Spørg Bolius

Sokkel kampesten "syltsten", reparation vedligehold - beton eller puds?

Hej Bolius

Vi bor i et gammelt hus, fra 1890 uden fundament og med kampestens sokkel. Der er store huller imellem kampestenene/ soklen pga manglende vedligehold.

Kan vi støbe beton ind i hullerne, som der er gjort tidligere og pudse efter med weber multipuds 280. Kan man pudse op vådt i vådt, altså puds på betonen, mens det stadig er vådt/afbinder eller skal man vente ?

-og ellers tak for et rigtig godt magasin

Rasmus S

Hej Rasmus S

Du er den lykkelige ejer af et hus, som er bygget i gode materialer.

Årstallet for husets opførelse, fortæller at vi kan udelukke cementrelateret produkter, og tænke på kalk frem for alt.

En sokkel som denne består af "Syltsten", som udgør husets fundament. Fundamentets funktion, udover at bære væggene, er at sørge for grundfugten ikke stiger højere op i murværket, men fordamper i fugerne mellem Syltstenene. En kalkmørtel i NHL 5 1:1.5 (Kh 100/400) er en porøs og åben fuge, som vil sørge for en tør konstruktion, modsat en cementmørtel fuge som vil binde vandet, og rent styrkemæssigt, vil den blive for stærk.

Det er aldrig styrke (cement) du skal søge i denne type huse, men derimod porøsitet, smidighed, og sejhed (NHL).

Mørtel til fugning kastes eller sprøjtes ind i mellemrummene i Syltstenene, og kan rettes med ru træklods, eller en stiv børste, da dette efterlader en åben fuge. Undgå helst at pensle med vand, da dette vil medføre en udvaskning af bindemidlerne (kalken).

Denne proces kan udføres i en arbejdsomgang, og kræver ikke nødvendigvis en efterfølgende puds.

God fornøjelse...

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Mikkel Storgaard, murermester

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden