Varme, tid og sæbe er vaskemaskinens mest effektive våben mod virus og bakterier. I en tid med fokus på at minimere risikoen for spredning af corona-virus er det derfor en god idé at have fokus på vaskevanerne.

- Det, der er mest effektivt slår bakterier og virus ihjel, er vask på 60 grader og derover, men man kan sagtens vaske tøjet rent ved lavere temperaturer,  siger Anne Grete Rasmussen, rengøringsekspert, og kendt som Fru Grøn

Vask tøj ved 80 grader i særlige tilfælde

Hvis vasketøjet er tilsølet af blod, afføring, diarré, opkast eller urin, bør du sætte vasketemperaturen til mindst 80 grader, anbefaler Sundhedsstyrelsen.

Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger for tøjvask

Hun anbefaler derfor, at sengetøj, håndklæder, viskestykker og klude, som sagtens kan holde til høje temperatuer, altid vaskes ved 60 grader, hvis man er en sund og rask familie. Ved almindelig tøjvask råder Anne Grete Rasmussen til, at man følger vaskeanvisningen i tøjet, som man plejer.

Sundhedstyrelsen har tidligere ud fra et forsigtighedsprincip anbefalet, at man vaskede alle tekstiler ved 60 grader, hvis der var konstateret smitte i husstanden. Nu lyder anbefalingen, at man som vanligt følger vaskeanvisningen i tøjet - også, hvis der er konstateret coronavirus.

Sæben og enzymerne i vaskevandet vil opløse den membram af fedt, der sidder rundt om virussen, så den bliver inaktiveret. 

Vælg det rigtige vaskemiddel

Det er ikke alle tekstiler, som tåler høje temperaturer. Men med korrekt brug af vaskemiddel behøver tøj, som vaskes ved lavere temperaturer ikke blive en smittekilde.

Coronavirus er omgivet af en fedtkappe, som kan opløses af sæbe. Derfor er vaskemiddel også et effektivt våben, når virus skal vaskes ud af tøjet. Men det er afgørende, at du vælger det rigtige vaskemiddel i den rigtige mængde.

- Vasker du ved lave temperaturer under 40 grader, så er det bedst at vælge flydende vaskemiddel, da pulver er svært at opløse ordentligt. Desuden er det vigtigt, at du doserer korrekt, så der er sæbe nok i vaskevandet, siger Anne Grete Rasmussen.

Doseringen afhænger af, hvor meget kalk der er i vandet, så tjek hårdhedsgraden, der hvor du bor, og følg anbefalingerne på pakken. Du kan tjekke, hvor hårdt vandet er i dit område her.

Vasker du ved lave temperaturer, kan du med fordel vælge flydende vaskemidler finvaskemidler, som er tilsat enzymer. Enzymerne er gode til at opløse smuds selv ved lave temperaturer. Særligt enzymet lipase er værd at kigge efter i varedeklarationen, fordi det netop kan opløse fedt ved lavere temperatur.

Brug længere vaskeprogrammer med omtanke

Det er ikke kun den høje temperatur, men også længden af vaskeprogrammerne, der er afgørende for bekæmpelse af virus og bakterier. 

- Med et længere program får maskinen bedre tid til bearbejdning af vasketøjet i tromlen, Rasmussen. Det gælder specielt meget beskidt vasketøj af bomuld, forklarer Anne Grete.

Hun anbefaler dog kun at bruge de lange programmer ved særlige behov, da de slider på tøjet og belaster miljøet.