Hvad er sætningsrevner? 

Revner i bygninger skal man altid tage seriøst, da de generelt medfører en risiko for, at der trænger vand ind i bygningens konstruktioner. Der kan opstå forskellige typer af revner i vores huse. Det er dog ikke alle revner, der er lige så alvorlige som revner, der skyldes sætninger i huset.

Sætningsrevner opstår på grund af forskydninger eller bevægelser i jorden under huset og bør følges nøje, da de i yderste konsekvens kan medføre, at dele af huset kan styrte sammen. Disse forskydninger eller bevægelser kan være forårsaget af flere ting.

Hvordan ser en sætningsrevne ud?

En sætningsrevne har sit udspring nedefra, og ses typisk som en revne, der fortsætter fra soklen og op i murværket. Sætningsrevner kan både give sig til kende udendørs og indendørs.

Generelt skelnes der mellem sætningsrevner der udvikler sig, og sætningsrevner, der ikke udvikler sig:

  • Hvis revnerne udvikler sig, er der tale om en igangværende sætning. Jo hurtigere de udvikler sig, jo værre er problemet. Igangværende sætninger skal stoppes så hurtigt som muligt, så skaderne begrænses mest muligt.
  • Hvis revnerne ikke udvikler sig, kan man tage det mere med ro og få udbedret revnerne ved lejlighed.

Hvad er årsagen til, at der opstår sætningsrevner?

Sætningsrevner er i de fleste tilfælde ikke noget, der opstår ud af det blå, men har derimod ofte sin oprindelse fra da huset blev opført. De opstår, fordi jorden under huset skrider eller falder sammen, så fundamentet rykker sig. 

Har jordbundsforholdene ikke været i orden ved opførelsestidspunktet, kan det meget vel med tiden forårsage sætningsrevner senere hen. Inden man bygger hus, er det derfor vigtigt at få jordbundsforholdene undersøgt for at kunne tage højde for evt. dårlige funderingsforhold. Det vil typisk være en geotekniker, der undersøger jordbundsforholdene.

Gode, bæredygtige jordarter er fx moræneler, rent grus eller klippe, mens dårlige jordbundsforhold uden bæreevne er jordarter som muldjord og gytje, der består af nedbrudte organiske plantedele.
Nogle gange bliver sætningsrevner fremprovokeret af større byggerier i nærheden eller grundvandssænkning, der får jorden under huset til at bevæge sig. 

Sætningsrevner forekommer særligt, hvor to bygninger er bygget sammen, fx ved havestuer og tilbygninger. Når dele af bygningen ikke er opført på samme tid, kan de være bygget på forskellige fundamenter eller forskellig jordtype, og bygningerne kan sætte sig forskelligt.

Sætningsrevner, der udvikler sig, kan skyldes:

  • At jorden under huset synker som følge af, at husets vægt overstiger jordens bæreevne.
  • At der er sket en grundvandssænkning. Grundvandssænkning kan medføre, at de tidligere vandfyldte jordlag fylder mindre, hvorved huset synker.
  • Grundvandssænkning kan også medføre råd i funderingspæle, som dermed mister deres bæreevne.
  • Rystelser i nabolaget som følge af større bygningsarbejder, pælefundering eller tung trafik kan også være årsag til sætningsrevner.
  • At særlige vandholdige jordarter svinder ind i tørkeperioder, såsom(ler, silt, gytje, og tørv.

Sætningsrevner, der ikke udvikler sig, kan skyldes:

  • At der er opnået en balance mellem husets vægt og jorden under. Denne balance kan opstå efter en vis årrække og ses typisk ved ældre ejendomme.

I udgangspunktet vil en sætningsrevne, som skyldes dårlige jordbundsforhold, aldrig ophøre med af udvikle sig, men med tiden vil tilvæksten aftage. Størsteparten af alle sætninger foregår i løbet af bygningens første 10 leveår, hvorefter resten vil komme senere hen og være aftagende år for år.

Det er ikke unormalt at huse der er mere end 100 år gamle ”har sat sig”, hvorved risikoen for, at revnerne vil udvikle sig til et reelt problem, er næsten lig nul.

Hvordan udbedrer man sætningsrevner?

Konsekvenserne af et overset eller forkert behandlet sætningsproblem kan blive dyrt. Vær derfor meget opmærksom på sætningsrevner og sørg for at få fastlagt, om der er tale om en stabil sætning, eller om det er et problem under udvikling. Her er det især vigtigt at kigge på sætningens udvikling over tid for at vurdere problemets omfang.

I de fleste tilfælde er det muligt, men kan være dyrt, at stoppe igangværende sætninger, og du bør altid søge professionel hjælp til opgaven.

En god idé er at få en geotekniker og/eller en ingeniør med på råd. De ville kunne fastlægge årsagen og omfanget af skaden og ligeledes give en vurdering af, hvor meget det kommer til at koste at udbedre den.

Der er set eksempler på, at huse har været så medtagede, at den eneste rationelle løsning har været at rive dem ned, men det sker heldigvis sjældent. Får du stoppet revnedannelsen i tide, er det muligt at gøre noget ved den.