Sådan undgår du naboens røg, når du har varmegenindvindingsanlæg

Et varmegenindvindingsanlæg kan suge røg fra naboens brændeovn ind i din bolig. Men det kan du undgå. Få tre gode råd.

Få gode råd til, hvordan du undgår naboens brænderøg, når du har varmegenindvindingsanlæg

Få gode råd til, hvordan du undgår naboens brænderøg, når du har varmegenindvindingsanlæg. Foto: Lisbet Holten.

Røg fra naboens brændeovn, bål eller grill kan være generende, uanset om du har et varmegenindvindingsanlæg fra Genvex, Duka, Bosch eller et andet mærke. For når anlægget suger luft ud af dit hus og veksler den med luften udefra, kan både lugt og røgpartikler komme på besøg i stuen.

Her får du tre tip til at undgå generne:

LÆS OGSÅ: Tjek dit indeklima

  1. Den usikre og besværlige løsning: Flyt indsuget på varmegenindvindingen

Flyt indsuget på dit varmegenindvindingsanlæg, så det vender væk fra den eller de naboer, der ofte fyrer op i brændeovn eller bål. Det kan være ret enkelt og ret besværligt, afhængigt af, hvordan dit hus er bygget, og om en flytning af indsuget kræver en helt ny rørføring. Det er dog en usikker løsning, da vinden kan komme fra mange retninger og føre røgen hen mod dit indsug, uanset hvor det sidder.

  1. Den bedste, men også dyreste løsning: Montér pollenfilter og kulfilter

Få monteret et F7 filter/pollenfilter og et kulfilter på dit varmegenindvindingsanlæg.
Et F7-filter kan fjerne 60-90 % af røgpartiklerne, du får ind fra naboens brændeovnsrøg og kan fås for 200-500 kr. alt afhængig af, hvilket anlæg, du har. Det monteres direkte på de eksisterende rør på anlægget.

Et kulfilter tager lugtgenerne fra røgen. Det er en ekstern boks, som monteres dér, hvor luften kommer ind og koster omkring 4.000 kr.

Filterløsningen er den bedste, men også den dyreste løsning. Og den kræver, at du får vejledning fra producenten af dit varmegenindvindingsanlæg og/eller et serviceeftersyn af det. De almindelige filtre skal renses og skiftes jævnligt, og hvis du får monteret F7-filter og kulfilter, skal du derudover være sikker på, at anlægget er dimensioneret til det, så du stadig får den optimale effekt ud af varmegenindvindingen og ventilationen.

  1. Den billigste løsning: Bed naboen om at fyre korrekt i brændeovnen

Tal med din nabo. Hvis din nabo fyrer korrekt op i sin brændeovn, vil der ikke blive udviklet så meget røg, og så vil varmegenindvindingsanlægget ikke suge lugt- og partikelgener ind i dit hus. Måske kan I tage en hyggelig snak om, hvordan man fyrer på den mest hensigtsmæssige måde.

Det kommer dog meget an på naboskabet, om denne løsning er mulig. Kan I ikke blive enige, kan du slukke anlægget, mens naboen fyrer – men det er irriterende for dig i længden og kan skade dit indeklima.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab