Risengrød brænder nemt på, hvis du ikke er opmærksom hele tiden. Er skaden sket, og står du med en brændt gryde, der bare ikke vil blive ren, er der heldigvis råd for det.

Her får du tre metoder til at fjerne fastbrændt risengrød fra din gryde.

1. Fjern fastbrændt risengrød med vand og salt

Skyl den brændte gryde, og hæld 2 dl vand og 3 spiseskefulde salt ned i gryden. Bring saltblandingen i kog og lad den koge ved lav varme, til den fastbrændte risengrød løsner sig.

Saltblandingen vil i de fleste tilfælde kunne få din brændte gryde ren igen. I særligt slemme tilfælde kan det være, du skal have skrappere midler i brug.

2. Gør den brændte gryde ren med tøjvaskemiddel

Kan vand og salt ikke løse dit problem, kan du i bruge almindeligt tøjvaskemiddel:

Hæld 2 dl vand i den brændte gryde sammen med en skefuld vaskepulver. Bring blandingen i kog, sluk for blusset og lad gryden stå i et par timer.

Hæld derefter vandet ud i håndvasken. Sørg for at si de brændte flager af risengrød fra og smid dem i skraldespanden, så de ikke ender i kloakken.

3. Skrub efter med en skuresvamp

Når du har forsøgt dig med salt og tøjvaskemiddel, vil du måske opleve, at der stadig er nogle rester af fastbrændt risengrød tilbage i gryden. Resterne sidder formentlig ikke særlig godt fast.

Tag en skuresvamp og skrub efter, og du vil opleve, at den brændte gryde hurtigt bliver helt ren.