Så meget er huspriserne steget siden 1965

Danske huse er tredoblet i værdi siden 1965, især de seneste 20 år er værdien steget. Men der er kæmpe geografisk forskel på prisudviklingen. Se om huspriserne er steget i din region og by.

På 25 år er et ganske almindeligt dansk parcelhus tredoblet i værdi.

I 1992 kunne du købe et parcelhus til en kvadratmeterpris på 4.000 kr., mens prisen i 2017 ligger på 13.103 kr. i gennemsnit.

Det viser tal fra Boligmarkedsstatistikken, der laves af Finans Danmark.

Medregner du inflationen, altså det generelle prisniveau for forbrugspriser, der i perioden fra 1992 til 2016 steg med mellem 0,3 og 3,4 procent årligt, er væksten dog mindre. 

- En vækst på 210 procent ser voldsom ud, men justeret for inflationen i samme periode reduceres væksten i huspriserne til cirka 90 procent. Dertil kommer, der er store regionale forskelle, som indebærer, at huspriserne i nogle af landets yderområder rent faktisk er faldet i pris, når der justeres for inflation. I eksempelvis Hirtshals, Nordborg og Nakskov er huspriserne - justeret for inflation - faldet med mellem 25 og 37 procent i perioden siden 1992, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert i Bolius.

Store regionale forskelle på huspriserne

Stigningen er ikke overraskende størst i Hovedstadsområdet, hvor Frederiksberg, Gentofte og København ligger i toppen.

Til gengæld ser det skidt ud for boligejerne på Lolland, hvor et hus indkøbt til en pris på en million kr. i 1992, i dag vil have en reel værdi af cirka 710.000 kr., når man har medregnet samfundets generelle prisudvikling, altså inflationen. På den anden side vil samme hus indkøbt i København i dag have en værdi af 5.220.000 kr.

- Det, vi kan se, er, at særligt urbaniseringen står bag de mest markante stigninger, ligesom de områder, der har oplevet størst fraflytning, har indkasseret de mindste stigninger, siger Thomas Hovgaard, presseansvarlig i Nybolig.

Nybolig forklarer, at der blandt eksperter er bred enighed om en fortsat urbanisering, hvor befolkningen i stigende grad flytter mod de større byer. Derfor kan den geografiske forskel på huspriserne sagtens blive større i fremtiden. 

Ingen reel vækst i huspriserne fra 1965 til 1992

Bolius’ beregninger, der bygger på tal fra Nationalbanken og Finans Danmark, går tilbage til 1965. For at vise den reelle forskel i prisudviklingen fra 1965 til 2016, sættes 1965 til indeks 100, som dermed fungerer som udgangspunktet. Hvis prisen bliver højere end indeks 100 er prisen reelt steget i perioden.  

Ser du på realvæksten, hvor inflationen er medregnet, var indeks på 97,1 i 1992. Det vil sige, at et hus købt i 1965 var en lille smule mere værd end i 1992. At huspriserne i 1992 gennemsnitligt var lavere end i 1965 skyldes blandet andet kartoffelkuren, der blev igangsat i 1986.

Efter 1992 stiger indekset jævnt med udsving omkring finanskrisen. I 2016 er indeks på 189,3. Det vil sige, at et gennemsnitligt hus er steget med 89,3 procent siden 1965.

- Man skal dog passe lidt på med statistikker. Boligernes kvalitet er løbende blevet forbedret bl.a. gennem bedre isolering, forbedrede materialer, større og måske to badeværelser, hvilket statistikken ikke tager højde for. Så en kvadratmeter bolig indkøbt i 1992 vil helt sikker have en større brugsværdi end den samme kvadratmeter fra 1965.  Med andre ord har den officielle statistik en tendens til at overvurdere prisstigningerne set over en længere periode. En periode med nulvækst i de reale huspriser kan derfor sagtens betyde, at huspriserne reelt er faldet, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert i Bolius.

LÆS OGSÅ: Boligpriser

Boligpriserne går op og ned

Huspriserne toppede i 2. kvartal af 2007, hvor kvadratmeterprisen for realiserede handler lå på 13.716 kr. To år senere, i andet kvartal 2009, var prisen faldet til 11.690 kr. pr. kvadratmeter.

I 17 af de seneste 51 år er huspriserne faldet i realværdi, altså medregnet inflation. De største fald skete i starten af 1980’erne, omkring 1990’erne og under finanskrisen i midten-slutningen af 00’erne.

Aktier kan bedre betale sig end boligkøb

En tredobling i værdi lyder umiddelbart som en god investering. Men tager du højde for inflationen er væksten kun på 90 procent henover de seneste 25 år, hvilket er væsentligt mindre end stigningen i aktiepriser i samme periode.

- Selv om et køb af bolig i nogle perioder og i nogle dele af landet har været gode investeringer, har aktier rent historik set været en langt bedre investering. Eksempelvis er danske aktier steget næsten 1.500 procent siden 1992, så du bør næppe købe et hus som en investering, siger Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert i Bolius.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab