Familiens bedste byggeråd

  • Få professionel hjælp til at bruge grunden rigtigt, så du får det bedste ud af lys, udsigt og hvad naturen ellers tilbyder.
  • Kombinationen af dyre og billigere løsninger fungerer godt - for så træder de gode og velvalgte ideer frem. Vælg enkelte ting, du synes skal være særligt. I vores tilfælde prioriterede vi smukt træ til beklædningen af huset - og valgte derimod et billigt køkken og bad.
  • Husk, at et sommerhus ikke er en mindre version af dit helårshus, men noget andet. Få skabt en anden stemning her - vi har fx valgt, at vi ikke skal have så mange ting heroppe. Dem har vi rigeligt af derhjemme.

Det hele begynder med træet. Og slutter med det. Fra det sølvfarvede cedertræ på facaden til den varme træbeklædning indenfor. Fra de vindblæste fyrretræer på grunden i Rørvig til sommerhuset selv, der nærmest vokser og forgrener sig som et vandret træ med havudsigt.

Karen, der sammen med sin mand Thomas ejer huset, er ud af en større familieflok, der har holdt til her de sidste mange år i et ældre sommerhus på en anden bid af grunden. Men pladsmangel og en voksende børneflok gjorde, at Karen, hendes mand og deres tre børn overtog en del af den store grund for at realisere et sommerhus til sig selv.

Naturen og lyset blev formen for huset

Og her var det en klar fordel, at de var så rodfæstede i området, inden de satte arkitekt Lotte Elkiær på opgaven med at tegne et nyt hus. De kendte solens gang på himlen, fyrretræernes skygger, farven på lyngen og det enestående lys, her er året rundt.

- Det her er en naturgrund, som vi altid har sat pris på, og vi ville gerne bevare den så meget som muligt. Vi ville ikke have et hus med en have, men lade naturen passe sig selv omkring huset. Og så ville vi selvfølgelig gerne have en masse udsigt og kunne se vandet, fortæller Karen.

Solen kommer de fleste af dagens timer bagfra, og det stillede krav til arkitekturen, hvis fornemste opgave blev at føre dagslyset igennem sommerhuset og lade havudsigten og naturen folde sig ud overalt.

Faldt for kanaler gennem huset

Arkitekt Lotte Elkiær havde fem forslag i spil, der tog højde for alle familiens ønsker om bl.a. et stort fællesrum og et gæsteanneks - alle fine bud, men der var ét, som især sprang i øjnene.

- Det var noget med mængden af glas og udsigten til alle sider. Vi kunne tydeligt fornemme de her kanaler igennem huset, hvor solen skinner igennem. De andre af Lottes (arkitekten, red.) bud var lidt mere traditionelle - den her løsning var mere spændende, og jo længere tid vi kiggede på den, jo mere interessant blev den, fortæller Karen.

Den beslutning var arkitekten glad for.  Det var nemlig også hendes egen favorit.

- Jeg var helt klart også selv mest til den her løsning - den er mere radikal og interessant. Huset er tænkt som en serie af åbne æsker - nærmest uderum med tag over - uden et bestemt hierarki. Åbent og transparent, sådan at når du ankommer, så kigger du igennem hele huset og lige ud på vandet, forklarer arkitekt Lotte Elkiær og fortsætter:

– Jeg så et liv for mig, der hele tiden kunne foregå inde og ude. Med flydende grænser, så du nærmest føler, du er midt i naturen, selv når du er indenfor, siger hun.

Lyset kravler med naturen ind i stuen

Naturgrunden kravler helt op til huset og bliver lukket indenfor af store glaspartier i det store fællesrum, som familien har indrettet ud fra en enkel no nonsense-logik, der følger i tråd med arkitekturen og det liv, de gerne vil leve heroppe.

- Her må gerne være lidt enkelt, uden så mange ting, så vi kan slappe af. Huset er smukt i sig selv med træet, glasset og naturen udenfor – det er det vigtigste, fortæller Karen.

Og her kommer vi tilbage til træet, der dominerer udtrykket på sommerhuset både ude og inde. Det naturlige element, der rodfæster bygningerne i landskabet og knytter det indvendige med det udvendige. Et æstetisk valg, der samtidigt giver familien en masse frihed. Cedertræet på facaden patinerer flot og kræver ingen vedligehold, ligesom træbeklædningen indenfor giver familien den hygge og intimitet, de gerne ville have.

- Det giver en helt speciel stemning at være i et rum af træ – det skaber sammenhæng og giver den her hyggelige stemning af natur. Vi synes det er helt fantastisk at være indenfor, og det er samtidigt en fornøjelse at kigge på huset nede fra vandet. Man føler sig enormt tæt på naturen, slutter Karen.

Sådan gjorde de

Familien fik:
Et nybygget sommerhus på 133 kvm inkl. anneks i første række ved vandet i Rørvig. Huset er tegnet af arkitekt Lotte Elkiær. Grunden er ca. 6000 kvm.

Proces:
Arkitekten har tegnet projektet og har haft fagtilsyn med entreprisen sammen med Partner Byg, der vandt udbudsrunden. Arkitekten har styret processen helt frem til afleveringen. Undervejs har familien forholdt sig til forskellige spørgsmål omkring materialer etc.

Materialevalg udvendigt:
Cedertræsbeklædning fra Moelven udenfor, vinduer med aluminiumsrammer fra Ideal Combi, foldedøre fra køkken-alrum til udeareal fra Solarlux. Terrassen er lagt med varmebehandlet asketræ fra Moelven. Indvendigt er sommerhuset beklædt med oliebehandlet fyrretræ fra Moelven. Køkkenet er fra Kvik med en tyk bordplade i ask.

Energioptimering:
Huset er velisoleret, har integreret varmesystem og gulvvarme, der kan tænde via smartphone. Desuden lavenergivinduer i trelags-glas og brændeovn. Generelt er det bæredygtigt at bygge helt i træ, da skove og træprodukter oplagrer CO2, træ kan genbruges, træ er fornyeligt og afbrænding af træ giver CO2-neutral energi. Træet har det i øvrigt fint med at stå og blive lidt koldt hen over vinteren.

Pris inkl. arkitekthonorar: ca. 2.600.000 kr.

Læs mere om projektet hos Danske Boligarkitekter