i naboens have, kan det give anledning til større diskussioner og uenighed og kan ende i en retssag om den naboretslige tålegrænse.

Hvordan plantes et stort træ?

Inden der skal plantes et stort træ, skal du undersøge, hvor god den jord, træet skal stå i er.

Test jorden og mulighederne for, at træet kan vokse

Når du skal teste jorden, skal du kunne:

  • Tage en håndfuld løs jord op.
  • Klemme jorden godt sammen.

Hvis jorden er god nok, forbliver den sammentrykket og falder ikke fra hinanden. Derudover bør jorden helst være mørk, og den skal helst ikke lugte.

Træet skal have gode betingelser for at vokse og sprede sine rødder ud i jorden. Det er godt at plante træet et sted, hvor der ikke i umiddelbar nærhed (3-5 meter) er andre træer, hække osv.

Dermed undgår træet at skulle konkurrere med de andre planter og træer om lys og vand. Det er uhyre vigtigt, at træet hele tiden får nok vand i etableringsperioden. Det vil sige de første 2-3 år.

Sådan plantes træet

Start med at grave et hul, som er lige så dybt som rodklumpen (selve roden på træet) og dobbelt så bredt. Det er altid en god ide at forvande hullet, så jorden er godt fugtig, inden træet plantes. Jorden i bunden af plantehullet skal løsnes, så vandet kan ledes væk fra plantehullet og rodklumpen.

Sæt træet ned i hullet, og læg løs, god muldjord rundt om rodklumpen. Hvis jorden er dårlig og hård, skal hullet være større, og der skal mere god muldjord i hullet. Træet skal plantes, så toppen af rodklumpen er nogenlunde i niveau med jorden omkring træet (plus/minus 3-5 cm).

Træd jorden til omkring rodklumpen, så den sidder fast. Det er vigtigt, at træet står godt fast, for kan rodklumpen rokke i plantehullet, har de nye rødder vanskeligt ved at få fæste i den omkringliggende jord.

Lav en lille jordvold rundt om træet, som kan holde på vandingsvandet. Indenfor denne vold må der ikke være ukrudt, græs, blomster m.m. i de første ca. 2-3 år (etableringsfasen).

For at sikre det nyplantede træ mod vinden, bindes træet fast til et par støttepæle. Støttepælene skal placeres, så de primært understøtter og styrker roden. Opbindingen bør sidde i en højde, der svarer til en tredjedel af træets fulde højde. Støttepælene fjernes efter 2-3 år.

Pælene skal sættes ca. 0,5-1 meter fra træets stamme, og stropperne/bælterne bindes en gang rundt om træet og gøres fast på pælen.

Træet skal det førstkommende år fra april til oktober vandes med 30-40 liter vand én gang om ugen, afhængigt af vejr og vind. Plantes træet i perioder med meget nedbør, bør der ikke suppleres med ekstra vand. Sørg for at få en vandingsanvisning med, når du køber træet – det gør det hele meget nemmere.

Der vil altid følge en vandingsanvisning med, hvis du får en planteskole til at plante store træer for dig. Hvis dit træ leveres med en lærredssæk om roden, kan du høre forhandleren, om det er meningen, at sækken skal blive på ved udplantning.

Hvad kan gå galt, når du planter store træer?

Det burde ikke gå galt, hvis du sørger for at følge plante- og vandingsanvisningen. Men der kan opstå problemer med træet, hvis:

  • Det er plantet for højt eller for lavt. Træet rodhals skal være i samme højde, som da træet stod på planteskolen.
  • Det ikke er gjort rigtigt fast. Så kan det vælte i en kraftig blæst.
  • Det står i ren kompost fra genbrugspladsen. Kompost er meget næringsrigt, og du risikerer, at træet visner og dør på grund af for meget næring.
  • Støttepælene er banket lige igennem rodklumpen. Så kan rodnettet og selve roden tage så stor skade, at træet dør.
  • Det er plantet i for dårlig jord, så det ikke får tilstrækkelig god næring. Dårlig jord kan også være forurenet jord, som absolut ikke egner sig som plantejord for nye træer.
  • Rødderne i rodklumpen har haft for lidt plads i potten eller sækken og derfor ikke kan brede sig optimalt efter udplantning.
  • Der er sket skader på træet, inden det blev plantet. Det er vigtigt, at rødder, stamme og krone ikke bliver beskadiget under transport og ved selve plantningen.
  • Du glemmer at vande, så træet ikke får nok vand.
  • Det får for meget vand. Jorden omkring træet må ikke være vandmættet over for lang tid af gangen, da rødderne også har brug for ilt.
  • Der står højt ukrudt omkring træet, så træet skal konkurrere for meget med ukrudtet om at få vand.

Er der vækstgaranti på store træer?

Nogle planteskoler giver op til 3 års vækstgaranti på træet, hvis de selv har transporteret og plantet det, og kunden har fulgt den udleverede pasnings- og vandingsanvisning.

Hvis du selv har hentet og plantet træet, er der ikke nogen garanti. Men springer træet ikke ud det førstkommende forår, kan du måske få pengene tilbage eller få et andet træ.

Vær dog opmærksom på, at det tager et par år, før store træer fortsætter deres vækst, da de lige skal vænne sig til deres nye hjem. Derfor vil frugttræer næppe heller sætte frugt før efter et par år.

Men undersøg betingelserne, inden du køber et træ, da der er mange forskellige regler og garantier hos de forskellige planteskoler.

Hvad er prisen på et stort træ?

Du kan typisk købe træer fra ca. 300 og op til 50.000 kr. i almindelige- og specialplanteskoler. De store træer er ofte kostbare, og prisen afhænger meget af sort og størrelse. Det er også muligt at købe store gamle træer til flere hundrede tusinde kroner.

Kan du selv plante træet, er der ud over prisen på selve træet kun udgiften til en god spade, opbinding og evt. leveringen, som afhænger af lokalitet, mængde og størrelse.

Er træet så stort, at du ikke selv kan plante det, skal du også betale planteskolen eller anlægsgartneren for plantning. En planteskole, der sælger store træer, giver ofte et tilbud, som inkluderer både prisen på træet/træerne, levering og plantning.

Eksempler på priser på store træer (Sitas planteskole):

Ahorn, lind, almindelig røn og paradisæble med en stammediameter på 14-16 cm koster ca. 2.600 kr. Træer med en stammediameter på 20-25 cm koster ca. 5.400 kr. Højden på disse træer varier fra art til art. 

Nogle træer kan fås med en noget større diameter. Fx fås bøg, ahorn og avnbøg med en stammediameter på 60-70 cm og koster ca. 39.000 kr.

Prisen er alene for træet. Endvidere kommer prisen for levering og plantning, der varier meget alt efter størrelsen på træet, transportformen, tilgængelighed i haven, jordforbedring mm. Der kan også være forskel i prisen afhængig af, hvilken træart der er tale om.

Køber du flere træer fra samme sted, kan der være penge at spare på bl.a. transport.

Podcast: Mig og min have

Episode 10: Træer i haven

I dette afsnit af ‘Mig og min have’ skal det handle om træer. Træer er en af de discipliner, som vi kan beskæftige os med helt indtil, at jorden bliver bundfrossen, og vi ikke længere kan grave i jorden. Vi tager dig en tur med ud til Arboretet i Hørsholm, hvor du skal møde Arboretmesteren Ole, som giver en tur rundt i Arboretet, som er en samling af løv- og vedplanter. Bagefter er vi taget ud i Jespers have og byder julen indenfor, når vi julehygger, og kigger tilbage på året der gik.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit