Skrotningsordning for gamle brændeovne genindføres i 2019

Midlertidig skrotpræmie for gamle brændeovne fra før 1995 er på plads i 2019 efter finanslovsaftale.

Pige sidder ved bord og laver lektier. Foran står ny brændeovn med brænde i.

Regeringen vil igen give tilskud til at skrotte gamle brændeovne. Foto: Lisbeth Holten

Regeringen og Dansk Folkeparti er i finanslovsaftalen for 2019 blevet enige om at genindføre skrotpræmien for gamle brændeovne.

De præcise detaljer er endnu ikke på plads, men partierne har aftalt en midlertidig, national skrotningsordning for gamle brændeovne i 2019 og 2020. Ordningen vil gælde for brændeovne fra ca. før 1995. Der afsættes 30 millioner kr. i 2019 og 16 millioner kr. i 2020. Miljøstyrelsen forventer at være klar med ordningen fra februar 2019, oplyser miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til dr.dk.

Skrotningsordning for brændeovne skal mindske luftforurening

Den genindførte skrotningsordning skal sætte mere gang i udskiftningen af de ældste og mest forurenende brændeovne og mindske den sundhedsskadelige del af luftforureningen og de gener, det kan give andre, hvis naboen ikke fyrer godt nok.

Tidligere i 2018 foreslog regeringen også, at visse typer brændeovne, fx kakkelovne og antikke ovne, undtages fra skrotningsordningen, og at brændeovne fra før 2000 skal lukkes eller udskiftes, når et hus, en lejlighed eller et sommerhus handles fra 2020.

Om disse forslag også bliver til noget, vides endnu ikke, men Bolius følger op på sagen.

 De seneste år er der ifølge Boligsiden.dk handlet omkring 70.000 boliger årligt. Da hver fjerde bolig i gennemsnit har installeret brændeovn, vil det være omkring 17.500 boliger årligt, som skal dokumentere, at brændeovnen er fra 2000 eller senere, hvis den altså ikke skal skrottes og udskiftes med en ny brændeovn eller helt droppes. Regeringen foreslår, at visse typer brændeovne, fx kakkelovne og antikke ovne, undtages fra ordningen.

20.000 brændeovne udskiftet i 2015 og 2016

Det er ikke første gang, at boligejerne har fået økonomisk hjælp til udskiftning af ældre brændeovne. Fra november 2015 og frem til udgangen af 2016 fik boligejere på samme måde 2.000 kr. ved at udskifte en gammel brændeovn til en ny svanemærket type. Dengang blev ca. 20.000 brændeovne skiftet, hvilket ifølge Teknologisk Institut resulterer i en reduktion af udledte partikler på 400 ton om året. 

Energistyrelsens rapport om brændeforbrug fra 2015 viser, at der fortsat er 150.000 brændeovne tilbage fra før 1990.

Skrotpræmie møder skepsis

Da regeringens forslag blev offentliggjort, mødte det skepsis fra Kaare Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske råd. Han frygter, at udskiftningen bliver for langsom og for dyr i forhold til effekten. Regeringen burde have sat barren højere og trukket grænsen ved brændeovne fra 2010, sagde han til DR.

Bolius' fagekspert inden for energi, Tue Patursson, tvivler også på, at skrotpræmien kommer til at have den store effekt.

- Tilskuddet på 2.000 kr. lyder, som om det er i underkanten til at have en effekt, i forhold til investeringen af en ny brændeovn. Det kommer formentlig primært til at ramme dem, som alligevel ville have udskiftet brændeovnen.

- Der er selvfølgelig en væsentlig reduktion i partikeludledningen at hente ved udskiftning til en nyere og mere miljøvenlig ovn. De nye ovne giver en væsentligt bedre effekt, og udleder langt færre partikler,  men hvis man virkelig ville have effekt ud af pengene, kunne man også have lavet en ordning som forudsatte, at der ikke kom en ny brændeovn op i stedet, siger Tue Patursson.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab