Sneskimmel: Sådan fjerner og forebygger du det

Græsplæner kan få sneskimmel efter vinterens sne og frost. Læs her, hvad du skal gøre for at forebygge og fjerne sneskimmel i græsplænen.

Sneskimmel får din plæne til at se slidt og vissen ud.
Foto: John Henriksen

Sneskimmel får din plæne til at se slidt og vissen ud.

Foto: John Henriksen

Sneskimmel kan få din græsplæne til at se forfærdelig ud. Men det er muligt at forebygge sneskimmel, hvis du tager fat i efteråret.

Hvad er sneskimmel?

Sneskimmel er en svampeinfektion, der særligt angriber græsplæner.

Især græstyperne rødsvingel og rajgræs er modtagelige overfor sneskimmel. Og de 2 typer findes i de fleste græsblandinger.

Svampen trives modsat andre svampearter ved lave temperaturer og kan godt lide kulde kombineret med fugt. Ligger der sne på plænen i længere tid, har svampen optimale forhold.

Sneskimmel kan også udvikle sig uden et snedække. Eksempelvis kan langt uklippet græs og et tæt lag af blade være lige så skadeligt som et snedække.

Hvordan ser sneskimmel ud?

Symptomer på angreb af sneskimmelsvampe kan ses som uregelmæssige gullige cirkler i græsplænen. Sneskimmel kan også ligne hvidt spindelvæv. De kan have en diameter fra nogle få centimeter til op til 50-60 cm.

Nogle gange kan der ses et lyserødt skær i kanten af de angrebne områder. Den lyserøde farve stammer fra svampens sporer, der produceres i stort antal, hvis der er meget fugtigt.

Resultatet af et voldsomt svampeangreb er, at græsset visner. Ofte ser haveejerne først resultatet af svampeangrebet, når sneen er smeltet.

Hvordan spredes svampen?

Sporerne fra sneskimmelsvampe kan spredes på flere måder. Enten via vand i form af regnpjask til naboområder på plænen, via fx græsslåmaskiner, eller ved at mennesker eller dyr går på de inficerede områder og derved spreder sporerne.

Sporerne trænger så gennem planternes spalteåbninger, beskadigede græsstrå eller andre sår på planter fx opstået efter frostskader.

Sådan forebygger du svampeangreb

  1. Slå græs
    Sørg for at klippe græsplænen for sidste gang hen i oktober eller måske november, hvis græsset bliver ved med at gro. Græsset skal være 4 cm højt, når vinteren nærmer sig.
  2. Riv blade sammen
    Riv bladene sammen, så der ikke ligger et tykt lag blade på græsplænen.
  3. Gød ikke græsplænen
    Undgå at gøde plænen kraftigt i efteråret. Når kvælstofmængden er lav, er græsset mere modstandsdygtigt overfor svampeangreb.
  4. Begræns trafikken
    Lad være med at gå for meget på den snedækkede plæne. Sammenpresning af sneen kan give gunstigere forhold for svampen

Sådan fjerner du sneskimmel

  • Riv det døde græs væk med en haverive. Det gør ikke noget, der bliver taget hårdt fat, da dette samtidig giver luft til rødderne, og nyt græs kan spire.
  • Bland en topdressing af lige dele god muldjord og grus samt et par håndfulde græsfrø og NPK-gødning sammen.
  • Fyld blandingen i hullerne i plænen, og træd blandingen godt ned.
  • Jævn med en rive og vand. 

Hvad gør du ved et alvorligt angreb af sneskimmel?

Er din græsplæne alvorligt angrebet af sneskimmel, kan du vande med jernvitrol. Rullegræs kan også erstatte dele af en ødelagt plæne, men giv det lidt tid, og se om græsrødderne begynder at gro efter et par uger.

Er store dele af din græsplæne ødelagt, kan det være nødvendigt at fræse hele plænen op og så en ny græsplæne.

Podcast: Alt om pleje af græsplænen

Hør Bolius' haveekspert, Jesper Carl Corftizen, give gode råd til den perfekte græsplæne, når han besøger Dyrehavens Golkklub i Bolius' podcast 'Mig og Min Have'.

Hør alle afsnit her - eller find til iPhone og Android.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab