Sort arbejde: Nu må Skat gå ind i din have

Folketinget har strammet reglerne for at mindske sort arbejde. Skat må bl.a. tjekke, om en håndværker arbejder sort på din grund, og du skal betale håndværkerregninger digitalt – ellers kan det ramme dig hårdt. Læs om de nye regler her.

Debat: Hvad mener du?

Hvad mener du om de nye regler om sort arbejde? Deltag i debatten på Bolius’ Facebook-side

Skat intensiverer kampen mod sort arbejde. Fra 1. juli 2012 må Skat gå ind i din have, hvis en håndværker er i gang med at udføre arbejde på din grund, og kontrollere håndværkeren cpr-nummer og kræve legitimation.

Det har et enigt Folketing vedtaget.

Skat må dog ikke gå ind i en privat bolig.

Betal digitalt – ikke kontant

Ifølge den nye lov skal du betale håndværkerregninger på over 10.000 kr. digitalt, fx via dankort, bank eller netbank. Ellers risikerer du at skulle være med til at betale den moms og skat, som håndværkeren måske undlader at betale. Du kan altså også komme til at betale, selv om du ikke tror, at der er tale om sort arbejde.

Hvis du vil betale kontant, kan du dog via TastSelv på en mail oplyse Skat om dit køb og dermed stadig slippe for at betale, hvis sælgeren snyder.

Opbakning til ny lov om sort arbejde

Advokatrådet er imod de nye regler og kalder det ”usædvanligt vidtgående” og ”i strid med grundlæggende retsprincipper”. Både Dansk Byggeri og Håndværksrådet bakker derimod op om den nye lov, der skal mindske sort arbejde.

- Den nye lov åbner for sanktioner mod købere af sort arbejde og sender dermed et vigtigt signal om, at sort arbejde er uacceptabelt, siger cheføkonom i Håndværksrådet, Jacob Thiel, i en pressemeddelelse.

Pensionister kan arbejde – uden at gøre det sort

Fra 1. juli 2013 lempes andre regler til gengæld. Bl.a. må unge under 16 år skattefrit hjælpe til i private hjem, fx med børnepasning, mens pensionister skattefrit må tjene op til 10.000 kr. om året ved at hjælpe til i private hjem.

- Helt generelt sørger vi for at bringe lovgivningen i bedre overensstemmelse med folks opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt. Det har hidtil været lidt af en gråzone for folk, hvornår vennetjenester er skattefri. Det tydeliggør vi nu.

- Med de nye regler får SKAT langt bedre værktøjer til at bekæmpe både sort arbejde og illegal arbejdskraft, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i en pressemeddelelse.

Nye regler om sort arbejde

Fra 1. juli 2012:

  • Skal du betale digitalt, når du køber ydelser for over 10.000 kr., så du undgår at hænge på regningen for andres sorte arbejde.
  • Har Skat mulighed for at lave kontrol på privat grund, hvis der foregår synligt udendørs arbejde af professionel karakter.
  • Skal arbejdsudøvende, fx håndværkere, have gyldigt ID på sig.

Læs mere om de nye regler for sort arbejde på skat.dk

Nye regler om sort arbejde

Fra 1. januar 2013:

  • Må unge under 16 år skattefrit hjælpe til i private hjem, fx med børnepasning.
  • Må folkepensionister skattefrit tjene op til 10.000 kr. årligt ved at hjælpe til i private hjem.
  • Bliver det tydeligere, hvad du må, når du får hjælp eller selv hjælper familie og venner.

Læs mere om de nye regler for sort arbejde på skat.dk

Kilder og henvisninger
Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab