Hvad koster en tilbygning?

En tilbygning koster omkring 20.000 til 24.000 kr. inklusive moms per kvadratmeter i hovedstadsområdet, og lidt mindre jo længere vestpå i landet, du kommer. 

I den pris er indregnet alle materialer, og at det er håndværkere, der udfører alt arbejdet. Forskellen i regionale priser skyldes lavere priser på håndværkere og materialer.

Men beløbet er en gennemsnitspris. Nogle tilbygninger er dyrere i kvadratmeterpris, mens andre er billigere.

Prisen pr. m2 er bl.a. afhængig af, hvad din tilbygning skal indeholde. Hvis din nye tilbygning eller 1. sal skal have køkken, bad eller begge dele, trækker det op. Hvis tilbygningen kun skal have værelser, vil det som regel gøre prisen lavere. Derudover påvirker dit valg af materialer også prisen.

En mindre tilbygning vil ofte koste mere per kvadratmeter end en større tilbygning. Det skyldes, at en stor del af prisen på en tilbygning er de specielle løsninger, der skal laves ved sammenbygningen af den eksisterende bolig, samt at prisen for klimaskærmen - altså boligens ydre del - og fundamentet er højere en den del, der ligger inde i boligen.

Nyt køkken og bad gør tilbygningen dyrere

Hvis du vil lave et nyt køkken eller badeværelse, når du bygger til, skubber det kvadratmeterprisen i vejret. Især ,hvis køkken og bad udgør en stor del af de kvadratmeter, du vil bygge til.

Det skyldes først og fremmest, at der skal laves installationer til el og vand, og at der skal købes og monteres køkkenelementer og hårde hvidevarer.

Et badeværelse er et vådrum, og der findes meget præcise anvisninger for, hvordan sådan et skal indrettes. Fx skal der tages højde for den store vand- og fugtpåvirkning, som påvirker materialer og konstruktioner. Det gør, at der er mange krav til vandtæthed og fugtbestandighed.Opsætning af fliser på vægge og gulve koster mange penge, fordi både materialeprisen og håndværksprisen er høj. Desuden skal der mange forskellige faggrupper ind over byggeriet, hvilket er med til at trække prisen op.

Et nyt badeværelse kan nemt koste op til 250.000 kr. Og det er næsten uanset størrelse. Jo større badeværelset er, jo mindre koster det per kvadratmeter. Et fire kvadratmeter stort badeværelse koster stort set samme som et otte kvadratmeter stort badeværelse. Det skyldes, at mængden af sanitet er det samme uanset størrelse, og at udgifter til rørføringer til vand, varme og afløb også næsten er den samme. Det er de første kvadratmetre, der er de dyreste.

Et nyt køkken kan koste op til 200.000 kr., men her afhænger prisen i høj grad af, hvilke elementer der anvendes og mængden af elementer og bordplader. I et køkken skal der, som i et badeværelse, trækkes ekstra el, laves rørføring til vand og afløb, og så koster køkkenelementer både materiale- og monteringspris. Desuden er der udgifter til hårde hvidevarer og til emhætte inkl. rørføring til emhætte. 

Hvad kan gøre din tilbygning dyrere?

  • Hvis køkken og/eller bad udgør en del af eller hele  din tilbygning.
  • Hver gang du laver et hjørne, bliver tilbygningen dyrere .
  • En tilbygning, som er en forlængelse af det eksisterende hus, er ofte billigere end en tilbygning, som ligger vinkelret på huset, fordi tagkonstruktionen er mere kompleks ved en vinkelret tilbygning.
  • Nogle tagmaterialer er dyrere end andre. Fx er naturskifer ret kostbart både i materialepris og i håndværkerlønninger.
  • Stort set alle byggerådgivere anbefaler et fast undertag, der dog er væsentligt dyrere end et undertag i baner. Et fast undertag holder i hele tagets levetid, mens et undertag i baner typisk kun holder i 20-25 år.
  • Gulvbelægningerne i huset har stor betydning for prisen. Et ædelstræsgulv på strøer er meget dyrere end et laminatgulv lagt direkte på betonlaget.
  • Store vinduespartier og/eller mange døre i ydervæggene kan gøre din tilbygning dyrere. Træ/alu vinduer er som regel dyrere end rene trævinduer.
  • Ovenlys eller andre gennembrydninger i taget.
  • Inventaret: Et dyrt designerkøkken frem for et køkken fra Ikea.

Tegninger og andet udbudsmateriale giver dig overblik over tilbygningen

Du skal stort set altid have byggetilladelse, når du bygger til. Derfor er det også en god ide at hyre en rådgiver, som kan udarbejde det materiale, der kræves ved en udbygning.

Uanset hvilken form for udbygning, der skal laves, skal der udarbejdes statiske beregninger eller lignende, som viser, at husets elementer kan holde. Du bør også få udarbejdet en geoteknisk rapport, der kan vise, hvor dybt fundamentet skal være, og om det skal være armeret mv.

Under alle omstændigheder er det en god idé at starte med at få en arkitekt til at tegne nogle skitser ud fra dine ideer, så har du et bedre grundlag for at forestille dig, hvordan tilbygningen kan komme til at se ud.

En arkitekt kan også hjælpe dig med hurtigt at afklare, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre i forhold til lige præcis dit hus, når du vil bygge til. Det hjælper dig til at lave en mere realistisk planlægning, når du ved, hvad der byggeteknisk og æstetisk kan lade sig gøre.

Hvad kan du selv klare, når du bygger til?

Samtidig med skitserne kan du få arkitektens professionelle vurdering af, hvor udfordringerne i netop denne type byggeri er.

Det giver dig mulighed for at vurdere, om der er noget af arbejdet, du selv kan udføre, for at holde prisen lidt nede. Det kan fx være malerarbejdet.

Hvad du selv kan lave afhænger selvfølgelig i høj grad af dine evner som gør det selv-m/k. Det er også vigtigt at huske på, at nogle arbejder skal udføres af autoriserede håndværkere. Det gælder fx en del el- og vvs-arbejde.

Lav en solid kontrakt og få tjekket tilbygningen undervejs

Som boligejer kan du også vælge at bruge ca. 7.000-8.000 kr. til at få hjælp til at skrive en god og holdbar kontrakt, når du skal bygge til. Men det kræver ofte, at udbudsmaterialet er  gennemarbejdet. Der findes forskellige standardkontrakter, som du kan anvende, fx forbrugeraftalen AB Forbruger.

Det er også en rigtig god ide at få lavet tilsyn af en byggesagkyndig undervejs i byggeriet. Det kan spare dig for mange ærgrelser og penge. Ligeledes bør du få en rådgiver ud, når tilbygningen skal afleveres til dig. På den måde sikrer du, at afleveringesforretningen bliver afholdt, og at du ikke betaler penge for noget, som enten ikke er enten færdigt eller forkert.

Rådgivning kan være en god investering, når du bygger til

Hvor meget rådgivning du køber, påvirker selvfølgelig også prisen. Men ikke nødvendigvis i den forkerte retning. God og kompetent professionel rådgivning koster penge nu og her, men kan spare dig store beløb senere hen, fordi du med rådgivning som regel vil bringe antallet af fejl ned, og samtidig sikre, at byggeriet bliver færdigt til tiden.

Generelt hedder det sig, at projekteringen og byggestyringen – altså at få fagfolk til at lave tegninger, hente priser og styre arbejdet med tilbygningen - godt kan løbe op i 5-10 procent af den totale byggesum.