Sætningsrevner

Sætningsrevner opstår på grund af forskydninger eller bevægelser i jorden under huset. De kan i yderste konsekvens medføre, at huset styrter sammen. Søg rådgivning, hvis der er tegn på sætningsrevner.

En sætningsrevne under udvikling.

En sætningsrevne under udvikling. Den nyfiltsede væg er allerede revnet igen. Foto: Huset Hovmand ApS

Der kan opstå mange typer revner i vores huse. Det er dog ikke alle revner, der er lige så alvorlige som revner, der skyldes sætninger i huset.

Sætningsrevner opstår på grund af forskydninger eller bevægelser i jorden under huset.

Revner i facader og tag medfører generelt risiko for vandindtrængning og dermed nedbrydning af huset.

Er der imidlertid tale om sætningsrevner, kan de i yderste konsekvens medføre, at huset styrter sammen.

LÆS OGSÅ: Tjek husets sokkel

Typisk sætningsrevne

Typisk sætningsrevne i ældre ejendom med revne fra soklen og op i murværket. Foto: Huset Hovmand ApS

Hvordan ser en sætningsrevne ud?

En sætningsrevne er typisk en revne, der fortsætter fra soklen og op i murværket. Sætningsrevner kan både give sig til kende udendørs og indendørs.

Generelt skelnes der mellem sætningsrevner der udvikler sig, og sætningsrevner, der ikke udvikler sig.

  • Hvis revnerne udvikler sig, tyder det på, at der er tale om en igangværende sætning. Jo hurtigere de udvikler sig, jo værre er problemet. Igangværende sætninger skal stoppes så hurtigt som muligt, så skaderne begrænses mest muligt.
  • Hvis revnerne ikke udvikler sig, kan man tage det mere med ro og få udbedret revnerne ved lejlighed.
Gammelt murværk, som er repareret, efterfuget.

Gammelt murværk, som er repareret og efterfuget. Murværket fremstår igen som nyt. Foto: Huset Hovmand ApS

Hvad er årsagen til, at der opstår sætningsrevner?

Sætningsrevner er i de fleste tilfælde ikke noget der opstår ud af det blå, men er derimod noget, der ofte har sin oprindelse tilbage fra, da huset blev opført. De opstår, fordi jorden under huset skrider eller falder sammen, så fundamentet rykker sig.

Har jordbundsforholdene ikke været i orden ved opførelsestidspunktet, kan det meget vel med tiden forårsage sætningsrevner senere hen. Inden man bygger hus, er det derfor vigtigt at få jordbundsforholdene undersøgt for at kunne tage højde for evt. dårlige funderingsforhold. Det vil typisk være en geotekniker, der undersøger jorbundsforholdene.

Gode, bæredygtige jordarter er eksempelvis moræneler, rent grus eller klippe, mens dårlige jordbundsforhold uden bæreevne er jordarter som muldjord og gytje, der består af nedbrudte organiske plantedele.

Sætningsrevner forekommer særligt hvor to bygninger er bygget sammen, fx ved havestuer og tilbygninger. Når dele af bygningen ikke er opført på samme tid, kan de være bygget på forskellige fundamenter, og bygningerne kan sætte sig forskelligt.

Sætningsrevner, der udvikler sig, kan skyldes:

  • At jorden under huset synker som følge af, at husets vægt overstiger jordens bæreevne.
  • At der er sket en grundvandssænkning. Grundvandssænkning kan medføre, at de tidligere vandfyldte jordlag synker, hvorved huset synker med. Grundvandssænkning kan også medføre råd i funderingspæle, som dermed mister deres bæreevne.
  • Rystelser i nabolaget som følge af større bygningsarbejder, pælefundering eller tung trafik kan også være årsag til sætningsrevner.
  • At særlige lerholdige jordarter svinder ind i tørkeperioder.

Sætningsrevner, der ikke udvikler sig, kan skyldes:

  • At der er opnået en balance mellem husets vægt og jorden under. Denne balance kan opstå efter en vis årrække og ses typisk ved ældre ejendomme.

I udgangspunktet vil en sætningsrevne, som skyldes dårlige jordbundsforhold, aldrig ophøre, men med tiden vil tilvæksten aftage. Størsteparten af alle sætninger foregår i løbet af bygningens først 10 leveår, hvorefter resten vil komme senere hen og være aftagende år for år.

Det er ikke unormalt, at huse der er mere end 100 år gamle ”har sat sig”, hvorved risikoen for, at revnerne vil udvikle sig til et reelt problem, er næsten lig nul.

Pælenedramning til forstærkning af fundament

Pælenedramning til forstærkning af fundament. Foto: Dansk Fundering ApS

sætningsrevne musetrappeforløb

En sætningsrevne med karakteristisk musetrappeforløb. Sætningen er stoppet, og sætningsrevnen er skåret op og er under udbedring. Foto: Huset Hovmand ApS

Hvordan udbedre du sætningsrevner?

Konsekvenserne af et overset eller forkert behandlet sætningsproblem kan blive dyrt. Vær derfor meget opmærksom på eventuelle sætningsrevner og sørg for at få fastlagt, om der er tale om en stabil sætning, eller om det er et problem under udvikling. Her er det især vigtigt at kigge på sætningens udvikling over tid for at vurdere problemets omfang.

I de fleste tilfælde er det muligt, men kan være dyrt, at stoppe igangværende sætninger, og du bør søge professionel hjælp til opgaven.

En god idé er at få en geotekniker og/eller en ingeniør med på råd. De ville kunne fastlægge årsagen og omfanget af skaden og ligeledes give en vurdering af, hvor meget det kommer til at koste at udbedre den.

Der er set eksempler på, at huse har været så medtagede, at den eneste rationelle løsning har været at rive dem ned, men får du stoppet revnedannelsen i tide, er det muligt at gøre noget ved dem.

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • BYG-ERFA Erfaringsblad (29) 07 12 27
  • BYG-ERFA Erfaringsblad (29) 07 12 28

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab