Rundt hus uden tagrender

Birthe og Knud Brix ville ikke have et typehus på den skønne parkgrund. I stedet fik de et cirkulært hus med udsigt hele vejen rundt og utraditionelle løsninger. Se billedserie af det runde hus.

Billedserie: 'Rundt hus uden tagrender'

Det tog ikke mange minutter for arkitekt Martin Wienberg, at se princippet i den nye bolig ved Juelsminde det skulle være et rundt hus med udsigtsmuligheder til landskabet hele vejen rundt.

- Lige netop her på denne plads i udkanten af det smukke parkområde ville det være utænkeligt med et standard-typehus, siger husets ejere Birthe og Knud Brix, der havde besluttet sig for at bo lidt mindre og mere moderne end på det gods, de havde boet i gennem 17 år.

- Det var helt oplagt, at en arkitekt skulle løse opgaven for os. Vi havde lyst til i fællesskab med en arkitekt at forme huset, så det kom til at opfylde vores nye behov, fortæller husets ejere.

Fordele og ulemper ved arkitekttegnet hus

Fordelene ved at vælge en arkitekt er, at du får et hus, der er tilpasset grunden, og helt er skræddersyet, så det praktisk og æstetisk modsvarer dine ønsker og behov. Og så kan du få et unikt hus, der ikke ligner andre.

Ulempen er, at du ikke kan se huset i praksis, 1:1, før det er færdigt, hvilket du ofte kan med et typehus f.eks. på en byggeudstilling. Og så er der selvfølgelig usikkerheden; om tidsplanen og økonomien holder.

I garagens væg er der indbygget skabe til opbevaring som erstatning for en kælder.

I garagens væg er der indbygget skabe til opbevaring som erstatning for en kælder.

Samarbejdet var alfa og omega

Martin Wienberg, partner i Friis & Moltke, ser det tætte samarbejde med bygherren som det vigtigste. En direkte kontakt og tæt dialog er alfa og omega. Birthe og Knud Brix og arkitekten fandt hurtigt ud af, at de havde samme forståelse for projektet, og dermed var skitseringen, projekteringen og udførelsen uproblematisk.

Valget af den lokale tømrer Henrik Ravn Knudsen, der også var totalentreprenør på projektet, var ikke helt tilfældigt, da husets ejere kendte til hans standard, tidsplaner, prisniveau og holdninger i øvrigt, fra tidligere. De forskellige håndværkere i underentreprise var også glade for samarbejdet, og der var en stor interesse for at løse detaljerne, som de var tænkt.

Opbevaringsskabe i stedet for kælder

Ethvert byggeri er et puslespil, der skal gå op, så derfor var der også her flere forhold, der skulle ændres. Kælderen blev sløjfet, da det viste sig, at terrænet ikke var optimalt for en kælder. I stedet blev kælderen erstattet med udvendige opbevaringsskabe, da det var nok for husets ejere. Det betød en stor økonomisk besparelse.

Et par ovenlys blev ligeledes sløjfet, da lysforholdene var fuldt ud tilstrækkelige med de store vinduespartier, der var projekteret. På samme måde blev nogle loftslister i køkkenalrummet erstattet med hvide gipslofter, og det betød en yderligere besparelse.

Udfordring at bygge rundt hus

- Det var nyt for os med en cirkulær grundplan, men da vi først kom i gang, kunne vi arbejde systematisk og hurtigt. Den cirkelformede sokkelrem der var forudbestilt, gjorde det let for os at rejse stolperne, montere lægterne og dernæst gipspladerne, der så skulle spartles og males.

- De indvendige reolvægge, der skulle tilpasses husets krumning, havde vi heller ikke prøvet før, men ved først at lave en skabelon var det let at tilpasse de massive egetræshylder og siddepladser, som de også kan bruges til. Spånfacaden var også nyt for os. I fællesskab fandt vi ud af, at spånen ikke skulle hænges op i lige linier, men at den skulle monteres tilfældigt, da det ville give facaden mere liv og variation.

- Vi overholdt tidsplanen, alt blev som tænkt, og vi lærte oven i købet også noget undervejs, konstaterer en tilfreds tømrer.

Birthe og Knud fulgte byggeriet tæt

Rollen som bygherre kan mange med held gennemføre. Vigtigst er, at du kan samarbejde og se muligheder. Derudover er det vigtigt, at duer tålmodig og kan leve med en tidsplan, der kan blive længere end først beregnet og ikke uvæsentligt – en økonomi hvor der er plads til ekstra udgifter, uden at det hele vælter.

Birthe og Knud Brix havde byggeerfaring fra tidligere, og det betød, at kommunale ansøgninger og andet papirarbejde blev udført uden arkitektens hjælp, og det reducerede arkitekthonoraret. Papirarbejdetvar dog særligt tidskrævende, for det tager tid med byggeansøgning, nabohøring og andre godkendelser.

Parret boede tæt på det nye hus, og kunne derfor følge byggeriet på tæt hold. Og det gjorde de – nogle gange flere gange om dagen - fordi det var så spændende at følge byggeriet.

Fra køkkenet er der udgang til terrassen.

Fra køkkenet er der udgang til terrassen.

I skabssektionen er der indrettet et hjemmekontor.

I skabssektionen er der indrettet et hjemmekontor.

Hus opleves ikke rundt indvendigt

En terrænregulering skulle iværksættes for at få optimale adgangsforhold til det nye hus. Tidligere lå der på stedet en landarbejderbolig fra 1800-tallet delvis nedsænket i terrænet, da den skulle synes mindst muligt. Den var ikke bevaringsværdig og kunne derfor nedrives. Terrænet blev dermed genskabt, så det fik samme højde som tidligere.

Martin Wienberg havde ikke tegnet runde huse før, men han var sikker på, at huset ikke ville opleves som cirkulært, når man færdes i det. Det skyldes rummenes indbyrdes placering og de glidende overgange mellem dem. Fordelen ved et cirkulært hus er, at det opleves kompakt, uden spildplads og med kort gåafstand mellem rummene.

Men det gør det udvendigt

Udendørs oplever man derimod, at huset er rundt, Det betyder, at huset ikke har en forside og en bagside, men ligeværdige facader 360 grader. Den runde form understreger, at der indefra er et kontinuerligt kig ud til alle verdenshjørner.

Huset er på 143 m2 netto og består af en opholdsstue, en spisestue i åben forbindelse med køkkenet, et soveværelse med adgang til bad/toilet, et gæsteværelse, gæstetoilet med bad, bryggers og entre. Derudover er der opbevaringsskabe i carporten.

Afdæmpede farver i cirkulært hus

Farveholdningen er afdæmpet, og bestemmes af materialernes egne farver: Indvendigt af hvide vægflader i samklang med egetræets gyldne lød, der ses på gulve, vinduesrammer og listebeklædning. Udvendigt af facadens spån, der med tiden bliver askegrå, så den harmonerer med de lave mure i gråbrændt teglsten og gårdrummenes granitbelægning.

Selvom huset ligger på en markant plads højt i terrænet, virker det neutralt i farveholdningen og godt tilpasset mellem de høje træer.

Huset ligger omgivet af plæne og høje træer.

Huset ligger omgivet af plæne og høje træer.

En lamelvæg danner en gang hen mod hoveddøren.

En lamelvæg danner en gang hen mod hoveddøren.

Tagrender ikke nødvendigt

Husets konstruktion er bygget op af træ. På soklen ligger en limtræsrem modsvarende husets radius på 10 m. Derpå står de bærende lodrette træstolper, som bærer taget og væggene.

Huset har ingen tagrende. Tagkonstruktionen består af vandfaste krydsfinerplader belagt med tagpap med hældninger mod tre nedløbsrør i et i hvert gårdrum.

Indvendigt består væggene af gips, der er hvidmalet. De cirkulære ydervægge i stue og køkken/spisestue er beklædt med lodrette egetræslister. Gulvene er belagt med lamelparket i 5 mm egetræ. Badeværelser/vådrum er belagt med fliser.

Så meget kostede det runde hus

Arkitekten, bygherren og håndværkerne skabte drømmehuset sammen. Husets ejere står nu med et færdigt hus, og er tilfreds med det ekstra, de fik for pengene.

Et traditionelt standard-typehus ligger på ca. 15.000 kr. pr. m2. Til sammenligning kostede dette hus ca. 21.000 kr. pr. m2.

Fra første skitse til huset stod færdigt til indflytning den 1. december 2009 gik der 11 måneder.

Fakta om det runde hus

  • Sted: Huset ligger ved Juelsminde syd for Horsens i parkområdet tilhørende Palsgaard Gods A/S, der i dag danner rammen om industri, handel, landbrug og skovdrift.
  • Husets areal: 143 m2 netto, 172 m2 brutto
  • Arkitekt: Martin Wienberg Mortensen, partner, Friis & Moltke.
  • Tømrer og totalentreprenør: Henrik Ravn Knudsen, Juelsminde.
  • Pris ca. 21.000,- kr. pr. m2, inkl. moms, ekskl. grund.
  • Huset er opvarmet med fjernvarme fra godsets halmfyr. Huset opfylder energiklasse 2.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab