Spar en formue: Forkort løbetiden på dit boliglån

Betal 1.000 kroner ekstra om måneden og slip for 10 års afdrag på dit boliglån. Du kan spare hundredetusindevis af kroner i renter ved at forkorte løbetiden på dit lån. Se regnestykket her.

Spar penge på dit boliglån

Den nuværende renteudvikling betyder, at du sparer mere end tidligere på at betale dit boliglån hurtigt tilbage. Arkivfoto

Det er dyrt at låne penge, og jo længere løbetid dit lån har, jo mere betaler du. Så har du råd til at omlægge dit realkreditlån til et lån med kortere løbetid og afdrage mere hver måned, kan du spare hundredtusindvis af kroner og altså være færdig med at betale af lånet langt hurtigere.

På et almindeligt 30-årigt realkreditlån, kan du ved at betale 1.000 kr. mere om måneden, nøjes med et 20-årigt lån. Det viser en beregning, som privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg, Kim Valentin, har lavet. Og har du råd til at betale 5.000 kr. ekstra om måneden, kan du betale lånet af på blot 10 år.

Har du råd til at betale ekstra afdrag på dit boliglån?

Du skal have en god privatøkonomi med luft til den forøgede udgift for at klare større afdrag på dit boliglån – til gengæld kan du spare hundredetusindevis af kroner. Kan du svare ja til disse 7 spørgsmål, har du sandsynligvis råd til at betale ekstra afdrag på dit lån.

  1. Kan du beholde dit job?
  2. Har du en fast indkomst?
  3. Betaler du dine regninger til tiden?
  4. Er din bankkonto altid i plus?
  5. Har du nettoformue?
  6. Har du et stort rådighedsbeløb?
  7. Har du lav risiko i din økonomi?

Kilde: Finanshus.dk

Spar mere end tidligere med lav rente

Den nuværende renteudvikling betyder, at du sparer mere end tidligere på at betale dit boliglån hurtigt tilbage. Det skyldes, at renteudviklingen har skabt en stor forskel på den korte og lange rente kombineret med rentes rente-effekten.

- Den korte rente er historisk set voldsom lav, så de besparelser, man får med den lave rente på et 10-årigt lån, kan man bruge til at afdrage endnu mere på lånet, siger Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg.

Renters rente koster kassen ved lån med lang løbetid

Fidusen ligger i at bruge formlen for renters rente, fordi en gæld vokser hver måned, når der tilskrives renter. Det kan få en gæld på 1 million kroner til at vokse over 30 år, så du i sidste ende både har betalt den ene million kroner tilbage samt en ekstra halv million kroner i renter.

De långivere, der finansierer realkreditinstitutterne, tager sig ekstra betalt for at give lange lån. Så renten øges, når lånet løbetid er længere. Fx er renten på et 30-årigt lån 2,5-3,5 procent, mens renten blot er 0,5 procent på et 10-årigt lån.

Spar penge på renterne ved boliglån

De långivere, der finansierer realkreditinstitutterne, tager sig ekstra betalt for at give lange lån. Så renten øges, når lånet løbetid er længere. Arkivfoto

Større afdrag giver færre udgifter til rente

- Har man penge til at afdrage, kan man få betalt sit lån ned med et minimum af renteudgifter, siger Kim Valentin

Om du vil betale større afdrag på dit boliglån afhænger af, om du vil bruge penge til det, der er vigtigt nu, eller du vil vente med dit forbrug til dine seniorår.

Tjek om din økonomi kan bære højere udgifter til lån

Kim Valentin forklarer, at mange familier kan finde pengene til de ekstra afdrag, hvis de ser på, hvad de har sparet på de lave benzinpriser eller ved kritisk at gennemgå deres daglige forbrug og faste udgifter.

- Det er også rigtigt, at man skal bruge pengene, når man er ung, men man skal også tænke nøje over sit forbrug og fast udgifter, mener Kim Valentin.

Flere ’ældre’ boligejere har råd til højere afdrag

Der er stor forskel på, hvor svært danskerne oplever, at de har råd til deres forbrug og faste udgifter. Ifølge Danmark Statistik har hver tredje dansker under 50 år svært ved at få pengene til at slå til, mens det kun er hver fjerde i 50'erne, der har svært med at klare deres privatøkonomi. For ældre mennesker er tallet endnu mindre.

Privatøkonomisk rådgiver i Kolding, Lene Okholm, er enig med Kim Valentin i, at de fleste danskere, kan betale 1.000 kr. mere på deres boliglån. For nogle er det dog svært. Hun rådgiver bl.a. førstegangskøbere på boligmarkedet, der har købt et alt for dyrt hus, som de ikke har råd til.

- Det er ikke alle danskere, der kan trække flere penge ud af budgettet til ekstra afdrag på et boliglån. Er man en ung familie med 2 små børn, gælder det om at skabe luft i økonomien, for man er spændt mere op økonomisk med dyre daginstitutioner, og som nyuddannet får man en lavere løn end ansatte med mere erfaring, siger Lene Okholm.

Spar penge på boliglånet med ekstra afdrag

For en månedlig merydelse på 1.012 kroner på et boliglån til 1 million kroner, kan du reducere lånets løbetid fra 30 til 20 år. Se i tabellen, hvad du kan spare ved at omlægge dit lån til andre lån.

Nuværende lån/rente Omlagt til Alternativt Alternativt Alternativt
Nettoydelse i hele lånets løbetid 1.458.270 1.097.270 1.157.895 1.215.040 1.373.790
Lån 30 år/3,5 % 10 år/0,5 % 15 år/1,0 % 20 år/1,5 % 30 år/2,5 %
Restgæld nu 1.000.000 1.041.667 1.052.632 1.020.408 1.020.408
Restgæld efter 5 år 896.971 527.342 719.138 802.176 898.865
Restgæld efter 10 år 774.269 0 368.552 561.013 760.865
Årlig nettoydelse 48.609 109.727 77.193 60.752 45.793
Månedlig merydelse 5.093 2.382 1.012 -235

Note: Alle lån er fastforrentede annuitetslån på 1 million kr.

Kilde: Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab