Skal jeg skifte mit F1-lån ud – og med hvad?

F1-lån er ikke længere så attraktive, som de har været, og det er værd at overveje, om det skal skiftes ud med F3- eller F5-lån, fastforrentede lån eller en af de nye lånetyper. Få gode råd her.

mand og kvinde ser tænksomt på iPad

Skal du skifte dit F1-lån? Og i så fald, til hvad? Få gode råd her.

Skal dit F1-lån snart refinansieres, er det værd at overveje, om F1-lånet er det rigtige lån for dig fremover. På grund af risikoen ved den årlige refinansiering af lånet, er realkreditselskaberne ikke særlig glade for F1-lånet længere og forsøger derfor at presse låntagerne over i nye lån ved hjælp af både stok og gulerod.

På den ene side er gebyrer som kursskæring og bidragssats på F1-lånet røget i vejret, og på den anden side har realkreditselskaberne lanceret alternativer til F1-lånet med en lavere effektiv rente.

F1-lån på vej ud

Sammenlagt betyder det, at det gamle F1-lån er ved at afgå ved døden, vurderer privatøkonomisk rådgiver, Hans Peter Christensen fra uvildige.dk.

- Der er stadigvæk en stor del af danskerne, der har et F1-lån, men det bliver færre og færre. Som nuværende F1 -låner vil jeg ikke være nervøs for at blive tvunget over i noget andet, og som ny låntager vil jeg end ikke overveje et F1-lån, men i stedet vælge en af afløserne, et F3- eller F5-lån eller gå helt over i en 30-årig fast rente, siger han.

LÆS OGSÅ: Realkreditlån

Billigt at skifte fra F1- til F3- eller F5-lån

Hans Peter Christensen understreger, at det er oplagt at overveje mulighederne for en udskiftning af lånet i forbindelse med den årlige refinansiering af F1-lånet.

- Det nemmeste er jo bare at forlænge refinansieringsperioden ved at gå over i et F3- eller et F5-lån. I den situation betaler du som låntager kun for et profilskifte, men beholder ellers det samme lån - med de fordele og ulemper det nu har, fastslår han.

Vælger du et F3-lån, slipper du med en lidt lavere ydelse og sparer oven i købet mere op gennem højere afdrag. Et F5-lån er marginalt dyrere end F3-lånet, fordi renten låses fast i 5 år i stedet for 3.

SE TEMA: Boliglån

CITA-lån koster ekstra at oprette

Hvad er et CITA-lån

Både Nordea Kredit, Realkredit Danmark og Nykredit tilbyder de nye CITA-lån, som er baseret på en 3-årig obligation med variabel rente. Det betyder, at lånet kun skal refinansieres hvert tredje år i modsætning til F1-lånets årlige refinansiering.

Renten på lånet fastsættes hver 1. juli og 1. januar og er baseret på den såkaldte CITA-rente med en løbetid på 6 måneder.

I øjeblikket er renten på et CITA-lån lidt lavere end F1-renten, og samtidig sparer boligejeren på kursskæringen, der kun finder sted hvert tredje år. På et F1-lån finder kursskæringen sted hvert år ved refinansieringen.

CITA-lånet kan indfries til kurs 100 ved den halvårlige rentefastsættelse, mens et F1-lån kun kan indfries til kurs 100 én gang årligt. Bundlinjen er, at CITA-lånet er et lidt billigere lån end det eksisterende F1-lån.

LÆS OGSÅ: Nyt boliglån skal være billigere end F1-lån

Er du derimod interesseret i F1-lånets afløser – de såkaldte CITA-lån, som har en lidt lavere ydelse – skal du betale omkostninger for etablering af et helt nyt lån. For et lån på 1 million kr. løber omkostningerne typisk op i 8.000-10.000 kr.

- Man skal derfor lige overveje, om man vil betale 10.000 kroner mere for at komme over i et andet lån. Måske sparer man kun 100 kr. om måneden, og så tager det nogen tid, før omkostningerne er hentet hjem, lyder rådet fra Hans Peter Christensen.

Skal du sælge huset inden for en kortere periode, vil et skifte til et helt nyt lån næppe kunne betale sig, påpeger han.

Skal det afdragsfri lån lægges om?

Der kan imidlertid også være andre motiver for en udskiftning af F1-lånet end blot at finde det billigste lån.

Måske udløber afdragsfriheden på dit eksisterende lån om nogle år, hvilket får ydelsen til at tordne i vejret. Vil du gerne undgå den situation, er en låneomlægning en god mulighed.

Hans Peter Christensen peger på, at du i den situation kan hoppe over i et KortFlex med afdrag, hvor du stadig skal afdrage, men nu over 30 år i stedet for over 20 år, som med det eksisterende lån.

- Eller du kan måske vælge at få en ny afdragsfri periode, hvis det passer bedre til dig. Så der kan være flere fordele ved at gå over i et helt andet lån, konstaterer han.

Fastforrentede lån er historisk billige

En helt anden mulighed er at skifte F1-lånet ud med et fastforrentet lån, hvis du ønsker at spekulere i en kommende rentestigning og samtidig gerne vil låse ydelsen fast. Ulempen er, at du kommer af med en højere rente og kan føle dig snydt, hvis renten ikke stiger.

Ønsker du et fastforrentet lån, står valget mellem et 2,5 procent-lån eller et 3 procent-lån. Den reelle renteforskel mellem de 2 lån er imidlertid lille, så der er ikke mange håndører at spare ved at vælge 2,5 procent-lånet frem for 3 procent-lånet.

Af hensyn til risikoen for den såkaldte indlåsningseffekt på 2,5 procent-lånet, vil 3 procent-lånet være det bedste valg for låntagere, der ikke ved, hvor lang tid de vil beholde lånet. Indlåsningseffekten betyder, at det kan blive dyrt at komme ud af lånet igen, hvis der ikke er udstedt særligt mange lån i serien.

Flere 3 procent-lån er dog blevet lukket, fordi kursen er gået over 100.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Vent med rekordlavt fastforrentet lån

Så meget koster det at låne 1 million kroner i realkreditselskabet

Låntype (30 års løbetid) 1 års ydelse efter skat Samlet afdrag efter 5 år Effektiv rente efter skat
2,5% obligationslån 47.460 126.419 2,66
FlexLån F1 41.795 161.806 1,04
FlexLån F3K 41.551 163.158 1,01
FlexLån F5K 42.215 158.064 1,2
FlexKort 40.790 164.837 0,89

Kilde: Realkredit Danmark 25/8-14

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab