Sådan vælger du det rigtige juletræ

Skal det være rødgran eller nordmannsgran? Hvordan sikrer du, at træet ikke har svamp? Vi guider dig til at finde et flot og sundt juletræ, der passer til dit hjem.

Bolius' haveekspert Jesper Carl Corfitzen holder et juletræ, han lige har fældet.

Skal du ud og fælde dit eget juletræ? Så få gode råd til at vælge det rigtige træ - rådene kan også bruges, hvis du køber et juletræ, der allerede er fældet. 

Snart er det tid til, at juletræet skal have sin pynt - men først skal juletræet fældes eller hentes.

Men hvordan sikrer du, at du får et sundt og smukt træ?

I videoen herunder giver Bolius' haveekspert, Jesper Carl Corfitzen, gode råd til, hvad du skal kigge efter, når du vælger juletræ - hvad enten du fælder det selv eller køber et træ, der allerede er blevet fældet.

Det skal du holde øje med, når du vælger juletræ

  • Er nålene gullige, kan det være tegn på næringsmangel, vækstproblemer eller svampesygdomme.
  • Stor afstand eller luft mellem grene kan være tegn på, at juletræet har vokset for hurtigt.
  • Hvis flere af grenene på træet peger opad, er det tegn på, at træet laver flere 'toppe'. Du kan evt. klippe de grene af, der gør sådan.

Sådan får du et pænt træ

  • Vælg et symmetrisk træ med blanke, mørke nåle.
  • Du behøver ikke at fravælge et træ, selvom det er lidt usymmetrisk eller har grimme grene for neden. Det kan du let gøre pænere ved at klippe nogle grene af.
  • Fæld et træ, der er ca. 20 cm højere end det, du har brug for. Det giver dig både mulighed for at tynde ud i evt. grimme grene samt at save lidt af træet, så det får et friskt snit, når det skal indendørs.

Forskellene på rødgran eller nordmannsgran

I mange familier er der en stræk tradition for enten rødgran eller nordmannsgran. Rødgranen er det oprindelige juletræ i Danmark, mens nordmannsgranen i dag er den mest populære sort.

Rødgran

  • Er det oprindelige, danske juletræ
  • Har matte nåle, der er lidt mere stikkende end på en nordmannsgran
  • Får lange kogler, der hænger på grenene
  • I en varm stue tørrer rødgranen hurtigere ud end nordmannsgranen, og derfor vil flere af nålene drysse hurtigere af. Den passer godt til dit hjem, hvis træet kun skal stå indenfor i nogle dage
  • Er som regel smallere og ikke så fyldig - passer godt, hvis du har en mindre stue. 

Nordmannsgran

  • Er det mest populære juletræ i dag
  • Har blanke nåle, der er blålige på undersiden
  • Får kogler, der står op og falder af træerne
  • Har seje nåle, der som regel bliver siddende, selvom de bliver tørre. Den mister dog lidt af glansen, når den står indenfor. Den passer til dit hjem, hvis du har juletræet indenfor op mod to uger
  • Er mere tæt og fylder mere - passer godt, hvis du har højt til loftet eller en stor stue. 

Sådan får du dit juletræ til at holde indtil juleaften

Skal træet stå tørt eller vådt, i læ eller regn, når du har fældet eller købt? 

Jesper Carl Corfitzen forklarer i videoen herunder, hvordan du bedst opbevarer dit juletræ, så det holder sig frisk helt til juleaften. 

Det er en god idé at: 

  • Stille træet oprejst op ad fx en stolpe eller et hegn.
  • Undgå at stille det i læ i garagen eller under en overdækket terrasse, da træet gerne vil have regn, nattedug og fugt for at holde længere. 
  • Sætte træet i en fod med vand, når du tager det ind til jul, hvis du gerne vil have det stående inde i længere tid end blot et par dage. Står det i vand, kan det holde et par uger indenfor.  
  • Lave et nyt snit i træet for neden, hvis det skal stå i vand, for så suger det bedre, og du kan dermed også sikre dig, at snittet bliver helt lige, så træet står lige. 

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab