Sådan undgår du ukrudt i køkkenhaven

Hvis du sætter ind i foråret, er det nemt, at holde din køkkenhave fri for ukrudt resten af sommeren. Læs her, hvad du skal gøre.

Du kan nemt fjerne nye, små ukrudtsskud med en kultivator

Når jorden er gennemarbejdet, kan du nemt fjerne nye, små ukrudtsskud med en kultivator, inden de blomstrer og kaster frø.

Arkivfoto.

Hvis du ikke allerede er i gang, skal du skal begynde at forberede jorden i din køkkenhave til såning nu.

Gør du et grundigt forarbejde nu, og derudover tager ukrudtet i opløbet, bliver det ikke noget problem at holde din have ukrudtsfri.

SE TEMA: Køkkenhave

Sådan forebygger du ukrudt i køkkenhaven

  1. Rens jorden for rødder. Når du har udvalgt en plet til køkkenhave, skal du grave jorden godt igennem med en greb og fjerne ALLE rodstumper. Selv den mindste rodstump kan blive til en ny plante.
  2. Fjern øvrigt ukrudt. Hiv alle totter op – brug evt. en hakke eller grav dem fri med en lille skovl.
  3. Kultivér jorden. Løsn de øverste 10-15 cm med en kultivator, så jorden bliver let og luftig.
  4. Lad jorden hvile 1-2 uger. I løbet af et par uger vil det pible op med små ukrudtsplanter fra frø, der har ligget i dvale i jorden.
  5. Kultivér jorden igen. Du fjerner nemt de nye små ukrudtsplanter ved at arbejde jorden igennem med kultivatoren igen, og hvis jorden er tør, vil de hurtigt visne.

Nu har du gjort et godt stykke forarbejde.

Hvis du fortsat kultiverer jævnligt i løbet af sommeren, så du fjerner ukrudtet, mens det er småt og ikke har kastet frø, kan du stort set holde køkkenhaven ukrudtsfri.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Claus Dalby: Børnenes have

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab