De danske mosbolde hedder Kokedama på japansk og er en gammel plantetradition, hvor den fugtige mos med jord omslutter planternes rødder på dekorativ vis. De bliver også kaldt fattigmands-bonsai.

I den originale kokedama-kultur fra Japan anvendtes små mini bonsai dyrkede plantekulturer, der blev indpakket og plantet i jord pakket ind i mos. De blev udstillet i små håndlavede fade og skåle - lidt i stil med egentlig bonsai.

Sådan gør du:

1. Klargør planten

Tag planten du vil anvende og fjern så meget af jorden som muligt. Når du laver mosbolde til udendørs brug, skal du huske at benytte hårdføre udendørsplanter, som fx bregne, husløg, miniaturefyr eller gran. Hvis den skal hænge i dit vindue, kan du også bruge mere sarte stueplanter som orkidé, hyacint og julestjerne.

2. Lav en kugle af jord og muld

Brug hænderne til at forme en gennemvædet kugle af pottemuld og leret havejord.

3. Del kuglen

Bræk forsigtigt kuglen i 2 dele.

4. Saml kuglen om plantens rødder

Placer plantens rødder og nederste del af stænglen i kuglens midte og klem de to halvdele af kuglen sammen om planten.

5. Form kuglen rund

Væd med vand, mens du former kuglen helt rund.

6. Dæk kuglen med mos

Omslut kuglen med et lille tæppe af mos, og bind det sammen med sejlgarn, wire eller anden tråd.

7. Hæng din mosbold op

Du har nu lavet din helt egen Kokedama og mosbolden kan hænges på grene, i vinduer eller lægges på fade. Kokedamaerne kan klippes og trimmes og med tiden kan de blive til små dekorative planteuniverser.

8. Vand kuglen regelmæssigt

Lad bolden trække i vand regelmæssigt for at holde rødderne fugtige. Specielt mosbolde med planter indendørs udtørrer hurtigt og kræver pleje for at klare sig. Et godt tip er at nedsænke mosbolden i vand i et par minutter, når den føles let.

Inspiration: Brug mos som kreativ forårs- eller julepynt

Der er masser af inspiration at hente, hvis du søger på #Kokedama på Instagram.