Sådan får du pindsvin i haven

Pindsvin kan gøre stor nytte i din have bl.a. ved at æde dræbersnegle. Læs her, hvordan du tiltrækker pindsvin til haven og får dem til at blive boende i årevis.

pindsvin i skovbund

Pindsvin er gode at have i haven. De kan blandt andet dresseres til at spise dræbersnegle. Foto: Pindsvinehjælpen

Pindsvin er et godt nyttedyr i din have, da det spiser snegle - også dræbersnegle - orme, bænkebidere, ørentvister, biller og alt muligt andet kryb.

Hvis du gerne vil tiltrække pindsvin til din have, skal du skabe optimale forhold for dem: Gode, tørre skjulesteder, adgang til vand og beskyttelse mod ræve og hunde.

Pindsvin er fredede dyr, og det er forbudt at holde dem i fangenskab, medmindre de er under pleje. Flyt ikke pindsvin væk fra deres levested, da de let bliver forvirrede på det nye opholdssted, når de ikke kan finde den hule, de er vant til at opholde sig i om dagen, og desuden også kan dø af det.

Giv aldrig pindsvin mælk eller avocado - det kan de også dø af.

LÆS OGSÅ: Pindsvinet

Gode skjulesteder for pindsvin i din have

Pindsvin har brug for beskyttede, tørre steder til at bygge deres rede af vissent græs og blade, hvor de kan sove om dagen, yngle og tilbringe deres vinterhi seks måneder om året.

Gode skjulesteder i din have kan være skure, legehuse, terrasser og brændestabler, som er hævet over jorden, så der dannes et hulrum under dem. Men de må ikke være mere end 20 cm høje, da ræven ellers kan få fat på pindsvinet.

LÆS OGSÅ: Dræbersnegle

Undgå hårdt underlag under hulrum

Undgå stenhård jord, fliser eller beton som bund, da pindsvinene skal kunne grave sig ned i koldt vejr. Pindsvin skal altid kunne komme ind og ud, så sørg for, at pindsvinet kan kravle under døre eller vægge, hvis de er indendørs - det kan de, når åbningen er mindst 10 cm.

Kompostbunker som naturligt habitat

Åbne kompostbunker - eller gren- og kvasbunker i et mørkt og roligt hjørne af haven, som får lov at ligge urørt år efter år - er også gode opholdssteder for pindsvin. Pindsvin bygger også tit deres reder i tætte, brede hække og under lavthængende buske, fx rododendron eller krybende nåletræer.

Vær opmærksom på, at det mørke, urørte hjørne ikke er for lavtliggende, så der kommer til at stå vand i det, når det regner. Fyld i så fald så meget jord på og tramp det godt til, at du forhindrer oversvømmelse.

Byg en pindsvinebolig i haven

Har du ikke naturlige pindsvine-habitater i haven, kan du også bygge en pindsvinebolig. Den skal både være vind- og vandtæt, og hulen skal ligge et skyggefuldt, roligt sted i haven, hvor der ikke er for mange forstyrrelser i løbet af dagen.

Det er vigtigt, at der er god ventilation i boligen, da der ellers kan dannes kondens og skimmel, hvilket kan resultere i hudsygdomme hos pindsvinene. Det er også vigtigt, at boligen er hunde- og rævesikker.

Se hvordan du bygger en pindsvinehule

Gode madsteder for pindsvin i haven

For at optimere pindsvinenes muligheder for at finde deres naturlige foder skal du lade så mange områder i din have som muligt være i fred uden alt for meget oprydning og lugning.

Pindsvin er nærmest altædende og kaster sig over både edderkopper, orme, snegle, padder, krybdyr, fugleæg og endda ådsler. Alle disse dyr har brug for fugt og skjulesteder for at overleve. Hvis du hele tiden fjerner nedfaldent løv og visne plantedele og holder jorden utildækket mellem stauderne, bliver der tørt, og pindsvinenes mad forsvinder.

pindsvin i have

For det meste er der rigeligt med mad til pindsvinene i haven og for meget foder kan gøre, at de mister lysten til selv at søge føde. Foto: Bigstockphoto.

Undgå at fordre pindsvin

Du bør normalt ikke fodre pindsvin, da der næsten altid er rigeligt mad i naturen.

Pindsvin kan dog have behov for mad i tørre (sommer)perioder. Giv dem i givet fald killingetørfoder - eller kattetørfoder, hvis pindsvinene er store.

Strø kattefoderet ud på plænen eller terrassen, så pindsvinene finder det som supplement til det, naturen byder på. Hvis katte i området evt. spiser tørfoderet, før pindsvinene kommer, kan du fodre dem via en skål, når pindsvinene kommer frem.

Du kan også lave et lille foderhus til dem, hvor katte og ræve ikke kan komme ind. Fx nogle mursten med en plade ovenpå. Læg en sten eller lign. på pladen, så pladen ikke kan skubbes væk. Åbningen skal være ca. 15×15 cm.

Pas på med ikke at give pindsvinene så meget mad, at de ikke har lyst til at lede efter deres naturlige føde.

Adgang til vand er vigtig for pindsvin

Det er vigtigt, at pindsvin har adgang til vand uden at skulle gå langt. Hvis du ikke naturligt har vand i din have i form af en sø eller en fiskedam, så stil en skål frem, som ikke kan vælte - fx en stor underskål, et fuglebad, en gammel bradepande eller en stor hønsevander - et eller flere steder i haven. Sørg for, at skålen altid er fyldt, også om vinteren i perioder med tøvejr. Pindsvin kan nemlig godt vågne af deres hi i lunere perioder.

Drikkeskålene skal være så store, at de ikke tømmes, hvis du er væk i nogle dage. Stil dem gerne i skygge skjult mellem nogle buske og husk at skifte vandet jævnligt.

Hvis du har en dam eller lignende i haven, så sørg for, at der er steder, hvor pindsvinene kan komme til at drikke uden at falde i.

Begræns farerne for pindsvin

  1. Hunde: Selvom pindsvin er godt beskyttet af 5.000-6.000 pigge, kan hunde og ræve godt bide dem, hvilket efterlader sår, som tiltrækker spyfluer, der lægger deres æg i såret, hvorefter fluemaddikerne æder pindsvinet levende. Opdager du, at din hund har fundet et pindsvin - så tag hunden væk. Prøv at lære din hund at lade pindsvin være ved at sige "NEJ", tage hunden væk og herefter rose og berolige den og evt. aflede den ved leg.
  2. Ræve: Sørg for, at potentielle pindsvineboliger - under skure, legehuse og terrasser - har en indgangshøjde på 10-20 cm, hvilket er for småt til, at en ræv kan krybe ind, men stort nok til et pindsvin.
  3. Haveaktiviteter: Vær forsigtig, når du går i gang med haveredskaber som greb, spade og hakkejern for at sprede kompostbunken, fjerne en bunke grene, grave jord væk eller hakke ind under hækken. Der kan nemlig ligge et pindsvin gemt - endda med unger. Pas også på med at køre plæneklipperen ind under buske, stauder og hække, og det samme gør sig gældende, når du bruger buskrydderen.
  4. Fælder: Pindsvin er meget nysgerrige og uforsigtige. De kravler gerne gennem små åbninger - også for små åbninger. Derfor hænger de ofte fast i bl.a. børnefodboldnet, trådhegn og jordbærnet.

Desuden kan snore og tråde af enhver art snøre sig omkring deres ben og stoppe blodcirkulationen. De falder ned ad kældertrapper, i lyskasser, udgravninger og svømmepøle. Hvis pindsvinet ikke kan komme fri, lægger spyfluerne deres æg på det, uanset om det er såret eller ej.

Sådan forebygger du farerne:

  • Fodboldnet: Klip de nederste 10-15 cm af eller køb et professionelt fodboldnet med en maskestørrelse på ca. 12 cm.
  • Trådhegn: Lad det slutte ca. 10 cm over jorden eller buk det nederste op.
  • Net på afgrøder: Sæt enderne godt fast, læg evt. jord på.
  • Net på frugtbuske: Lad dem slutte mindst 20 cm over jorden.
  • Opbindingssnore m.m.: Lad dem ikke ligge og flyde.
  • Kældertrapper: Læg et uhøvlet bræt ned ad trappen, så pindsvinet har en chance for at kravle op, eller sæt et bræt foran nedgangen - tjek regelmæssigt.
  • Lyskasser: Dæk dem til med volierenet, som gøres fast helt henne ved muren.

Fakta om pindsvinet

  • Levested: Pindsvinet findes mange steder i Danmark (og hele Vesteuropa) - bl.a. i skovbryn, levende hegn, løvskov, krat, enge, græsmarker og i haver og parker, hvor bestandene oftest er tættest, fordi der her er mange arealer med krat, træer og buske, hvor det kan bygge sin rede og skjule sig om dagen. Pindsvin kommer oftest ud om natten.
  • Fredet: Pindsvinet har været fredet i Danmark siden 1967, men er alligevel blevet et truet dyr både i Danmark og resten af Europa.
  • Udseende: Kroppen måler fra snudespids til halerod 20-30 cm, halen er et par cm lang, og pindsvinet vejer som regel 0,8-1,5 kilo. På oversiden af kroppen har pindsvinet 5.000-7.000 pigge, som er modificerede hår, og som kan rejses, fordi der ved roden af hvert enkelt pig er en muskel.
  • Vinterdvale: Pindsvinet går i dvale i hele vinterhalvåret. I den periode sænkes kropstemperaturen til omkring 2-6 grader, og åndedrættet falder. Mens pindsvinet er i dvale, vågner det op en gang om ugen eller hver fjortende dag, og stofskiftet øges i et par timer.
  • Parring og fødsel: Parringen finder som regel sted i juni-juli, og efter en drægtighedsperiode på omkring 35 dage fødes et kuld på 4-5 unger. Ungernes pigge er gemt i huden, når de bliver født, men kort efter fødslen begynder de at vokse frem. De dier i 4-6 uger og er herefter i stand til at klare sig selv.
  • Naturlige fjender: Ræv, skovmår, husmår og hunde

Kilder: Miljøstyrelsen, Skoven-i-skolen.dk og Pindsvin SOS

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab