Sådan vedligeholder du udvendigt træværk

God vedligeholdelse af udvendigt træværk kræver den rigtige type maling og ikke mindst et grundigt stykke arbejde.Få gode råd til, hvordan du får dit udvendige træværk til at holde i årevis.

Vedligeholdelse af træværk

De fleste træsorter skal vedligeholdes med enten træbeskyttelse eller maling, så træværket får en længere levetid. Foto: Malingshoppen.dk

Hvorfor skal udvendigt træværk vedligeholdes?

Det udvendige træværk lever en temmelig hård tilværelse, skiftevis udsat for regn og fugt og solens nedbrydende stråler. Er overfladen porøs og nedbrudt, vil fugt kunne trænge ind, og så er vejen banet for mikroorganismer, der fører til råd og svamp, som på sigt ødelægger træet. For at undgå dette skal træværket vedligeholdes med træbeskyttelse eller egentlig maling.

Der er flere ting at tage hensyn til, når du skal vælge den rigtige behandling:

  • Hvor udsat er træet?
  • Træets tilstand
  • Tidligere behandling
  • Trætype
  • Ønske om behandlingens holdbarhed
  • Ønske om udseende

Hvor ofte skal træværk vedligeholdes?

Behandling af træværk. Træbeskyttelse påføres med lille pensel.

En lille pensel er god til de fine detaljer, nrå du skal behandle dit træværk. Foto: Malingshoppen.dk

Der er ingen præcis facitliste for, hvor ofte træværk skal behandles. Vedligeholdelsen afhænger af, hvor udsat træet er for vejr- og fugtpåvirkninger, kvaliteten af tidligere behandlinger, og hvad træet er behandlet med.

I udgangspunktet bør du tjekke træværket mindst én gang om året og så behandle det i god tid, inden overfladen begynder at blive nedbrudt. Er træbeskyttelsen først begyndt at skalle af, eller er overfladen blevet grå og dækket af mug og skimmelsvamp, skal der meget mere arbejde til at rette op på sagen.

Regn med, at helt farveløse eller transparente produkter kun holder et halvt til et år, mens halvdækkende kan holde 2-4 år, før du skal behandle træet igen.

Heldækkende træbeskyttelse og maling holder op til 8 år, hvis behandlingen er grundigt og korrekt udført.

En udbredt misforståelse er, at trykimprægneret træ ikke kræver yderligere beskyttelse. Men også trykimprægneret træ kræver jævnlig behandling med træbeskyttelse for at holde i længden.

LÆS OGSÅ: Tjek husets udvendige træværk

Hvilken slags træbeskyttelse skal du bruge?

Træbeskyttelse fås i princippet i 3 forskellige udgaver: Transparent, halvdækkende og heldækkende. Disse fås igen i forskellige typer, hvor du kan støde på produktnavne som fx "vandbaseret træolie", "laserende træbeskyttelse" m.v.

LÆS OGSÅ: Overfladebehandling af udvendigt træværk

Jo mindre pigment der er i træbeskyttelsesmidlet, jo bedre vil du kunne se træets farve og struktur igennem det. Omvendt beskytter behandlingen træet bedre, jo mere dækkende den er. En heldækkende træbeskyttelse eller maling giver således den bedste beskyttelse af træet, men stiller også større krav til underlaget, hvis resultatet skal blive godt.

Hvis træet tidligere er behandlet med transparent træbeskyttelse, kan du vælge at fortsætte med det eller skifte til en mere dækkende. Er træet i forvejen behandlet med heldækkende, bliver du nødt til at fortsætte med det. Vil du gerne skifte farve på træværket, skal du også bruge heldækkende eller maling.

Skal du bruge terpentin eller vandbaseret træbeskyttelse?

Vælg den rigtige udendørs maling når du skal behandle dit træværk.

Ikke kun farven på træværket er vigtig - også typen af maling har betydning for resultatet. Det er derfor en god idé at få rådgivning af din farvehandler, så du er sikker på at få de rigtige produkter med hjem. Foto: Malingshoppen.dk

Den vandbaserede plastalkyd er den mest anvendelige til langt de fleste formål. Den terpentinbaserede alkyd er bedst, hvis træet er meget nedbrudt eller ikke er godt afrenset og grundet.

Terpentinprodukter kan normalt ikke anvendes oven på vandbaserede, mens det omvendte oftest vil være tilfældet. Hvis du er i tvivl, om træet i forvejen er behandlet med den ene eller den anden type produkt, kan du udføre følgende lille test:

  • Påfør lidt xylen på et lille område af træet. Hvis overfladen på malingen eller træbeskyttelsen bliver blød og tyggegummiagtig, er der tale om et vandbaseret akrylprodukt. Hvis overfladen ikke påvirkes, er der tale om et terpentinbaseret produkt.

Vær forsigtig, når du bruger xylen. Da xylen er et organisk opløsningsmiddel, som både er sundhedsskadeligt og brændbart.

Grundingsmidler, der bruges på nyt eller helt afslebet træ, og som med deres indhold af fungicider beskytter mod råd og svamp.

Langt det meste træ udvendigt på huset er nåletræ som fyr eller gran, men fx cedertræ, lærk samt eksotiske træsorter som teak er i stigende grad populære, og de kræver andre typer behandling.

Under alle omstændigheder er det en god idé at få en grundig snak med din farvehandler eller tømrer om den aktuelle opgave, så du er sikker på at få de helt rigtige produkter. Det er desuden en god idé at bruge produkter fra samme serie, hvis du har brug for at give en behandling med flere trin.

LÆS OGSÅ: Overfladebehandling af udvendigt træværk

Hvordan skal du afrense og klargøre træværket?

Afrensning af træværk inden behandling med træbeskyttelse.

Sørg for at fjerne al løs maling og rens træværket grundigt, inden du maler dit udvendige træværk. En ordentlig afrensning sikrer, at malingen hæfter bedre. Foto: Torben Klint

Det er vigtigt, at træværket er rent og fri for forvitring. Er overfladen ikke det, vil den nye maling ikke få tilstrækkelig vedhæftning. 

Sørg for at følge de instruktioner, der er på det renseprodukt, du anvender. Hvis overfladen er snavset eller fedtet, skal den vaskes med grundrens først. Derefter skal der vaskes med rent vand. Brug evt. en hård børste, hvis skidtet sidder godt fast. Undgå at brug højttryksrenser. En højttryksrenser kan beskadige overfladen og gøre den mere sårbar over for vind og vejr.

Træet skal være tørt, inden du går videre med behandlingen. Hvis der er nogle områder, hvor den gamle maling er nedbrudt eller afskallet, skraber og sliber du det løse væk.

Sørg for ordentlig afdækning, så du undgår malerklatter.

De steder, hvor træværket er bart, skal du grunde med en grundingsolie, inden du overfladebehandler med træbeskyttelse. Typisk skal grundsingsolien tørre en dags tid.

Hvordan færdigbehandler du med laserende eller transparent træbeskyttelse?

Hvis du bruger en transparent eller laserende træbeskyttelse, er du nu klar til at male. Det er normalt nemmest at bruge pensel. Det er vigtigt at komme ind i alle hjørner og kroge og få træbeskyttelsen arbejdet godt ned i overfladen.

Hvor mange lag du skal give, afhænger af hvor meget træet suger. Det mest almindelige er at male 2 gange. Husk at overfladen altid skal være tør, inden du giver næste behandling.

Hvordan færdigbehandler du med dækkende træbeskyttelse?

De bare pletter, som er grundet med grundingsolie skal plettes med maling og tørre, inden du går igang med den egentlige behandling af hele overfladen. Ligeledes skal revner og sprækker udfyldes med akrylfugemasse til udendørs brug. Glat efter med vand ved hjælp af pensel, svamp eller klud.

Nu er du klar til at slutbehandle. Det er normalt bedst at bruge pensler - en stor til fladerne og små til kanter og hjørner.

LÆS OGSÅ: Sådan vælger du den rette malerpensel til dørkarme og vinduer

Hvor mange lag, du skal give afhænger af, hvor nedbrudt den gamle maling er. Det mest almindelige er at male 2 gange. Det kan tit være nødvendigt at give en gang mere i solsiderne end i skyggesiderne. Ved farveskift skal der altid males mindst 2 gange.

SE TEMA: Maling - udendørs

Video: Sådan maler du dit udendørs træværk

I videoen herunder viser malermester Carina Blach tre trin til maling af udendørs træværk: Forberedelse, grunding og maling. 

Gode råd når du skal behandle udvendigt træværk

  • Jo bedre afrenset træet er, jo bedre vil træbeskyttelsen hæfte, og jo længere tid vil der gå, inden du skal behandle igen.
  • Anvend ikke højtryksrenser på træværk, da du kan risikere at ødelægge overfladen.
  • Træet skal altid være helt tørt, inden du begynder at behandle det.
  • Sørg for at komme godt ind i alle kroge og hjørner.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab