Spiser du edderkopper, mens du sover?

Mens du ligger i din seng og sover, kravler edderkopper ind i din mund, og du spiser dem uden at vide det. Er det en myte, eller passer det, at man spiser edderkopper i søvne? Læs svaret her.

Langbenet edderkop i køkkenvask

Har du hørt historier om, at man spiser edderkopper, mens man sover? Bare rolig, det er en myte.
Foto: Bigstockphoto

Nej, du spiser ikke edderkopper, mens du sover. Det er en myte, der har haft et langt og sejlivet liv i folkemunde og på internettet.

Edderkopper gider ikke sengen

Edderkopper vandrer ikke selv ind i din mund, og det er heller ikke naturligt for dem at opholde sig i din seng. Edderkopper foretrækker fred og ro, så de vil ikke forstyrres af, at du karter rundt med dynen.

Edderkopper kan tilfældigvis falde ned i din seng, mens de er på jagt, men det er ikke et sted, de opsøger af sig selv.

Er der mange edderkopper i soveværelset?

Nej, ikke specielt. Edderkopper skelner ikke mellem husets rum - de søger blot gode gemmesteder, hvor de ikke bliver forstyrret.

Hvis du har en oplevelse af, at du oftere ser edderkopper i soveværelset end i husets andre rum, kan forklaringen være, at edderkopper er aktive om natten, og du opholder dig netop i soveværelset om natten. Det er også grunden til, at du måske ser edderkopper på badeværelset, hvis du er derude om natten.

Edderkopper kribler om natten

Om dagen skjuler edderkopper sig, for deres værste, naturlige fjende er fugle, der jager i dagtimerne. Men når solen går ned, kribler edderkopperne frem, og du opdager de aktive edderkopper i soveværelset, da det jo er her, du befinder dig om natten.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab