Ryatæppet - hvor blev det af?

I 1970’erne var der ryatæpper på gulvet og på væggene – eller også blev de brugt som puder og tasker. Læs, hvorfor de blev populære, hvorfor de forsvandt, og om Ryatæppets afløser, der nu ligger i mange hjem.

I 1970’erne var det højeste mode for kreative kvinder at kreere ryatæpper i stærke farver og vilde mønstre. Ryatæpper blev enten lagt på gulvet, hængt op på væggen eller omdannet til puder eller tasker. Og de knap så kønne blev måske forvist til børneværelset, hvor gæsterne ikke kom så ofte.

Ryatæpper fra vikingetiden

Teknikken, der bruges til at knytte ryatæpper, hvor man syr en længere luv på en i forvejen vævet bund, er et gammelt fænomen. Allerede i vikingetiden blev ryatæpper brugt til at varme de sørejsende, ligesom også fiskere og sælfangere op gennem 1400-1500-tallet har brugt ryatæpper.

Både i Norge og Sverige afløste ryatæpper skind som sengetæpper, hvor den lange luv vendte ned mod sengen. I Finland var ryatæppernes funktion at holde på varmen i huset, og her tapetserede man nærmest vægge og dækkede bænke med tæpperne, fortæller Lykke Pedersen, museumsinspektør på Nationalmuseet.

I Vikingetiden brugte sørejsende ryatæpper til at holde sig varme.

I Vikingetiden brugte sørejsende ryatæpper til at holde sig varme.

Senere blev en lidt mere forfinet og lettere model populær med blomster- eller dyremønstre. Rya var nu mere til pynt end til praktisk brug - luven blev vendt opad, så mønsteret kunne ses. Mens det i 1700-tallet var kvinder og piger fra det finere borgerskab, der kreerede tæpperne, blev det efterhånden udbredt til den brede befolkning, og borgerskabet mistede interessen.

LÆS OGSÅ: Kan du rense dine ægte tæpper i sne?

Derfor blev ryatæpper populære

Fra 1950’erne og frem til 1970’erne fik ryatæpperne for alvor et comeback. Ifølge Lykke Pedersen blev trenden startet af dansk/finske kunstnerkollektiver, der knyttede ryatæpper med farvestrålende motiver.

Ryatæpper har fået en revival, og kan nu købes i rigtig mange butikker, som sælger tæpper.

Ryatæpper har fået en revival, og kan nu købes i rigtig mange butikker, som sælger tæpper.

- Og i 1960’erne var ryatæpperne blevet til en smart boliggenstand, der blev vist i ”Bo Bedre”, og som alle skulle have. Stilen passede godt til den øvrige møbelmode, og efter de triste efterkrigsår var det tid til glæde, liv og hygge i boligen, forklarer Lykke Pedersen.

Mens nogle købte, lavede andre selv deres egne ryatæpper.

Ryatæpper forsvandt i 1980’erne

I 1980’erne døde modetendensen med ryatæpper ud, bl.a. fordi der pludselig kom meget fokus på indeklima, og ryatæpper blev udråbt som værende usunde med deres lange luv, der kunne gemme på alskens snavs og støv.

LÆS OGSÅ: Tæpper og indeklima

Fra ryatæppe til shaggy tæppe

De seneste 5-6 år har ryatæpper dog fået noget af en revival, fortæller Jørgen Højlund, marketingschef i Tæppeland.

- Nu sælges det i stor stil under navnet shaggy tæpper og fås både i stærke farver og i mere afdæmpede naturfarver. Kvaliteten er blevet bedre, og det er nemmere at renholde tæpperne. Og vi oplever, at alle fra høj til lav køber den slags tæpper i dag. Moden siger, at det er smart, og tæpperne er jo dejlige bløde at gå og kravle på, siger han.

Nye ryatæpper koster fx 500-2500 kr. for et tæppe på 2x1,4 meter. På nettet kan du også købe et vintage-tæppe på den engelske vintage-butik.

Sådan laver du et ryatæppe

Har du fået lyst til at kreere dit eget ryatæppe, så findes der flere opskrifter på internettet. Søg fx på ”how to make latch hook” på Youtube eller kom i ryaskole på håndarbejdsmagasinet Hendes Verdens hjemmeside.

Danske ryatæpper solgt til USA

Ege Rya de luxe var et kendt brand indenfor ryatæpper i 1960’erne og 1970’erne. Tæpperne blev først produceret i Herning og siden på fabrik i Vejle, hvor det tog 7 kvarter at maskinfremstille et tæppe på 2,5x 3,35 meter for en person, og der blev arbejdet i treholdsskift.

En svensk chefdesigner tegnede selv og fik også design fra andre skandinaviske kunstnere, og over halvdelen af produktionen blev eksporteret til USA, der var vilde med de skandinaviske ryatæpper.

Kilde: Erik Wincent, produktionsleder i Egetæppers afdeling i Vejle.

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab