Når du afliver dræbersnegle, eller den plettede voldsnegl, har du pligt til at gøre det så hurtigt og smertefrit som muligt. Snegle er nemlig, ligesom alle andre dyr, omfattet af dyreværnsloven, der siger at: Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.

Hvornår aflivningsmetoden er så smertefri som muligt, kan variere efter omstændighederne, og hos Dyrenes beskyttelse understreger man, at du altid må vurdere den enkelte situation og de eksisterende muligheder, når du afliver dræbersnegle.

Sådan afliver du dræbersnegle

  1. Hak dræbersneglenes hoved af
    Ifølge dyrlæge og dyreværnsinspektør ved Dyrenes Beskyttelse, Søren Kent Pedersen, er afhugning af sneglens hoved med fx en spade eller ved afklipning med saks den mest humane måde at aflive snegle på.
    Åndehullet er et godt pejlemærke, men det er ikke afgørende, om snittet lægges på den ene eller anden side af åndehullet.
    Bemærk, at begge snegle-halvdele godt kan bevæge sig, men det betyder ikke, at dræbersneglen opfatter lidelser. Slagtedyr kan også få ufrivillige muskelbevægelser efter bedøvelse/afblødning – det er helt naturligt.
  2. Brug kogende vand
    Overhældning med spilkogende vand er en anden løsning for human aflivning af dræbersneglene. 
    Indsaml sneglene i en spand eller balje og overhæld dem med det kogende vand. Men husk, vandet SKAL være spilkogende. Det duer altså ikke at bære vandet et par meter til sneglene, hvor det når at køle lidt, så bliver sneglene blot skoldede og dør en pinefuld død. Husk, kom ikke flere snegle i spanden, end vandet kan dække dem alle.

Uanset, hvilken metode du bruger, er det en god idé at undgå berøring af sneglene, da de indeholder mange bakterier. Tag handsker på eller brug en gribetang til håndtering af sneglene.

Video: Hak eller klip dræbersnegle over

Sådan skal du IKKE aflive dræbersnegle

Salt

Hos Dyrenes Beskyttelse mener man ikke, at aflivning ved brug af salt lever op til kravet om smertefrihed. Derudover fraråder specialister, at du bruger salt i haven, da det ødelægger både belægninger og planter.

Hvad gør du med de døde snegle?

Døde snegle skal graves ned eller puttes i en plastikpose og smides ud, ellers tiltrækker de nye snegle. Omvendt kan du også vælge at bruge de døde snegle som et målrettet lokkemiddel for andre dræbersnegle i nærheden, så du nemmere kan dræbe disse efterfølgende.