Græsser som fx byg, hvede og majs har altid været vigtige fødekilder både for vi mennesker og for vores husdyr. Men også resten af klodens dyr er afhængige af græsserne. Derfor kan det, som mange anser for at være ren ukrudt i haven – på nær når samtalen falder på græsplænen – i virkeligheden anskues som en de mest betydningsfulde plantegrupper. 

Først i nyere tid har prydgræsser fundet vej ind i haverne, og i dag er de et af grundelementerne i den moderne haves opbygning. De ornamentale græsser kan nemlig både anvendes i den naturalistiske have og i den mere formelle og minimalistiske have. 

Prydgræsset findes i mange forskellige udgaver. Planterne varierer i størrelse, form og farve, så der er gode chancer for, at du kan finde frem til en type prydgræs, der passer til lige netop din have og smag. 

Brug prydgræs som overgang og inddeling

Prydgræsser passer fantastisk ind i en moderne have - og fungerer især godt til at danne overgange eller inddelinger i din have. De danner transparente vægge og kulisser og portaler, de giver florlette volumener mellem de mere bastante stauder, de giver lyd og farve, og de indfanger og viser årstiden i både bedet og i krukkerne.

De kan med fordel også bruges steder, hvor du gerne vil undgå ukrudt som skvalderkål og kvikgræs.

Sådan planter du prydgræsser

  1. Træk potterne af rodklumpen, og spred forsigtigt rødderne ud, så de løsnes fra pottejorden. 
  2. Sæt prydgræssernes rødder i en spand med vand i en times tid. Så kan rødder og pottejord suge vandet til sig. 
  3. Grav hullerne, som også skal have et godt skvæt vand. Hullet bør være lidt større end rodklumpen. 
  4. Placér dine prydgræsser i hvert sit plantehul, og fyld op med muld. Tryk let efter, og tilfør evt. kompost. 
  5. Vand godt efter som afslutning.

Prydgræs er flot året rundt

Græssernes struktur og linjer gør dem anderledes, og deres ofte yndefulde lethed bevirker, at de nemt opfanger dagslysets toner ved fx solopgang og solnedgang. De indfanger lyset, ligesom bregner ofte kan. På den måde kan du lege med lyset i din have. 

Deres farver kan variere fra grønne til lakrøde, gyldne, jord-og sølvfarvede toner og til  nærmest sorte. Dette gør, at du kan tilføre nye lag af farver i dine have, der understøtter de andre blomster og bladfarver.  

De kan plantes alene, i samspil med blomster, på terrassen eller altanen. 

Nogle arter er vintergrønne, men de fleste græsser visner og står med gyldne aks i tuer eller flader vinteren igennem. På den måde kan græsserne være med til at give din have en vinterdragt, der trods alt er smukkere end den bare, brune jord, som vi til enhver tid bør undgå. Om foråret efter soignering og evt. tilbageklipning skyder de tidligt frem med grønne spirer, og enkelte blomstrer allerede her. Om sommeren udfylder de huller og skaber det samlende maleri, der giver haven tidlige og sene sommerudtryk. Og i efteråret sætter de nye rekorder og sætter din have i den rette stemning.