1. Indret efter køkkenets arbejdstrekant

Det meste af arbejdet i et køkken foregår i det trekantede areal mellem køleskab, vask og komfur. Det kaldes køkkenets arbejdstrekant.

Den samlede afstand mellem de tre punkter skal være mellem 360 cm og 660 cm for at give optimale arbejdsforhold. Hvis trekanten er for lille, føles pladsen trang, og er den for stor, skal du bære gryder og madvarer mere end nødvendigt.

Køleskabet er det punkt, der lettest kan afvige fra trekantsreglen, mens vask og komfur helst skal befinde sig 120-180 cm fra hinanden.

2. Lav en god tilberedningsplads

Tilberedningspladsen er det sted i køkkenet, hvor du står og snitter grøntsager, smører madpakker og parterer kylling. Tilberedningspladsen bør ligge mellem vask og komfur, så der er en glidende overgang mellem skylning, snitning og madlavning ved komfuret.

Hold tilberedningspladsen fri af køkkenmaskiner og krydderurter, så du kan udnytte hele bordpladen til dit arbejde.

Undgå at placere opvaskemaskinen under tilberedningspladsen – når den står åben, kommer den til at spærre for hele arbejdspladsen.

Beregn min. 120 cm bordplads til tilberedningspladsen.

3. Husk afsætningsplads!

Du skal have fri bordplads på begge sider af vask og komfur og på den ene side af køleskabet.

  • Vask: min. 60 cm på hver side.
  • Komfur: min. 60 cm på den ene side og 40 cm på den anden.
  • Køleskab: 60 cm på den ene side. Står dit køleskab placeret frit i rummet, kan du sikre afsætningsplads med et rullebord.

4. Husk akustikken i køkken-alrummet

Der opstår hurtigt larm og støj i et køkkenalrum, hvor familien snakker, emhætten kører, og den yngste spiller computerspil på samme tid.

Det gør rumklangen bedre

  • Opslagstavle eller kunstværker.
  • Trægulv, træbordplade og bogreoler.
  • Lydabsorberende plader i loftet.
  • Vælg støjsvage hvidevarer – især hvis rummet også er opholdsrum.

Det gør rumklangen værre

  • Hårde gulvflader som granitfliser eller brændte klinker
  • Bordplade af beton eller granit
  • Glatte, hårde vægge.