Hvilke sikkerhedsregler gælder for legehuse i private haver?

Børn leger og udforsker verden, når de udvikler deres færdigheder – og det skal helst ske i sikre omgivelser.

Der er ikke regler omkring sikkerheden i legehuse i private haver, hvilket i sig selv måske er en ekstra god grund til at tjekke, om legehuset i haven nu også er forsvarligt at lege i. 

Offentlige eller delvis offentlige legeplader er underlagt en række regler og standarder, der skal overholdes. Et legehus i en privat have skal derimod ikke opfylde disse regler. Det er dog ikke ensbetydende med, at man skal slække på sikkerheden. 

Reglerne for de offentlige legepladser er en god rettesnor at gå efter, når du skal tjekke efter, om sikkerheden er i orden i legehuset og på de øvrige legeredskaber i haven. Det er disse regler, der bliver henvist til i denne artikel. 

Hvad skal der til for at gøre legehuset mere sikkert?

Det er vigtigt, at børnene ikke kan få hovedet i klemme nogle steder i legehuset. De såkaldte hovedklemfælder er farlige, da hovedet kan sidde fast, hvilket i værste fald kan føre til kvælning. Derfor er der udarbejdet europæiske standarder med mål for, hvor store åbningerne i et legehus skal være, for at undgå denne type af ulykker.

Ifølge de europæiske standarder skal åbninger enten være: 

  • Mindre end 8,9 cm.

eller 

  • større end 23 cm, hvis åbningen er placeret mere end 60 cm over underlaget.

Er afstanden under 8,9 cm, kan barnet ikke få hovedet igennem. Er afstanden over 23 cm, kan kroppen komme igennem, og åbningen er så stor, at hovedet ikke sætter sig fast.

Disse mål er oplagte at overholde i legehuset i haven, så du undgår hovedklemfælder. Det gælder både, hvis du selv bygger et legehus, og hvis du køber et præ-fabrikeret legehus eller legeredskaber i fx et byggemarked.

Legehuset bør have 2 adgangsåbninger, hvis huset er dybere end 2 meter. Disse adgangsåbninger må ikke have mål, der er mindre end 50 cm, og de skal være placeret på forskellige sider af huset, så man kan komme ud i tilfælde af brand.

Hvordan gør du taget på legehuset sikkert?

Taget skal have en passende hældning, så det ikke er for let at komme op på det – og slet ikke for de mindste børn. 

Hvis legehuset er bygget med støttegreb til hænder og fødder på taget, så er taget en del af et klatreredskab, ifølge standarderne, og så skal der være et faldunderlag rundt om huset, hvis legehuset er opstillet offentligt. Denne regl er også en god rettesnor hjemme i din private have, så du forebygger faldulykker.

Sørg også for, at tagbeklædningen ikke er for glat, hvis det er muligt for børnene at kravle op på taget.

Hvordan undgår du andre skader? 

Bevægelige åbninger, som døre og vinduer, må ikke være mindre end 12 mm, hvis du vælger at følge standarderne for de offentlige eller delvis offentlige legepladser. Det sikrer, at barnet en chance for at få fingrene ud, inden de bliver knust, hvis nogen skulle lukke døren eller vinduet, mens fingrene er i vejen.

Der må ikke være søm eller skruer eller andre spidse genstande, som børnene kan rive sig på. Sørg også for, at eventuelt træværk er høvlet, så det ikke splintrer.

Vælg helst maling eller træbeskyttelse uden kemi, og undlad at anvende trykimprægneret træ, hvis du vil beskytte dit barn mod unødvendige kemikalier.

Hvordan tjekker du, at legehuset er sikkert?

Sørg for at gå systematisk til værk og mål efter, om alle åbninger overholder standarderne.

Hvis du vil teste, at anoraksnore ikke kan sætte sig fast, kan du bruge en almindelig snor, der er ca. 3,5 mm tyk, hvor du har sat proppen fra en ketchupflaske fast i enden af den. Det er ikke helt efter bogen, men det vigtigste er at finde fejlene og undgå, at ulykken sker.

Sørg for at gennemgå legehuset for skader og råd med jævne mellemrum, og udskift defekte, nedslidte og rådne dele, så snart du opdager dem. Det forebygger både splinter i fingrene og mindsker risikoen for personskade ved et eventuelt kollaps.

Hvilke byggetekniske krav er der til legehuse generelt? 

De almindelige byggetekniske krav gælder også for legehuse. Det betyder, at legehuset skal være konstrueret robust og kunne klare belastning af børn, der kravler på det.

 

Podcast: Mig og min have

Episode 6: Leg i haven

En have skal rumme hele familien - og indbyde til hygge og samvær. Vi sætter i dette afsnit fokus på, hvordan du med simple metoder kan få mere leg og samvær i haven til gavn for hele familien.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit