Sådan gør du din elregning mindre

Ved at følge simple tommelfingerregler i hverdagen kan du spare mange penge, når din næste elregning kommer. Og hvis du udskifter dine gamle apparater med nye, energibesparende og mere effektive modeller, kan der være endnu flere penge at hente.

tændt el-pærer med kontakt
Få her i artiklen tips til at reducere din elregning. Foto: Torben Klint

Hvorfor spare på strømmen?

Når du sparer på strømmen, sparer du penge og reducerer din miljøbelastning på samme tid. De private husholdninger står for cirka en tredjedel af energiforbruger i Danmark, og der er derfor stort potentiale i at yde en kollektiv indsats for at bruge mindre energi.

Hvis dit forbrug og din elregning pludselig galoperer i den forkerte retning, er der specielt god grund til, at du giver dit energiforbrug et eftersyn. Måske har du for strømslugere i form af gamle el-apparater i husstanden; måske har du fået arbejdshjemmeplads, eller måske er der kommet flere el-apparater i din bolig på grund af familieforøgelse.

Hvis du vil tjekke dit strømforbrug, skal du især være opmærksom på strømtyve som:

  • El-vandvarmer, el-radiatorer, el-gulvvarme, el-varmeblæser, el-håndklædetørrer og el-opvarmning
  • Tv, it og elektronik (spillemaskiner)
  • Gammelt køleskab eller fryser
  • Tørretumbler
  • El-apparater på standby

LÆS OGSÅ: 6 sjove ideer: Få familien til at spare på el og vand

Hvad koster el?

Siden 1. januar 2003 har danskerne haft adgang til et frit el-marked. Det betyder, at du selv kan vælge, fra hvilken leverandør du vil købe din strøm. Strømpriserne varierer afhængigt af, hvilken leverandør du vælger, og om du vælger at købe strøm efter fast eller variabel pris.

sluk med fjernbetjeningen
Du kan især spare penge ved at slukke for gamle apparater. Arkivfoto.

Ved fast pris kender du prisen og betingelserne i den aftalte leveringsperiode. Du binder dig for en bestemt periode, som kan løbe i alt fra 3 måneder til flere år ad gangen. Ved variabel pris kender du ikke prisen for strømmen i leveringsperioden, da den kan svinge i overensstemmelse med dagsprisen for strøm.

Dagsprisen fastsættes på el-børsen, hvor danske og udenlandske el-producenter udbyder deres el, og hvor el-handelsselskaberne køber strøm til deres kunder.

Prisen på strøm varierer i løbet af døgnet og året. Men også vejrforholdene har betydning for prisen. I Sverige og Norge produceres el ved hjælp af vandkraft og store mængder vand og sne kan derfor resultere i faldende elpriser. Prisen på el kan virke uigennemskuelig, men du kan finde altid få overblik over de aktuelle priser ved at holde øje med Elpristavlen.

Når du kigger på de faktisk strømpriser og sidenhen på den regning, du har fået ind ad brevsprækken, vil måske undre dig over, at din regning er så stor. Kigger du på udspecificeringen, vil du se, at en stor bid af beløbet på strømregning stammer fra afgifter, staten opkræver. Det gælder fx el-afgift, tillægsafgift, el-distributionsafgift, el-sparebidrag og energiafgift, der alle udregnes som en pris pr. kWh. Foruden de statslige afgifter opkræver de fleste strømleverandører desuden en række afgifter for administration, distribution og andet.

Hvad er et typisk forbrug?

el-måler
Gennemsnitsdanskeren bruger 1.600 kWh om året (uden el-opvarmning). Foto: Erwin Wodicka.

Det er svært at sige noget om, hvor højt dit årlige forbrug af el bør være, for det afhænger af mange forskellige faktorer.

Hvis man vælger at holde el-opvarmning ude af regnskabet, ligger gennemsnitsdanskerens forbrug på ca. 1.600 kWh om året. Energistyrelsen mener ikke, det er realistisk at sige efter et forbrug på 1.000 kWh pr. person, hvis der bor flere i din husstand. Bor du alene, er det realistiske mål 1.500 kWh.

Der findes flere hjemmesider, der giver dig mulighed for at sammenligne dit elforbrug med andre, der har samme forudsætninger som dig.

Hvis opvarmning holdes ude af regnskabet, fordeler elforbruget på følgende:

  • 40 procent til tv, it og anden underholdningselektronik
  • 18 procent til vaske- og opvaskemaskiner
  • 14 procent til køle- fryseapparater
  • 12 procent til belysning
  • 11 procent til madlavning
  • 4 procent til opvarmning
  • 1 procent diverse

Når du ikke anvender dine apparater, står de ofte på standby. Cirka 10-15% af det samlede el-forbrug i en husstand går til standby funktioner, og ifølge beregninger foretaget af Miljøstyrelsen er danskernes standby-forbrug hvert år skyld i, at vi udleder 450.000 tons ekstra CO2.

Hvor kan du spare?

sluk for apparaterne fysisk istedet for at sætte dem på standby
Et let sted at spare er ved at slukke for apparater på standby. Arkivfoto.

El-forbruget hos de private forbrugere har været stabilt de sidste 10 år. Men antallet og størrelsen af elektriske apparater samt deres forbrug har ændret sig. Tidligere havde man få, men store el-apparater, mens man i dag har flere mindre, men mere energieffektive apparater. Til gengæld bruger de nye apparater en hel del strøm til standby-funktionen.

Du kan tjekke dine el-apparaters strømforbrug med et sparOmeter eller en elmåler. Det er en lille måler, som du kan låne hos dit energiselskab. Ud fra disse analyser kan du finde ud af, hvor du kan sætte ind for at spare på strømmen.

Spar på strømmen til hverdag

  • Du kan også spare på strømmen, ganske gratis, ved at følge disse råd:
  • Sluk for apparater, som står på standby.
  • Fyld vaske- og opvaskemaskinen helt op, og vask tøjet ved en lavere temperatur
  • Undgå at bruge tørretumbler, hvis du har mulighed for at tørre tøjet udenfor
  • Læg låg på gryderne, når du laver mad, og brug mindre vand, når du koger æg, kartofler m.m. Hvis du koger kartofler i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30 procent. Det kan også betale sig at have de rigtige gryder til det rigtige komfur. Bunden på gryder og pander skal være plane for at udnytte varmen optimalt
  • Fyld ovnen op. Stil maden i ovnen, allerede når du tænder den, og sluk lidt før, maden er færdig, så du udnytter både for- og eftervarmen
  • Sluk for lyset, når du ikke bruger det. Brug LED-pærer i stedet
  • Udnyt dagslyset. Flyt arbejds-, læse- og legepladser hen til vinduet
  • De fleste husholdninger kan spare 15-20 procent på elforbruget til lys, uden at det går ud over kvaliteten

Skift gamle husholdningsapparater ud

ernergi star-mærket computerskærm
Sørg for at vælge en computerskærm der er Energi Star-mærket. Foto:Kira Gall Henriksen

En stor del af de husholdningsapparater, man kan købe, skal være energimærkede. Det vil sige, at de skal vejlede forbrugeren om produktets energiforbrug. Forbruget markeres på en skala fra A++, A+, A til G, hvor A++ står for det laveste energiforbrug.

Vælg computere og computerskærme med Energy Star-mærkningen. Det kan betale sig at vælge en bærbar computer, da disse anvender ca. halvdelen af den strøm, som de stationære anvender.

Du skal være opmærksom på, at en del hvidevarer har et standby-forbrug, som ikke regnes med i energimærkningen. Derfor kan du spare yderligere på strømmen ved at vælge et apparat med et lavt standby-forbrug.

Der kan være gode grunde til at skifte det gamle køleskab ud med et nyt med energimærket A++ og i den rigtige størrelse, der passer til behovet. Det er ikke usædvanligt, at man kan spare 200-300 kr. om året ved at udskifte et apparat med B-mærke til A++.

Skift til el-apparater med lavt standby-forbrug

Du kan købe elektronisk udstyr, som bruger minimale mængder strøm til standbyfunktionen. De er mærket med Energy Star-mærkningen.

Skift glødepærer ud med LED- eller A-pærer

Hver gang du skifter en almindelig glødepære ud med en LED- eller A-pære, sparer du adskillige hundrede kroner om året i strøm. A-pærer holder 8-15 gange længere end almindelige pærer og bruger fire gange så lidt strøm. De fleste LED-pærer bruger mindre strøm end A-pærerne – de såkaldte sparepærer - til at skabe sammenlignelig lysstyrke.

LÆS OGSÅ: Sparepærer

LÆS OGSÅ: Energisparende belysning

Brug el-spareskinne

En el-spareskinne koster under 100 kr., men kan spare dig for flere hundrede kroner til strøm om året.

Den fungerer som en almindelig forlængerledning med stikdåse og sikrer, at når du slukker for computeren, så slukker du samtidig for skærm, printer, modem, scanner, højtalere m.v. Der går en tynd ledning fra el-spareskinnen op til computerens USB-port, som gør, at udstyret automatisk slukkes, når du slukker for computeren.

LÆS OGSÅ: Sådan sparer du på strøm til din pc

El-sparepumpe

Cirkulationspumper i varmeanlæg og andre pumper, der sørger for, at der er varmt vand med det samme, når du åbner for hanen, er tit ikke tilpasset behovet og/eller er ineffektive. De bruger derfor langt mere el end nødvendigt, og du kan spare meget el ved at udskifte en gammel pumpe til en mere energieffektiv el-sparepumpe i den korrekte størrelse. Gå efter en A-mærket cirkulationspumpe.

LÆS OGSÅ: Så meget sparer du på elvarme og varmepumper i 2013

Skyd genvej til en mindre elregning

  • Vælg de mest energieffektive apparater og hvidevarer, når du køber nyt
  • Vælg bærbare computere eller tablets frem for stationære
  • Vælg en moderne cirkulationspumpe
  • Fyld vaskemaskine og opvaskemaskine helt op
  • Vask ved 20 eller 30 °C
  • Brug tørresnoren frem for tørretumbleren
  • Sluk ældre udstyr på kontakten, eller tilslut det en el-spareskinne

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab