Sådan får du plads til et værksted i dit hus

Hvordan kan du få plads til et værksted i dit bryggers, og hvordan indretter du det? Interiørstylist Sidsel Zachariassen giver gode råd.

Bryggers-eksempel 1 fra Ikea. Her er masser af reolplads og praktiske kasser til opbevaring.

Bryggers-eksempel 1 fra Ikea.

Her er masser af reolplads og praktiske kasser til opbevaring. Orden er vigtigt i værkstedet.

Bryggers-eksempel 2 fra Ikea. Hylderne er sat op på skinner, hvilket er en fordel, så du kan justere hylderne alt efter dit pladsbehov.

Bryggers-eksempel 2 fra Ikea.

Hylderne er sat op på skinner, hvilket er en fordel, så du kan justere hylderne alt efter dit pladsbehov.

Mange drømmer om den store kælder, hvor der er plads til et værksted, hvor du kan save, bore og male. Men har du ikke en kælder, kan du i stedet skabe et lille værksted i dit bryggers eller andre steder i huset ved brug af lidt fantasi og gode løsninger.

Der er flere muligheder for at få et værksted i dit hus, selv om pladsen er knap.

Brug skabslåge som bordplade

Et stort arbejdsbord fylder meget, så i stedet kan du have et par bukke stående. Som bordplade kan du bruge bagsiden af dit skab, hvis det er et højskab - på den måde slipper du for at have en ekstra plade stående. Det kræver dog, at du afmonterer lågen hver gang.

Desuden kan bukkene nemt stilles op og ned i højden alt efter, hvad du skal lave. Det kræver selvfølgelig, at du har et nemt beslag, så skabslågen er nem at afmontere.

Sådan kan du gemme værkstedet væk bag en skabslåge. Illustration: Sidsel Zachariassen

Lav et usynligt værksted

Du kan også lave et usynligt værksted , et værksted, der er gemt bag et stort skab med dobbelte låger. Derinde kan du have skuffer, kasser etc. samt et lille arbejdsbord, der kan trækkes ud og en stor opslagstavle i træ, hvor alt dit værktøj hænger.

Det er en god idé at få trukket strøm ind i skabet, så du både kan bruge dine elektriske maskiner og få en god belysning.

Fordelen ved et værkstedsskab er, at du ikke altid behøver at rydde op, men blot kan lukke skabet.

Udnyt den tomme væg til et kreativt værested

Hvis du har en lang, tom væg, så udnyt den som værksted. Få en lang plade hele vejen hen langs væggen, men del den op i to og lav den i to højder, så du både har et sted, der er godt at stå ved og sidde ved. Køb køkkenskabe, der er lidt smallere end pladen, og sæt dem under stå pladsen. På den måde udnytter du også pladsen under bordet.

Sæt gerne køkkenskabe op på væggen, men vælg dem smallere end normalt og undlad at sætte dem hele vejen hen. Men det skal ikke ligne et køkken, og derfor kan du fx male lågerne i farver eller sætte tapet på dem.

På en stor træplade kan du male værktøjet og derefter hænge værktøjet på det tegnede. En stor opslagstavle til alle dine ideer og udklip er både praktisk og giver stemning. Byg selv nogle lange smalle kasser, hvor malingen kan stå fremme, så du kan se, hvad du har.

Pladsen under trappen behøver ikke være spildte kvadratmeter. Udnyt den til opbevaring.

Lav et værksted under trappen

Du kan også udnytte pladsen under trappen. Sæt hylder under hele trappen og sæt derefter plastkasser op, så du nemt og hurtig kan komme til dine ting.

Et arbejdsbord kan sagtens slås sammen og sættes ud, når det skal bruges. Hvis der er et bord i nærheden, kan du dække det med en voksdug og bruge det i stedet. Her kræver det virkelig en god oprydning, da det ikke skal se ud som et kæmpe kaos.

Undgå rod i dit værksted

Orden er et must, uanset hvor stort dit værksted er. Derfor skal du beslutte, hvad du vil med dit værksted, og hvad du skal bruge og ikke bruge. Husk masser af reoler og praktiske kasser til opbevaring - skriv evt. udenpå kassen, hvad der er i (Bryggers-eksempel 1 fra Ikea).

Når du sætter hylder op kan det være en fordel at bruge skinner, så du kan rykke rundt på hylderne, så de passer, på den måde kan du optimere pladsen i dit værksted. (Bryggers-eksempel 2 fra Ikea)

Få reoler og bordplade til at passe sammen

Hvis du vil have reolerne og arbejdspladen til at passe sammen, kan du lave bordpladen i samme type træ og i forlængelse med reolerne. På den måde virker værkstedet mere gennemtænkt og knap så tilfældigt.

Beskyt gulvet i dit værksted

Gulvet skal kunne tåle lidt af hvert, uanset hvor og hvordan du indretter dit værksted. Er du nødt til at indrette værkstedet på et pænt gulv, kan du købe et par billige voksduge, som du kan lægge på gulvet, inden du går i gang. Voksduge er nemme at lægge sammen og fylder ikke noget. En voksdug er også god at lægge over en bordplade, som skal skånes.

Billedserie: 'Hobbyrum til den gamle bil'

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab