Sådan finder du ud af, om der er skimmelsvamp i din bolig

Der findes forskellige målemetoder til at finde ud af, om der er skimmelsvamp i en bolig, bl.a. ved hjælp af luftmåling, Mycometer-test og med aftryksplader.

Angreb af skimmelsvamp er ikke altid så tydeligt som her

Meget ofte vil skimmelsvamp vise sine tydelige tegn, men nogle gange kan skimmelsvamp også gemme sig i konstruktionerne. Der findes flere forskellige metoder til at undersøge, om du har skimmelsvamp i boligen. Nogle af metoderne kan du selv anvende, mens andre kræver professionel hjælp. Arkivfoto.

Hvordan finder du ud af, om der er skimmelsvamp i din bolig?

Hvis du har mistanke om, at din bolig er angrebet af skimmelsvamp, er det vigtigt at få det undersøgt nærmere, da skimmelsvamp i boliger i værste fald kan gøre beboerne syge. Ofte er næsen og øjnene ganske glimrende redskaber til at lokalisere skimmelsvamp. Men er der tale om et angreb i en lukket konstruktion kan det være svært at vurdere, om der at tale om et angreb. I nogle tilfælde er det heller ikke lige til at finde ud af omfanget, og så kan det anbefales at finde et uvildigt firma, der kan undersøge dit hus for dig.

Der findes flere mere eller mindre gode målemetoder til at lokalisere og vurdere omfanget af tilstedeværelsen af skimmelsvamp. Teknologisk Institut anbefaler og anvender disse3 metoder:

  • Måling ved hjælp af aftryksplade
  • Mycometer-test
  • Luftmåling
  • DNA-test

Ofte er en kombination af 2 slags prøver det optimale. Der findes også andre prøvemetoder, bl.a. den såkaldte tapeprøve og opsamling af skimmelsvampe på stedet.

LÆS OGSÅ: Sådan fjerner du skimmelsvamp i din bolig

Hvordan måles skimmelsvamp med aftryksplader?

En aftryksplade er en plade med et vækstmedium, dvs. et organisk materiale, som skimmelsvampene godt kan lide. Pladen trykkes mod den overflade, hvor der forventes, at der er skimmelsvamp. Der foretages en kontrol på en overflade, hvor man ikke tror, der er skimmelsvamp. Aftrykspladerne sendes til et laboratorium, hvor de dyrkes.

På laboratoriet tælles svampekolonierne, og de forskellige typer skimmelsvamp bestemmes. På den måde er det muligt at skelne mellem de skimmelsvampe, der findes naturligt i luften (de luftbårne), og de bygningsrelaterede skimmelsvampe.

Nogle skimmelsvampe foretrækker materialer som pap, fx det, der er på en gipsplade, mens andre skimmelsvampe foretrækker træ eller puds. Ved præcis at finde ud af, hvilke typer skimmelsvamp der er tale om, og hvad de lever af, er det nemmere at lede efter dem.

Fordele ved aftryksplader

  • Det er muligt at bestemme typen af svampe.
  • Alle typer svampe bliver fundet - både luftbårne og bygningsrelaterede.
  • Selvom bygningen er våd, virker metoden stadig.
  • God til at bestemme, om skimmelsvampene er væk efter en renovering.

Ulemper ved aftryksplader

  • Det tager 4-6 dage at få resultatet.
  • Det kræver et laboratorium og eksperter at sætte navn på svampene.

Hvordan måles skimmelsvamp med en Mycometer-test?

En anden meget anvendt metode, når der skal testes for skimmelsvamp, er den såkaldte Mycometer-test. Du kan selv lave testen, som foregår, ved at du tager en steril vatpind og kører den hen over den overflade, som du mistænker for at have skimmelsvamp.

Vatpinden puttes ned i en steril væske og analyseres enten på stedet med det samme eller på et laboratorium. Ved en Mycometer-test registreres enzymer fra skimmelsvampe, som evt. findes på den undersøgte overflade.

mycometertest for skimmelsvamp i huset. Udført af professionel.

Her bliver der udført en mycometer-test i huset for at teste om der er skimmelsvamp. Foto: Stefan Kai Nielsen

Du skal tænke dig godt om, når du vælger det sted, hvor prøven skal tages. Tester du fx på et støvet loftrum, vil Mycometer-testen altid give udslag, fordi der her kommer sporer ind med udeluften, som lægger sig i støvet.

I visse tilfælde kan resultatet desværre være misvisende. Det anbefales derfor at foretage en kontrolprøve et sted, hvor du ikke forventer skimmelsvamp, så du er sikker på, at resultatet af prøven er rigtig. Hvis resultatet ikke viser, at der er synlig skimmelsvamp på stedet, kan du stadig ikke være sikker på, at der ikke er skimmelsvamp på stedet, og der bør også testes med en anden metode.

Fordele ved Mycometer-test

  • Svar inden for få timer.
  • Du kan selv tage prøven og lave testen, hvis du har testudstyret, eller du kan sende prøven til et laboratorium.
  • Velegnet til at registrere, om skimmelvækst er blevet fjernet efter en renovering, som den skulle.

Ulemper ved Mycometer-test

  • Det er ikke muligt at bestemme, hvilke skimmeltyper der er tale om.
  • Giver ofte middel udslag, hvis der tidligere har været skimmelsvamp, da de enzymer, som den registrerer, ikke er helt væk, selvom skimmelsvampen er væk.

Hvordan måles skimmelsvamp ved luftmåling?

Det er relevant at måle antallet af sporer fra skimmelsvamp i luften, da det er dem, beboerne i huset bliver udsat for.

Skimmelsvampe i luften kan fx måles ved hjælp af et luftgennemstrømningsapparat. Ved denne metode sætter sporer fra skimmelsvampe sig på dyrkningsplader, og det er derefter muligt at bestemme antallet af forskellige skimmelsvampekolonier. Resultat af målingen kommer i løbet af fire-seks dage.

En luftmåling inde i huset bør dog aldrig være den eneste test, da skimmelsvampesporer findes naturligt i luften store dele af året. Derfor bør der også foretages en måling udenfor, så man kan finde ud af, om der er flere forskellige skimmelsvampe indenfor end udenfor.

Er der det, kan det tyde på, at der er skimmelsvampe, der gror inde i huset. Især hvis de typer skimmelsvamp, der findes indenfor, er af den type, der ofte gror i bygninger, og hvis der er mange af dem. Så er der god grund til at begynde at lede efter de steder, hvor skimmelsvampen gror.

LÆS OGSÅ: Hvad er skimmelsvamp?

sådan finder du ud af om der er skimmesvamp i huset. Vindue med skimmelsvamp.

Hvis du finder skimmelsvamp i hjemmet bør du hurtigt fjerne det, det er sundhedsskadeligt og kan bl.a. give koncentrationsbesvær, hovedpine, åndedrætsbesvær og meget mere. Arkivfoto

Fordele ved luftmåling

  • Kan gennemføres uden at ødelægge noget i huset.
  • Er god til at finde ud af, om skimmelsvampe har spredt sig fra et rum til andre.
  • Kan bruges til at finde ud af, om der er bygningsrelaterede skimmelsvampe, dvs. skimmelsvamp, der angriber pap på gipsplader, træ eller puds.
  • Kan bruges efter en renovering af boligen for at se, om skimmelsvampene er forsvundet.

Ulemper ved luftmåling

  • Bør aldrig være den eneste målemetode, da den er meget afhængig af luftens indhold af skimmelsvampe.
  • Kan ikke altid registrere skjulte skimmelsvampe (inde i konstruktioner).
  • Viser ikke, hvor i boligen skimmelsvampene er.
  • Bevægelser i rummet påvirker resultatet, da der hvirvles støv op, som blander sig med skimmelsvampene i luften og kommer med i luftmålingen
  • Er meget afhængig af, hvor mange skimmelsvampe der naturligt er i udeluften, og som kommer ind i boligen, når der luftes ud.
  • Det tager 4-6 dage at få resultatet.

Vil du selv undersøge dit hus for skimmelsvamp, kan du bruge en DNA test. Men vær opmærksom på, at prøvematerialet ikke må være for "frisk", hvis du skal have et retvisende resultat.

LÆS OGSÅ: Skimmelsvamp og husforsikringen

Hvordan måles skimmelsvamp ved DNA test?

DNA testen foretages ved at opsamle støv med en steril vatpind (du køber et testsæt) fra et centralt sted i huset. Vatpinden sendes herefter til et analysefirma, der sammenligner prøvens indhold med en database over DNA-profiler for de mest hyppigt forekommende skimmelsvamptyper i bygningskonstruktioner.

Fordele ved DNA analyse

  • Det tager kun 6-8 timer at få et prøveresultat, da prøvematerialet ikke skal opdyrkes før analysen.
  • Prøven kan i nogle tilfælde give et praj om, hvilken konstruktion, der er angrebet. Det kan være med til at gøre behandlingen af angrebet lettere.
  • Testen kan også opfange mikropartikler fra tidligere opfugtede områder, som kan være til hjælp, når angrebet skal lokaliseres.
  • Du slipper for at lave destruktive indgreb.
  • Testmetoden er justeret for såkaldte falske positive svar, dvs. den tager højde for hvordan almindeligt snavs vil kunne påvirke prøveresultatet.

Ulemper ved DNA analyse

  • Metoden er forholdsvis ny i Danmark, og der kan argumenteres for, at der endnu ikke er megen videnskabelig dokumentation for den endnu.
  • Støvprøverne, der skal anvendes, skal helst være mellem 3 uger og 12 måneder gamle. Du kan derfor ikke anvende "frisk støv".

Hvilke målingsmetoder er de bedste?

Der er ikke én enkelt målingsmetode, der hurtigt kan give det fulde overblik over omfang, type, og hvor i boligen skimmelsvampene er. De forskellige metoder bør altid ses i sammenhæng med en byggeteknisk viden og husets fugthistorie. Med husets fugthistorie menes der, om der fx er kendskab til vandskader på huset, som kan være med til at forklare den fugt, der skal være til stede, for at skimmelsvampene kan leve.

Måling ved hjælp af trykplade er den mest sikre metode, og det er også den,  det i langt de fleste tilfælde bliver anvendt af professionelle. Mycometer testen bruges typisk kun i kontrol situationer, mens luftmåling kun sjældent anvendes, da metoden giver for usikkert et resultat.

Sikrest er det, at målingerne foretages af en person med en byggeteknisk viden, som ved, hvor han/hun skal lede efter angrebet. Ellers risikerer du at få forkerte resultater, og så kan du starte forfra.

En person med byggeteknisk viden vil også kunne rådgive dig om, hvordan du udbedrer og forebygger fremtidige skader.

SE TEMA: Skimmelsvamp

Se filmen 'Sådan undgår du skimmelsvamp'

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab