LED-pærer findes i mange forskellige udgaver, og der kommer stadig hele tiden nye produkter på markedet.

Nogle kan erstatte de traditionelle lyskilder og har sokler, som passer i de lamper, du har - det kaldes Retrofit-pærer. Andre LED-pærer kræver en anden form for elektronisk tilslutning, end vi er vant til. Og så er der de lamper, hvor lyspæren er indbygget. Så når LED-pæren ikke lyser mere, skal hele lampen udskiftes.

Lyset spredes forskelligt i LED-pærerne, og de forskellige typer passer til forskellige lamper. Tre eksempler på forskellig lysfordeling er en mat skærm, en klar skærm med en linse til at fordele lyset og en klar skærm med smalle LED-bånd, som kaldes filament LED.

Andre lyspærer er retningsbestemte: Lyset bliver sendt i en bestemt retning, og den kan være smalstrålende, fx 10 graders spredning på lyset eller bredstrålende.

Hvordan passer lyspære og lampe sammen?

I nogle lamper er lyspæren synlig. Hvis lampen er designet til en glødepære, kan en LED-lyspære med filament anvendes. Hvis lampeskærmen er mat, spredes lyset fra lyspæren i skærmen. Det kan være en fordel at anvende en lyspære, som er mat, men du skal være opmærksom på, om lyspærens sokkel skærmer for lyset. Formår pæren at sende lyset i alle retninger? Hvis lampen har en lukket skærm, kan de fleste typer anvendes, da lyset reflekteres i skærmen og sendes nedad.

Hvordan kan du se forskel på LED-pærernes kvalitet?

Prisen siger tit noget om kvaliteten på LED-pæren, men det er ikke altid nok. Det er en god idé at kontrollere farvegengivelsen, altså Ra-værdien. Dagslyset har en evne til at gengive farver på 100 procent, det vil sige, at en Ra-værdi på 100 er det optimale. En gløde- eller halogenlyspære har en Ra-værdi på 99, mens en LED lyspære typisk har en Ra-værdi på 80-90. Enkelte har højere værdier. Jo højere Ra-værdien er, jo bedre lyskvalitet. Den forbedrede kvalitet kan dog også nogle gange betyde den dobbelte pris.

Der står mange informationer på lyspærens æske, og det er ofte kun få informationer, du har brug for at lede efter. Lumen, farvetemperaturen og farvegengivelsen er de vigtigste egenskaber. Men også fordelingen af lyset fra lyspæren, levetid og energiklasse er værd at kontrollere.

En anden måde at bedømme LED-pærens kvalitet er at se på værdien MacAdam Color steps.  MacAdam er et tal, der beskriver variationer i farvetemperaturer i LED-lyspærerne. Hvis man køber 10 billige LED-pærer af samme type, kan der være forskel i farven på lyset, så nogle er rødlige og andre er blålige. Disse vil have et højt MacAdam Color Step-tal, hvorimod LED-pærer i god kvalitet har et lavt tal, som garanterer, at alle har samme farvetemperatur. Et MacAdam Color step-tal på 2-4 garanterer en god kvalitet. Tallet 5-7 har en større farvetolerance, og farveforskelle vil kunne opfattes med det menneskelige øje. En glødepære ligger typisk på 1 MacAdam Color Steps.

Når LED-pærer ældes vil disse farveegenskaber også ændre sig, ligesom lysstyrken bliver svagere på grund af driftsvarmens nedbrydning af LED’ens fosforlag.

Hvor kan jeg bruge LED-lyskilder?

LED-pærers lyskvalitet er efterhånden så godt, at de kan bruges de fleste steder. Energibesparelserne er også værd at tage med i betragtning. Ikke kun for privatøkonomien, men også på grund af bæredygtighed. Ved at bruge LED-pærer sparer du på strømmen, men du sparer også ressourcer på fremstilling af nye lyspærer, da du skal bruge færre lyspærer på grund af den lange levetid.

Der er dog stadig udfordringer med LED-lyspærer. Hvis du har en dæmper-funktion på din lampe, kan det være svært at finde den LED-pære, der passer til dit system. Der kan også være forskel på, hvordan lyset dæmpes. Når en glødepære dæmpes, bliver lyset varmere. Lyset fra en LED-pære dæmpes ofte anderledes. Lysstyrken bliver svagere, men lysfarven ændres ikke. Ønsker du, at farvetemperaturen ændres, når du dæmper, skal du vælge LED-pærer med en dæmpningsteknologi, som gør lyset mere rødligt, når lyset dæmpes.

Eksempler på udskiftning af lyskilder i en bolig

Nedenstående eksempler stammer fra en bolig på 167 m², hvor de fleste lyskilder er udskiftet fra glødepærer og halogen til LED-lyspærer. Det har været målet at udskifte så mange lyspærer som muligt uden at gå på kompromis med lyskvaliteten. Nogle steder, i fx gennemgangsrum, er der valgt en ringere lyskvalitet, en dårligere evne til at gengive farver, en anderledes lysfordeling eller lysstyrke.

Pendel i køkken:

I dette køkken er en halogenstift byttet ud med en LED-stift i en pendel med en mat glasskærm. Lyset fordeles i skærmen på samme måde som før, og det er næsten ikke til at se forskel på lyset på de to forskellige lyspærer.

Trods forskellen på farvegengivelsen er LED-pæren en god erstatning for halogenpæren. Pendlerne giver den generelle belysning i køkkenet. En belysning med en højere farvegengivelse kan være et godt supplement, så maden, som forberedes i køkkenet, gengives i de rigtige farver.

SE VIDEO: Skift til LED-pærer i køkkenpendlen

Pære

Forbrug

Styrke

Farvetemp.

Farvegengivelse

Timer

   

Halogen

19W

235 Lumen

2700 Kelvin

Ra 99

2000

   

LED

2,5W

204 Lumen

2700 Kelvin

Ra 80

15.000

   

Arbejdslampe:

I denne arbejdslampe er en 42W halogenpære skiftet ud med en 7W LED med filament. I en test blev to forskellige LED-pærer afprøvet. LED-pæren med den bedste evne til at gengive farver blev valgt, da det er en arbejdsplads, og det er vigtigt for brugeren at kunne skelne farverne fra hinanden. Den valgte var tre gange så dyr, men hvis det fordeles over de 15.000 timer, som lampen kan lyse, er det en mindre investering.

Pære

Forbrug

Styrke

Farvetemp.

Farvegengivelse

Timer

 

Halogen

42W

630 Lumen

2700 Kelvin

Ra 99

2000

 

LED (filament)

7W

470 Lumen

2700 Kelvin

Ra 90

15.000

 

LED (linse)

5W

470 Lumen

2700 Kelvin

Ra 80

15.000

 

SE VIDEO: Se alternativer til halogenpærer til arbejdsbordet

Indbygnings spots:

I disse indbygningsspots i loftet er en halogen reflektorlyspære på 20W udskiftet med en 3,5W LED. Der er ikke sket de store ændringer i lyset i rummet, men kigger man op mod lampen, kan man se flere punkter af lys i LED-lyspæren, hvor halogen lyspæren fremstår som en lysende flade. LED-lyspæren er dårligere til at gengive farver, men da dette rum er et gennemgangsrum, og ikke et opholdsrum, kan det gå an.

SE VIDEO: Skift fra halogen til LED i spotlamperne

Pære

Forbrug

Styrke

Farvetemp.

Farvegengivelse

Timer

 

Halogen

20W

205 Lumen

2700 Kelvin

Ra 99

2000

 

LED

3,5W

200 Lumen

2700 Kelvin

Ra 80

15.000

 

Pendel over legebord:

I denne pendel er en halogenpære på 42W udskiftet med en 5W LED-pære med filament. Der er valgt en lyspære med en god farvegengivelse for at farver kommer til at fremstå tydeligt.
 

SE VIDEO: Vælg det rigtige lys ved legebordet og spar penge

Pære

Forbrug

Styrke

Farvetemp.

Farvegengivelse

Timer

 

Halogen

42W

630 Lumen

2700 Kelvin

Ra 99

2000

 

LED (filament)

5W

450 Lumen

2700 Kelvin

Ra 90

15.000

 

Alle værdier er vejledende. Der kommer konstant nye LED-pærer på markedet, ligesom egenskaber og priser ændres løbende. Men der er besparelser at hente, hvis du udskifter dine lyspærer til LED-pærer. Kvaliteten af pærerne bliver hele tiden bedre, og der udvikles stadig nye typer. Overvej derfor, hvor du vil skifte lyspærer nu, og hvor du kan vente til det rigtige produkt kommer på markedet.