Tjekliste | 10 trin

Sådan bygger du et vitrineskab

Med et genbrugsvindue og lidt fingersnilde kan du bygge dit eget vitrineskab med charme og patina.

1. trin

Det skal du bruge:

  • Genbrugsvindue
  • 19-mm mdf
  • træ til skrueliste
  • skruer
  • bladhængsler
  • maling
  • dørknop
  • krog

2. trin

Skær træ ud til rammen

Størrelsen på genbrugsvinduet bestemmer størrelsen på hele skabet, da der bygges en ramme med hylder i samme mål som vinduet. Bestem, hvor dybt skabet skal være. Her er skabet 15 cm dybt. Skær to ens sider mdf, der har samme længde som vinduets højde. Skær herefter top- og bundplade, der skal sidde inden i de to sidegavle og derfor skal være vinduets bredde minus 2 x 19 mm. Siderne skal sidde yderst, da det er pænest.

3. trin

Saml siderne

Skru sider sammen med top og bund. Du kan inden overveje at bruge trælim for at styrke samlingen yderligere og lade rammen være låst med skruetvinger natten over.

4. trin

Montér skruelister

Herefter laver du to skruelister i stigetræ, der har samme længde som hylderne. Skruelisterne skrues fast, som hylderne blev det. Skruelisterne styrker rammekonstruktionen og giver dig noget at skrue i, når skabet skal fæstnes på væggen. 

5. trin

Spartl skruehuller

Spartl alle skruehuller. Når spartelmassen er tør, gør du fladen glat med sandpapir. 

6. trin

Slib vinduet

Slib vinduet ned for løs, gammel maling, reparér eventuelle træskader med Polyfilla plastisk træ og slib rent, når det er tørt.

7. trin

Mal vitrineskabet

Mal ramme, hylder, skruelister og vinduet.  

8. trin

Sæt vinduet fast på rammen

Brug bladhængsler til at sætte vinduesfronten fast til rammen.

9. trin

Montér haspe/dørknop

Lukker vinduet ikke helt tæt, hvis skabet fx sættes op på en ældre væg, der ikke er helt lige, så tilføj en krog på vinduet for at kunne lukke fronten helt i. Tilføj en dørknob i passende farve, materiale og stil.

10. trin

Hæng skabet op

Hæng sakbet op på væggen. Vær  opmærksom på at ophænget skal kunne holde til skabets vægt.
Skal vitrineskabet hænge på en gipsvæg, kræver det specielle gipsplugs.