Sådan undgår du indbrud nytårsaften

  • Tal med dine naboer, om hvem der er hjemme eller ej.
  • Hvis du er hjemme, så hold øje med naboernes huse. Husk også at låse, når du går ud og fyrer af.
  • Hvis du er væk, så få naboerne til at holde øje med dit hus.
  • Sæt bevægelsessensor på udendørs belysning.
  • Gem dine værdier.
  • Lås haveredskaber inde.
  • Skriv ikke på sociale medier, at du er til fest andet sted.

Kilde: Bo trygt!

Er du til nytårsfest væk fra din egen bolig, bør du sikre den mod indbrud.

Den 31. december stiger risikoen for at få uventet og uønsket besøg nemlig markant. I 2017 blev der gennemsnitligt begået 80 indbrud dagligt – nytårsaften var tallet 131. I flere år har risikoen for indbrud været omtrent dobbelt så stor nytårsaften som en gennemsnitlig dag.

- Indbrudstyvene har bedre betingelser for at begå indbrud nytårsaften af flere årsager, siger Tine R. Sode, fagekspert i Bolius.

- For det første er der masser af larm, så alarmer, knuste glas med mere drukner nemmere i larmen. Derudover er mange mest opmærksomme på deres egen fest, og lægger derfor mindre mærke til, hvad der sker hos naboerne. Nytårsløjer er også almindeligt, så det er svært at vurdere om det er løjer eller alvor, hvis der er aktivitet hos naboerne.

Indbrudstyven kan komme uset forbi, mens du fyrer krudt af

Også selvom du er til fest derhjemme, skal du passe på indbrudstyvene.

- Mange vælger at fyre krudt af i samlet flok, så er huset frit og ofte ulåst, mens larmen udefra kamuflerer eventuel larm indenfor. Hvis huset er ulåst, kan du risikere at være dårligere dækket ift. din i forsikring, siger Tine R. Sode.

Det Kriminalpræventive Råd opfordrer også boligejerne til at være opmærksomme på indbrud nytårsaften.

- At antallet af indbrud er højere nytårsaften kan skyldes flere ting, fx at det er mørkt, folk er ikke altid hjemme og dem, der normalt holder øje med dit hus, er i højere grad mindre opmærksomme netop nytårsaften, siger Jon Lund Elbek, analytiker hos Det Kriminalpræventive Råd.

Når det er sagt, kan statistikken ifølge Jon Lund Elbek snyde lidt ift. indbrud nytårsaften. Hvis folk er bortrejst bruger politiet nemlig et såkaldt formodet starttidspunkt for indbruddet, som derfor også kan være sket den 30. december eller 1. januar, hvis beboerne har været bortrejst i perioden.

Sådan undgår du indbrud nytårsaften – og generelt

Fordi nytårsaften er en speciel aften, gælder det også særlige forholdsregler, når du skal indbrudssikre. 

- Især nytårsaften er det vigtigt at gå i dialog med naboerne. Fordi der er så meget aktivitet og larm udenfor, er det endnu vigtigere at have klare aftaler, siger Tine R. Sode, fagekspert i Bolius. 

Hvis du gerne vil undgå indbrud generelt, bør du ifølge kampagnen Bo trygt!, hvis formål er at nedsætte antallet af indbrud i private hjem, skalsikre dit hus, altså sikre skallen på dit hus. Fx kan du sikre vinduer og døre, minimere højden på din hæk, besværliggøre adgang til værktøj og aftale nabohjælp.

Hvis du vil vide, hvor godt din bolig er sikret mod indbrudstyve, kan du bestille et gratis indbrudstjek på botrygt.dk.

Antal indbrud falder nytårsaften

Heldigvis for danskerne falder antallet af indbrud dog nytårsaften, lige som der også er færre indbrud generelt og i juledagene. Ifølge Danmarks Statistik blev der den 31. december 2007 begået 239 indbrud i private boliger. Det tal er siden faldet år for år – og i 2017 var det på det laveste niveau siden med 131 indbrud på landsplan.