Hvorfor vælge en energibesparende løsning?

Det er ofte ikke de energirigtige løsninger, som prioriteres højest, når der skal foretages større forbedringer i boligen.

Mange tøver med at investere i nye energivinduer, da de hellere vil bruge pengene på et nyt lækkert køkken eller badeværelse - forbedringer, der er mere synlige.

Det er umiddelbart sjovere at investere i de mere synlige ting frem for de mindre synlige. Energibesparelser er desværre ikke noget man kan se, hvorfor det oftest bliver nedprioriteret.

Mange boligejere ser de energirigtige tiltag, fx forbedring eller udskiftning af vinduer, som noget der skal tjene sig ind på langt sigt. Men faktisk kan du i mange tilfælde allerede fra første dag få glæde af og mærke investeringen.

Træk og kulde fra utætte vinduer mindskes, indeklimaet bliver bedre og varmeregningen mindre. Samtidig er det værd at huske på, at energiforbedringer også gør dit hus mere værd, ligesom et nyt køkken eller bad gør det.

Ved at udskifte vinduerne, får du en behageligere hverdag, og du får udnyttet kvadratmeterne bedre, når du kan rykke møblerne helt ud til vinduet.

LÆS OGSÅ: Trænger vinduerne i dit hus til at blive energiforbedret?

Hvor meget kan du spare?

Hvor meget du kan spare på varmeregningen ved at forbedre dine vinduer, afhænger af flere faktorer. Blandt andet hvilken varmekilde du har, og hvilken slags vinduer der er i huset i forvejen. Jo ældre vinduet er, jo mere vil du spare ved at udskifte til nye.

Det samlede vinduesareal og de enkelte vinduers størrelse spiller også en rolle. Det giver sig selv, at jo dårligere isolerende vinduer du har i forvejen, jo bedre vil det kunne betale sig at udskifte med nye energiruder.

I en villa fra 1960’erne som er opvarmet med naturgas, har 30 m2 vinduer med et lag glas vinduer hele vejen rundt. Disse udskiftes til nye vinduer som er A-mærkede og i øvrigt har samme stil som de oprindelige. Den årlige besparelse på varmeregningen er omtrent 3.000 kr.

LÆS OGSÅ: Udskiftning af ruder i nye og gamle vinduer

Hvornår bør de eksisterende vinduer forbedres?

Omkring 80 procent af vinduerne i de danske boliger er enten enkeltlagsvinduer med forsatsrammer eller traditionelle termovinduer.

Ingen af disse 2 typer vinduer lever isoleringsmæssigt op til kravene til nybyggeri i det nuværende bygningsreglement. Det betyder dog ikke, at ejere af huse med den slags vinduer er forpligtet til at udskifte eller forbedre dem, hvis de ikke i øvrigt bygger om eller til.

Men det viser, at moderne vinduer isolerer klart bedre end deres forgængere. Termovinduer som er mere end 25 år gamle kan som tommelfingerregel regnes for at være udskiftningsparate.

Enkeltlagsvinduet er det dårligst isolerende, men suppleres det med et ekstra lag glas på indersiden i form af en koblet ramme eller en forsatsramme med energiglas, overgår et gammeldags vindue faktisk et almindeligt termovindue med hensyn til varmeisolering.

I rigtig mange tilfælde kan det bedre betale sig at energiforbedre de eksisterende vinduer frem for at skifte dem ud. Det gælder rent økonomisk, men også æstetisk, fordi du kan beholde de originale vinduer uden at skulle udskifte hele vinduesrammen.

Du bør nøjes med at forbedre dine vinduer, når:

  • Der er tale om vinduer af generel god kvalitet, både æstetisk og byggeteknisk.
  • Der er tale om gamle, måske originale vinduer, der har særlige detaljer, som fx. profileringer, sprosser, former og inddelinger, der giver huset karakter.
  • Der er tale om særlige beslag, der er særegne for både huset og den tid, huset er bygget i. Beslagene er meget dyre at kopiere.

Traditionelle vinduer med elegante sprosser bør typisk bevares og evt. forbedres med forsatsruder.

