Rå gulve af epoxy eller beton hitter

Stor slidstyrke, fugefri overflade og mange farvemuligheder gør gulve af epoxy eller beton populært blandt danskerne, der vil have en newyorkerstil.

Foto: Venligst udlånt af Chriscoating A/S

Epoxygulv giver et mere råt udtryk. Foto: Chriscoating A/S

Råt betongulv lavet af arkitekt Rasmus Bak med et utal af småsten, der giver et terrazzoagtigt skær.

Under betegnelsen newyorkerstil har betongulve og hærdede plastgulve med et industrielt udtryk været på fremmarch i boligindretningen den seneste håndfuld år. Ifølge eksperter er gulvtendensen kommet for at blive.

– Betongulvet stammer jo fra fabrikker, parkeringskældre og værksteder, hvor en slidstærk, robust overflade er nødvendig, og hvor gulvet er neutralt i sit udtryk. Netop det robuste og neutrale appellerer til os i dag, fordi vores møbler dermed kommer i fokus. Desuden er beton et materiale, hvor du ikke skal tage stilling til fugefarve eller fugestørrelse. Den giver en rolig, ensartet flade i oftest grålige nuancer, der passer godt til vores skandinaviske, enkle indretningsstil, siger Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter.

Epoxygulve er Newyorkerstil

Også epoxygulve er ved at vinde indpas hos private, fortæller livsstilsekspert og direktør i kommunikationsbureauet Drømmefabrikken, Helle Lundsgaard.

- Epoxygulve passer godt ind i en moderne indretningsstil. Looket må gerne være råt og lidt industrielt, som epoxygulvene netop er, og det passer godt til det der Newyorker-look, der er ret populært, siger Helle Lundsgaard.

Epoxygulvene er især et godt alternativ til fx fliser i køkkenet, badeværelset og i bryggerset. Foto: Venligst udlånt af Chriscoating A/S

Epoxygulvene er især et godt alternativ til fx fliser i køkkenet, badeværelset og i bryggerset. Foto: Chriscoating A/S

Arkitekt Allan Lorenzen har valgt et gulv fra producenten Uhtbroné Gulv & Design, hvor der er blandet aluminiumsstøv i epoxygulvet for at skabe liv og variation i udtrykket.

I store rum, hvor der både er trævinduesrammer, køkkenelementer i træ og mange træmøbler, kan et trægulv let blive for meget, mens et betongulv er mere neutralt.

 Rå gulve bedst i køkken, badeværelse og bryggers

Arkitekt Morten Dalsgaard fra m3 arkitekter oplever, at flere private boligejere efterspørger epoxygulve. Man skal dog som boligejer passe på med ikke at overdrive brugen.

- Epoxygulvene kan i princippet bruges i alle rum, men det er måske især et godt alternativ til fx fliser i køkkenet, badeværelset og i bryggerset, mener Morten Dalsgaard.

Rasmus Bak fra Baks Arkitekter er enig.

– Beton er – modsat hvad mange måske tror – stofligt og rart at røre ved. Når det er sagt, så kan beton også på store flader virke bombastisk og køligt, hvis det ikke blødes op med fx vinduesrammer i træ, trædøre og møbler i naturlige, varme materialer, siger Rasmus Bak.

Læg ikke selv epoxy- eller betongulv

Hvis du overvejer at få et råt gulv af fx epoxy eller beton, er det ikke noget, du selv skal rode med, da de er tokomponentmaterialer, der skal blandes i de rette mængder og desuden hærder hurtigt, når det hældes på den overflade, det skal dække.

Ægte, råt betongulv skal medtænkes i en ny bolig, da gulvet er så tykt og tungt, at det ikke er til at lave oven på et eksisterende gulv. Vælger du betongulv, skal overfladen lukkes enten med voks eller polering,  ellers vil betonen suge væske og skidt til sig. I beton vil der være små huller og revner, som er en del af det rå udtryk. Med beton kan du også tilsætte sten i et stort udvalg af farver og få et terrazzoagtigt udtryk.

Flere former for hærdeplast som gulv

Epoxy ikke den eneste mulighed, hvis du vil have et blankt, fugefrit og slidstærkt gulv i stærke farver.

Du kan også vælge gulve af polyurethan og acryl, der har de samme egenskaber og går under fællesbetegnelsen hærdeplast. Normalt bliver de forskellige gulve af hærdeplast lagt på cementgulv, men det kan også lade sig gøre på træ- og stengulve.

Herudover kan du bruge såkaldt selvnivellerende beton, der også kan pudses og giver samme rå udtryk, men det har dog ikke hærdeplastens skrigende farver.

Se billedserien: Anderledes gulve

LÆS OGSÅ: Valg af nyt gulv

Lergulv kan også være spændende

Helle Lundsgaard gør også opmærksom på en helt anden mulighed, hvis du er mere til naturmaterialer.

Lergulve er nemlig baseret på rene naturmaterialer, men kan alligevel gøres helt blanke og indfarves i rødlige og orange farver. Lergulvet overfladebehandles med linolie et par gange, hvorefter det pudses med bivoks, så gulvet får en blank overflade. Firmaer som egenvinding.dk og logik.dk lægger dem.

Lergulve er baseret på rene naturmaterialer, men kan alligevel gøres helt blanke og indfarves i rødlige og orange farver. Foto: Egenvinding.dk

Lergulve er baseret på rene naturmaterialer, men kan alligevel gøres helt blanke og indfarves i rødlige og orange farver. Foto: Egenvinding.dk

Lergulve gode for indeklimaet

Lergulvet er langt fra så trykstærkt som gulve af hærdeplast, men kan sagtens holde til almindeligt hjemmebrug. Lergulvet har en såkaldt faseskiftende overflade og optager og afgiver fugt alt efter luftfugtigheden i rummet og skulle være godt for indeklimaet. Samtidig skulle det være meget behageligt at gå på, og lige som med hærdeplastgulvene kan det lægges oven på gulvvarme.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab