Har du mange æbler eller pærer i haven, og opbevarer du dem rigtigt, kan du spise hjemmeavlet frugt frem til det tidlige forår.

Plukning og opbevaring af æbler og pærer - sådan gør du

1. Pluk æbler og pærer, når de let slipper træet

Er æblerne plukket, før de er plukkemodne, får de ikke den rigtige smag.

I videoen viser Rasmus Johansen fra Amager Planteland, hvordan du nemt kan tjekke, om dine æbler er klar til at blive plukket.

2. Pluk æbler og pærer lige inden, de er helt modne

Jo længere tid frugten sidder på træet, jo kortere tid holder den, når den er plukket.

3. Nedfaldsfrugt er ikke lig med modne æbler

Det er ikke et tegn på, at æblerne er modne, når de første æbler falder ned. De er ofte fulde af orm og falder ned ca. 2-3 uger før, æblerne er modne.

4. Du kan ikke smage, om æblerne er plukkemodne

Fx er et Ingrid Marie-æble surt, når det er klar til at blive plukket. Det får først sin aroma, når det er blevet plukket.

5. Brug en frugtplukker

Frugt må ikke få stød, så vær forsigtig, når du plukker. Stødt frugt kan ikke holde sig særligt længe. Sidder frugten højt, kan du bruge en frugtplukker på en lang stang, så du ikke skal ryste frugten ned.

6. Spænd en plukkepose om maven

Hvis du skal plukke meget frugt, kan en plukkepose til at spænde om maven være en god idé. Så behøver du ikke hele tiden kravle ned af stigen med et enkelt æble. Du kan også bruge en gammel taske, som du spænder om maven.

7. Opbevar frugt fugtigt, køligt og frostfrit

Stil kasser med æbler og pærer et fugtigt og køligt sted med så meget luftcirkulation rundt om som muligt, evt. på nordsiden af huset, og sørg for god overdækning, så kasserne holdes tørre i regnvejr.

Sæt kasserne ind i fx udhus eller garage, inden der kommer hård frost. Står de et sted med betongulv eller fliser, er det en god idé at hælde lidt vand på gulvet, så luftfugtigheden forbliver høj.

8. Tilse kasserne jævnligt

Fjern frugt, der er råddent. Et råddent æble kan smitte de andre æbler, og ødelægge en hel kasse.

9. Undgå, at mus spiser dine æbler

Har der først været mus i kasserne, er æblerne og pærerne ikke meget værd. Mus kan ikke kravle på hovedet, så stil fx et rør på højkant, læg en plade henover og stil kassen med frugt på den. Så kan musene ikke komme hen til frugten.

10. Hav flere æblesorter i haven - eller del med naboen

Undgå for mange modne æbler i haven på en gang ved at have forskellige sorter i haven, som ikke modner på samme tid. Fx Discovery, som er modent i slutningen af august, Filippa, som giver æbler i september, og Elstar med æbler i oktober. Du kan også købe et familietræ med flere træsorter på, der modner på forskellige tidspunkter - eller du kan dele med naboerne, hvis I har forskellige æblesorter i haven.