LÆS OGSÅ: Køb og valg af nye vinduer

Hvornår bør de eksisterende vinduer udskiftes?

I visse tilfælde kan det ikke betale sig, hverken tidsmæssigt eller økonomisk, at energiforbedre de eksisterende vinduer hvis træværket er i så dårlig stand, at det skal skiftes efter få år. Det gælder også, når der er for store skader på gamle vinduer, eller den æstetiske og byggetekniske kvalitet i nyere vinduer ikke er i orden.

Du bør udskifte vinduer, når:

  • Der er så stor materialeskade, at det ikke virker muligt at reparere fx. udtørring og rådskader i træværket. Træværket i mange gamle vinduer er oprindeligt af god kvalitet, men det kan være så medtaget på grund af dårlig vedligeholdelse, at det ikke kan betale sig at reparere det. (Ofte er de vinduer, der ser mest trængende og oversete ud, dog lettest at istandsætte. Maling, der hænger i flager, er forholdsvis let at rense af, og vinduet kan herefter overfladebehandles og males, hvis træet nedenunder ellers er i god stand).
  • Der er mange utætheder i samlingerne, der er for vanskelige at udbedre.
  • Vinduet ikke lukker ordenligt til og er dermed ikke tæt. Oftest kan tømreren ikke udbedre træværket, hvis det har slået sig for meget, hvorfor en komplet vinduesudskiftning er uundgåelig.
  • Der er omfattende rust, og beslagene er meget løse.
  • Der er tale om vinduer fra de seneste årtier, hvor der er valgt billige vinduer af dårlig kvalitet. Her vil man med ro i sindet kunne sige, at vinduet er udtjent, og at en udskiftning er på sin plads. I forhold til disse vinduer er der ofte heller ikke de store æstetiske overvejelser.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit vindue kan eller bør bevares, kan du få en fagmand til at komme med en vurdering. Det kan både være en tømrer/snedker eller en byggesagkyndig, som også kan give gode råd med hensyn til vinduernes æstetiske og bevaringsværdige værdi.

LÆS OGSÅ: Sådan skifter du til nye energirigtige vinduer

Hvad er en energirude?

Sammenlignet med almindelige termoruder reducerer energiruder varmetabet til under det halve.

Energiruder er enten termoruder eller enkeltlagsruder til forsatsløsninger med såkaldt energiglas.

Energiglas er glas, som har fået en særlig overfladebehandling. Det er en belægning, der ligesom almindeligt glas lader solens lys og kortbølgede energi passere igennem ruden og ind i rummet, men samtidig reflekteres den langbølgede rumvarme tilbage i rummet. På den måde bidrager energiglasset til at holde på varmen i rummet.

Da temperaturen på indersiden af energiruder/energiglas er væsentligt højere end på andre slags ruder, modvirkes også den fornemmelse af træk, kaldet kuldenedfald, som du ellers oplever tæt på et vindue, når det er koldt udenfor. Derfor bidrager energiruder også til bedre rumkomfort.

I dag stilles der særlig krav til vinduers ydeevne, dvs. både til den energi der går til spilde, men også den energi man får ind fra sollyset.

Læs mere om det her

Energiglas til forsatsvinduer og koblede vinduer er med den energirigtige belægning lidt mørkere end almindeligt glas, men det er ikke mærkbart.

Du kan se, om du har energiruder, ved at tjekke, om de har en usynlig belægning. Det gør du ved at holde lys, fx. en tændt lighter, op foran termoruden. Flammen spejles i hver af de 4 glasoverflader. Der, hvor der er belægning, har spejlingen en anden farve - rødlig eller blågrøn.

Kitfalsvinduer med enkeltglas

Kitfalsvinduet var den mest almindelige vindueskonstruktion i ca. 250 år fra 1700 til 1950. I løbet af de 250 år er der naturligvis sket ændringer af detaljerne i udformningen af beslag og rudestørrelse, men den grundlæggende konstruktion er i princippet den samme.

Kendetegnet for kitfalsvinduet er udvendige hængslede beslag og spinkle dimensioner i træet, der giver vinduet en tiltalende lethed. Materialeforbruget er nøje udvalgt i forhold til funktion.

Problemet med kitfaldsvinduet er, at materialerne byggeteknisk set er af rigtig god kvalitet, men det enkelte lag glas og de tynde dimensioner i træet giver en for lille isoleringsevne.

Hvis du har et ældre hus fra før 1950-1960, hvor vinduerne er i god stand, bør du så vidt muligt bevare dem. Hvis vinduerne i forvejen er forsynet med forsatsruder, kan glasset udskiftes med energiglas, hvilket giver en god forbedring af isoleringsevnen. Du kan også montere nye energiforsatsruder med flere lag glas (termoruder).

Traditionelt vindue med kitfals, etlagsglas og sprosser. 

Koblede vinduer

Koblede rammer er meget almindelige i huse fra perioden 1910-1960. Et gammelt koblet vindue består af to rammer, der er koblet sammen, så de begge lukker med op, når man åbner vinduet. Rammerne kan kobles fra hinanden, når ruderne skal pudses. Hver ramme er udført med 1 lag glas, og den udvendige ramme har kitfals og smalle sprosser.

Problemet med de gamle koblede vinduer er ofte fremstillet af gode materialer, men de er lavet med 2 lag almindeligt glas, og det giver for stor kuldetransport.

Koblede trævinduer med 2 lag almindeligt glas vil typisk kunne halvere energitabet gennem hele vinduet, ved at det inderste glas udskiftes med energiglas. Derudover vil man også kunne montere en forsatsrude på det koblede vindue. Forsatsløsningen skal monteres på indersiden af vinduet og på det bevægelige vindue.

LÆS OGSÅ: Typiske problemer med vinduer

Termovinduer

En termorude er opbygget af 2 lag glas, der er klæbet sammen i siderne omkring en metalprofil, med almindelig luft eller argongasser imellem. Termoruden er oprindelig udviklet for at undgå kondensproblemer mellem ruderne. Termorudens gode isoleringsevne blev opdaget som en positiv sidegevinst.

Termovinduets isoleringsevne afhænger i høj grad af vinduets opdeling. Hvis vinduet er småsprosset, er isoleringsevnen ikke god, men er det et termovindue med store ruder, er isoleringsevnen udmærket.

Det skyldes, at profilerne rundt om hver enkelt termorude er af galvaniseret stål. Det leder varmen på tværs af ruden og medfører dermed et forholdsvis stort varmetab eller randtab, som det også hedder, i alle kanterne rundt om hver rude. Et areal fra ca. 10 cm fra kanten til midten af ruden er påvirket af dette randtab.

En termorude kan være så lille, at isoleringsevnen ikke udnyttes, og den størrelse svarer omtrent til et dannebrogsvindue uden sprosser. Her er varmetabet nogenlunde lige så stort på et vindue med termoruder som på et vindue med forsatsvindue eller et koblet vindue.

  • Hvis ruderne er større end i et dannebrogsvindue uden sprosser, skal du vælge termovinduer.
  • Hvis ruderne er mindre end i et dannebrogsvindue, isolerer forsatsruder og koblede vinduer bedre end termovinduer. I det tilfælde skal du vælge koblede vinduer eller kitfalsvinduer med forsatsløsning.

Er termoruden punkteret?

Småsprossede termoruder

Igennem 1990'erne er der blevet sat mange småsprossede termovinduer i ældre huse.

Problemet med småsprossede termoruder, er at varmetabet eller randtabet er forholdsvis stort for småsprossede termovinduer.

En udskiftning af de enkelte ruder med energiruder er en for bekostelig løsning. Men det er muligt at etablere en forsatsløsning på småsprossede termoruder. Den samlede løsning kan dog synes klodset, fordi sprosserne i termoruden i forvejen er temmelig tykke. Desuden vil en forsatsløsning reducere lysindfaldet yderligere.

De mange småsprossede termovinduer, der blev monteret i 1990'erne, er trods den dårlige isoleringsevne endnu ikke i så dårlig stand rent byggeteknisk, at de bør udskiftes, men udskiftning til småsprossede termovinduer bør generelt undgås.

I de senere år er branchen på baggrund af den dårlige isoleringsevne i småsprossede termovinduer gået over til at montere stadig flere store termoruder og derefter lime snydesprosser uden på ruderne. På den måde bevares den store termorudes gode isoleringsevne.

Der er delte meninger om, hvorvidt snydesprosser er pæne eller lidt for meget snyd. Sprosser er jo oprindeligt (og stadig i de fleste tilfælde) en del af vinduets konstruktion og bærer glasset, hvorimod snydesprosser bare er sat udenpå til pynt.

LÆS OGSÅ: Sådan maler du gamle trævinduer

Termodannebrogsvinduer uden sprosser

Siden 80’erne er mange gamle dannebrogsvinduer blevet udskiftet med termodannebrogsvinduer.

Problemet med nyere termodannebrogsvinduer kan, som alle andre vinduer, være af svingende kvalitet, og det gælder derfor også vinduets isoleringsevne. For eksempel kan der være brugt 2 lag almindeligt glas, eller effekten af den anvendte argongas kan være aftaget.

Levetiden for et termovindue er i gennemsnit 25 år, herefter vil ruderne typisk begynde at punktere. Oftest går forseglingen i stykker, og dermed kommer der fugt ind i mellem glassene, hvilket ødelægger den isolerende effekt vinduet har.

Hvis vinduet er af god kvalitet, kan du overveje at udskifte hver enkelt rude med energiruder.

Hold pris og besvær op imod økonomien i at udskifte hele vinduet. Hvis den eksisterende termoløsning består af 2 lag almindeligt glas, vil en udskiftning med energiruder kunne fordoble hele vinduets isoleringsevne.

Oftest vil det være en bedre forretning end at udskifte hele vinduers partier, da det er for dyrt. 

Store termoruder

I huse fra 1950 og frem har termovinduer med store ruder været den foretrukne løsning.

For et stort antal af termovinduerne fra denne periode ligger problemerne i glasset. Det er muligvis 2 lag almindeligt glas, der er anvendt, eller effekten af den anvendte argongas er aftaget. Et termovindues levetid er i gennemsnit 25 år, herefter vil ruderne typisk begynde at punktere.

Hvis de eksisterende vinduer er solide og i god stand, kan du vælge at efterisolere dem. Det kan ske ved at udskifte selve termoruden med nye energiruder og bevare de gamle trærammer. Nettoresultatet er varmemæssigt nogenlunde lige så godt som en total udskiftning af vinduerne, du slipper bare for også at skifte rammerne ud.

LÆS OGSÅ: Sådan vælger du energirigtige ruder

Plasticvinduer

Plastvinduer består af pvc, og for at give karm og ramme tilstrækkelig stivhed indlægges afstivende stål eller aluminiumsprofiler i profilets hulrum. På grund af den næsten vedligeholdelsesfrie overflade har plastikvinduer indtaget en stor del af vinduesmarkedet.

Denne inspiration stammer fra de varme lande, hvor isolering både om vinteren og om sommeren ikke er et problem. Et andet problem med plastvinduer er at de oftest åbner indad, hvilket i Danmark er ret atypisk.

Første generation af plastikvinduer har dog ofte klodsede dimensioner, fordi sprosserne er meget kraftige. Det gør, at de både virker lidt voldsomme i deres arkitektoniske udtryk og tager en del af lyset.

Konstruktionen i et plastikvindue er forholdsvis kompleks, og der kan derfor være stor forskel på plastikvinduer fra forskellige fabrikanter og dermed på det enkelte vindues isoleringsevne.

Nogle plastikvinduer har en udmærket isoleringsevne, andre er mindre vellykkede. Plastikvinduer har altid termoruder.

Du kan ikke etablere en forsatsløsning eller koblet ramme på et plastikvindue, fordi det ikke er muligt at gøre rammen fast på plastprofilerne.

På nogle plastvinduer kan du udskifte ruden til en energirude, men det er ikke alle plastvinduer hvor det er muligt.

LÆS OGSÅ: Værd at vide om vinduer

Hvilke løsninger med forsatsruder og koblede rammer findes der?

For at isolere vores vinduer bedre er der i tidens løb udviklet mange muligheder for forsatsruder og isolerende koblede rammer.

Forsatsrammer

Forsatsvinduer monteres på en selvstændig forramme og åbner indad, hvor selve vinduet åbner udad.

Gamle bevaringsværdige vinduer kan moderniseres og efterisoleres, ved at du:

  • Monterer en forsatsramme med hængsler på den inderste kant af yderkarmene.
  • Monterer et skydeforsatsvindue, som kan skubbes til siden. 

Til begge løsninger kan du bruge termoruder. Det giver en bedre isoleringsevne, men løsningen kan virke lidt voldsom, fordi termoruden har kraftigere dimensioner.

Traditionelle koblede rammer

Koblede rammer er monteret på den bevægelige vinduesramme ved hjælp af hængsler i den ene side (normalt yderrudens) og koblingsskruer i den anden side. Koblede rammer åbner sammen med vinduet, og de kan derfor være lidt nemmere at håndtere end forsatsvinduer. For at sikre tætheden skal du montere tætningslister på vindueskarmene.

Både ved koblede rammer og forsatsrammer skal den inderste rude slutte helt tæt til karme og lister og den udvendige rude være tilpas utæt. Du må ikke tætne den udvendige ramme med tætningslister, for så kan fugten udefra ikke forsvinde naturligt, men vil i stedet sætte sig som kondens på indersiden af det yderste lag glas.

Den optimale isoleringseffekt opnås ved 25-28 mm's afstand mellem ruderne, og ved at det inderste glas er energiglas eller termoruder. Hvis rammerne udstyres med termoruder, bliver isoleringsevnen endnu bedre, men det påvirker rammeprofilerne i en lidt uheldig retning, fordi de har en tendens til at blive kraftige og dermed klodsede.

LÆS OGSÅ: Købe nye vinduer eller bevare de gamle?

Fordele

Både forsatsrammer og koblede rammer er gode og billige løsninger. Arbejdet kan nemt foretages hele året rundt uden brug af stillads, og løsningen er også god ud fra et æstetisk synspunkt, idet der ikke ændres på husets udseende.

En korrekt udført forsatsløsning, dvs. at den inderste rude slutter tæt, og at den ekstra rude er af energiglas, gør i de fleste tilfælde de gamle kitfalsvinduer bedre isolerende end nye termoruder. 

Ulemper

Både forsatsrammer og koblede rammer tager lidt af pladsen i vindueskarmen og åbner indad.

Det betyder, at vindueskarmen skal tømmes, når du vil åbne vinduet. Derudover kan det være svært at tilpasse forsatsrammerne vinduernes rammer, hvis de fx er profilerede eller lidt skæve. Det kan gøre det svært at lave en hel tæt løsning.

Hvis du i stedet monterer ekstra rammer, betyder det ekstra pudsearbejde, men det er problem, der burde være til at overskue.

Optoglas

Som en alternativ løsning har arkitekt Ulrik Schirning udviklet et system ved navn Optoglas.

Optoglas er en form for koblet rude, som monteres på indersiden af vinduet. På den eksisterende vinduesramme monteres en 6 mm hærdet glasrude med huller i siden, så den kan sættes fast med hængsler.

Løsningen er meget enkel, meget lidt synlig og reducerer derfor ikke lysindfaldet synderligt.

Systemet er blevet modtaget meget positivt af både Nationalmuseet og Skov- og Naturstyrelsen og anbefales til de steder, hvor man ønsker en meget nænsom isoleringsløsning, eksempelvis fredede bygninger.

Du kan få et firma til at tage mål og montere systemet, men det er så enkelt at gøre, at det også er muligt at gøre det selv.

LÆS OGSÅ: Plastvinduer