Indbrudstyvens værste mareridt er naboer, der hjælper hinanden med at holde øje i kvarteret. Hvis du er tilmeldt ordningen med nabohjælp, får du nu chancen for at få et stort skilt, der kan stå på vejen og sende et tydeligt signal om, at der bliver holdt godt øje med indbrudstyve på vejen. 

TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd trækker 6. september 2018 lod om 300 gratis nabohjælpskilte blandt ordningens aktive nabohjælpere. For at deltage i lodtrækningen, skal du lægge et lod i hatten dagen før, altså onsdag 5. september.

Sådan deltager du i lodtrækningen

  1. Du skal have en profil på nabohjælp.dk og være aktiv nabohjælper for at kunne deltage
  2. Log ind på din profil den 5. september 2018 og deltag via http://www.nabohjælp.dk/gratisskilte
  3. Kryds fingre for, at du bliver en af de heldige vindere

Betingelser: Hver husstand kan deltage med et lod. Det er muligt at vinde et skilt pr. husstand og pr. vej. På den måde får flest muligt glæde af skiltene. Hvis flere brugere deltager fra samme vej, øges chancen for at vejen vinder. Skiltets placering skal afstemmes med dine naboer og godkendes af kommunen. Vinderne får direkte besked.

Rasende populær indbrudssikring

I 2015 var knap 90.000 borgere med i nabohjælps-ordningen. Det Kriminalpræventive Råd oplyser til Videncentret Bolius, antallet siden da er vokset til 232.000 tilmeldte nabohjælpere fordelt på 209.000 husstande.

Hver måned kommer der ca. 3.500-4.500 nye nabohjælpere til. Sideløbende arbejder Det Kriminalpræventive Råd for at sikre, at medlemmerne forbliver aktive ved fx at dele viden om mistænkelig adfærd eller indbrud i nabolaget. En udvikling, der vækker glæde hos Tine R. Sode, fagekspert i indbrudssikring hos Videncentret Bolius.

- Vi ved, at en af de bedste sikringer imod indbrud er at få naboen til at holde øje med ens hus, så det er godt, at så mange boligejere har sørget for det. Og så er det fint, at man pludselig har en rigtig god grund til at tale lidt mere med sine naboer, siger Tine R. Sode.

Indbrud forebygges ikke alene med skilte

Skiltene er gode til at synliggøre nabohjælpen, men et skilt hverken kan eller bør stå alene. Det er vigtigt, at der er handling bag for at nabohjælpen virker.

Hvis indbrudstyvene ser et skilt, men ellers ikke fornemmer, at det er et kvarter med opmærksomme naboer eller liv, er det ikke nok til at skræmme dem væk.

Som nabohjælper kan du foruden store skilte også bestille små klistermærker og mindre skilte, som du fx kan montere på en dør eller havelåge.

En undersøgelse, analysevirksomheden YouGov lavede for Videncentret Bolius i 2016, viste, at 56 procent af de adspurgte boligejere havde lavet aftale om nabohjælp eller -overvågning. Samme undersøgelse viste, at 89 procent af de adspurgte havde sikret deres bolig imod indbrud.