Fra 2013 og frem til 2017 udløber den 10-årige afdragsfrihed for de omkring 220.000 danskere, der købte bolig, da priserne var højst.

En del danskere ønsker at forlænge afdragsfriheden, men det er langt fra muligt for alle. Det afhænger i høj grad af, om dit lån ligger under 80 procent af husets værdi - men også af din generelle økonomi, siger både BRF Kredit og Realkredit Danmark.

Udgør lånet mindre end de magiske 80 procent af husets værdi, og er din økonomi i øvrigt stabil og sund, kan du typisk godt forlænge afdragsfriheden.

Muligheder med afdragsfrie lån

Hvis dit lån har sneget sig op over 80 procent af, hvad huset vurderes til, eller hvis du lige frem skylder mere, end hvad huset er værd, er der typisk 3 muligheder:

  1. Afdrag på lånet i 20 år. Har du brugt din 10 års afdragsfrihed, skal du afdrage på lånet de næste 20 år. Det er den løsning, hvor du skal betale mest om måneden.
  2. Omlæg til et 30-årigt lån. Du kan betale 15.000-20.000 kr. og omlægge til et 30-årigt lån. Dermed begynder du at afdrage, men den månedlige ydelse vil være mindre end løsning 1.
  3. Tag et banklån. Du kan også fortsætte med afdragsfrihed op til de 80 procent og så lægge et banklån på toppen. Men det kan blive meget dyrt om måneden alt efter, om belåningsgraden er på 83 procent af husets værdi eller på fx 110-120 procent, hvilket vil betyde, at du skal tage et ret stort banklån, der vil være meget dyrere i rente.

Spørg dit realkreditinstitut om afdragsfrit lån

Det anbefales, at du hellere kontakter dit realkreditinstitut en gang for meget end en gang for lidt, hvis du kan mærke, at det strammer til med økonomien - og gør det i så god tid som muligt.

Der kan nemlig være mange håndtag at skrue på, som man måske ikke selv er opmærksom på.

Mulighed for midlertidig afdragsfrihed

Det gælder også, hvis du decideret ikke har mulighed for at betale dine lån, fordi du fx har mistet dit job eller er blevet skilt, siden du tog lånet.

Her skal du typisk tale med inkassoafdelingen om, hvad mulighederne er. Måske kan du aftale en midlertidig afdragsfrihed, hvis du regner med at være på vej tilbage i job.

Boligpriserne kan være på vej op igen. Det kan mindske antallet af danskere, der er teknisk insolvente -– altså at de skylder mere væk, end boligen er værd - og at Nationalbanken vurderer, at den danske økonomi generelt er robust.

LÆS OGSÅ: Afdragsfrie lån

Undersøgelse: Så mange vil fortsætte afdragsfrie lån

Ifølge en ny undersøgelse af fra interesseorganisationen Realkreditforeningen, planlægger 16 procent af alle låntagere med afdragsfrihed på deres realkreditlån at optage et nyt afdragsfrit lån, når det nuværende udløber. Godt 40 procent vil vælge at betale afdrag, mens de resterende 43 pct. endnu ikke ved, hvad de vil gøre. 

Du skal dog passe på med at overfortolke undersøgelsen, da den også indeholder låntagere, der lige har optaget et afdragsfrit lån, så deres afdragsfrihed først udløber om op til 10 år igen.

Der kan jo ske meget for denne gruppe på den tid mht. boligpriser, job, om børnene flytter hjemmefra osv. Derfor har de endnu ikke taget stilling endnu til, hvad de vil. Det forklarer måske, hvorfor mange ikke har taget stilling ifølge undersøgelsen.

Flere vil fortsætte afdragsfrihed

Han mener, at der sandsynligvis vil være en del flere end de 16 procent, der er interesseret i at forlænge afdragsfriheden, blandt de boligejere, der skal forlænge inden 2017.

Langt de fleste af dem, der skal have fornyet lånet nu og det kommende års tid, vil ligge under en belåningsprocent på 80 procent og have mulighed for at afdrage.

Mange kan forlænge afdragsfrie lån

16 procent lyder som et lille tal, men eksperter peger på, at der er flere, der er interesseret.

Og hvis man ellers ønsker det, burde det kunne lade sig gøre for de fleste af dem, der vil forlænge afdragsfriheden nu. De, der måske vil få et problem, er dem, der optog lån i 2006, 2007 og 2008. De kan godt stadig være teknisk insolvente. Men da der ikke var så mange, der købte bolig i denne periode, er problemet heller ikke så stort.